Kan forældre virkeligt elske et autistisk barn, som dagligt øver fysisk vold mod dem?
Det spørgsmål stiller den italienske journalist og tidligere deputeret Mauro Paissan i sin gribende fortælling om den autistiske Sergio, der i en alder af 39 bliver myrdet af sin far Salvatore Piscitello med en pistol i deres hjem i Rom i 2003.
Den tragiske historie ender pladask på avisforsiderne. Salvatore slipper med en mild straf - seks år i husarrest. To år senere modtager han en benådning fra Republikkens præsident Giorgio Napolitano, som måske først synes svær at kapere, men som efter læsning af il mondo di sergio (sergios verden) virker forståelig og klarsynet.
Som mange andre italienere berøres forfatteren dybt af den tragedie, der har udspillet sig gennem 39 år inden for Piscitello-hjemmets fire vægge. Paissan spørger sig selv, hvordan en mor og far magter at leve med et autistisk barn, teenager og voksen mand, der i sine sidste år bliver mere og mere voldelig og umulig at styre og som ingen private eller statslige institutioner ønsker at påtage sig ansvaret for.
Set udefra virker Salvatores og Elviras tilværelse som en nedstigning i Dantes Helvede.
Men selvfølgelig kan man elske et barn, som tugter én.
“Jeg tror, at jeg elskede min søn mere, end andre fædre gør,” fortæller Salvatore.
“Man forstår, at den sygdom, som han lider af, har brug for din hjælp.”
Moren Elvira tilføjer:
“Han slog mig til plukfisk. Han bed mig. Han rev voldsomt i mit hår. Trods dét, er jeg villig til at gøre det da capo.”
Salvatore har ret. En kammerat i min datters skoleklasse lider af Downs Syndrom. Jeg har aldrig set en far rette så stor kærlighed mod sit barn, og det formentlig på bekostning af de tre andre (normale) børn. Ligeså i Piscitellos hjem. Søsteren fik ikke nær samme opmærksomhed og rejste hjemmefra, så snart hun kunne.
Nu er der naturligvis autistiske og autistiske børn. Alle har hørt om savanter, der kan løse regnestykker, ingen almindelige mennesker evner og som alligevel mangler helt fundamentale sociale egenskaber. De er ude af stand til at føre en normal samtale. De bliver besat af små, øjensynligt irrelevante, ting. De har svært ved at udtrykke følelser - selv over for deres elskede familiemedlemmer.
Autistiske mennesker er med andre ord følelsesmæssigt handikappede. Det forbandede er, at invaliditeten ikke er synlig for andre end familien. Når Sergio gik sammen med sin far og mor ud på gaden, når de tog bussen eller rejste med fly gik det ikke op for nogen, at her var et alvorligt handikappet menneske.
Og så lige pludselig et anfald af uhæmmet raseri - totalt uforudsigeligt. Det kan være, fordi nogle autistiske personer kun trives med monotoni og rutine, så den mindste afvigelse afføder en mental kortslutning og udløser et sindsoprør, som let kan udvikle sig til voldshandlinger. Den øjensynlige normalitet bedrager. Sergios forældre kunne jo ikke hænge et skilt om halsen på ham med ordet ‘Handikappet’.
Hvordan ender en far så med at slå sin søn ihjel? Det lyder som en tilsnigelse. Men dybest set begik Salvatore et medlidenhedsdrab. Paissans bog begynder med faren, der fortæller om den skæbnesvangre dag i juni måned - 39 år efter fødslen af deres lille Sergio.
“Det var en ulidelig varm dag. Temperaturen var oppe på 40 grader. Sergio opførte sig særligt aggressivt og voldeligt. I de sidste 11 måneder havde han ødelagt 12 fjernsyn, huset lå i ruiner. Pludselig får jeg en hård knytnæve i mellemgulvet. Han begynder at slå sin mor og sparker mig. Det hele er udløst af en film vi ser på DVD, som ikke er af perfekt kvalitet. Blodet driver ned ad mit ansigt. Det lykkes at give ham en beroligende indsprøjtning. Og så med ét føler jeg som om noget eksploderer indeni mig. Ja, det er hovedkulds, men idéen er vokset frem i en tid. Jeg var begyndt at tænke: Enten begår jeg selvmord, eller også tager jeg livet af ham, men hvis han dræber mig først, efterlader jeg Sergio hos sin mor i en endnu værre tilstand end nu. Jeg finder min Smith&Wesson kaliber 38 frem, lader den med seks patroner. To skud. En i venstre tinding. En i nakken. Så ringede jeg til politiet og fortalte dem, hvad der var sket.”
Salvatore, en ældre herre og læge på 75, har allerede prøvet at begå selvmord to gange. Nu vil han prøve engang til, men Elvira dukker op og får lagt sig imellem.
En ekstraordinær bog. Forfatterens medfølelse og forældrenes menneskelighed trænger ind i læserens sjæl. Her er der ikke brug for blomstrende adjektiver. Salvatore og Elvira fortæller. Journalisten udskriver båndene og mellem de lange citater får man baggrund fra dagbøger, lægejournaler og officielle dokumenter.
Det hele er disket op på en kølig og i grunden teknisk facon, skrevet i den stil, som Leonardo Sciascias holdt Aldo Moros breve fra 1979. Men følelserne emmer ud af siderne og slår én i solar plexus. Empatien og forståelsen vælder frem.
Fortællingen handler først og fremmest om Sergio, som næppe kunne tale, fordi han ud over autisme var døvstum. Sergio, som ikke magtede at give udtryk for sin kærlighed til forældrene, men tugtede dem. Et stakkels og hjælpeløst menneske, der aldrig fik et normalt liv.
Og så pludselig bliver han berøvet livet af en far, som elsker ham ud over alt i denne verden. Absurdt. Grotesk. Men en historie fra det virkelige liv.