'Danmark er et Microsoft-land,' lød overskriften på Informations hovedhistorie 2. maj. Indholdet af artiklen bestod af en række myter om open source, dvs. software med åben kildekode. Myter, som ofte høres, når man diskuterer Danmark som it-nation. Én ting er, at myterne endnu en gang bliver gentaget, hvad de ikke bliver mere rigtige af.
Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at myterne - uimodsagt og uden at Microsoft får mulighed for at give svar på tiltale - bliver fremført af en række aktører, som alle har væsentlige økonomiske interesser i, at open source udbredes i den offentlige sektor.
Lad mig derfor knytte nogle kommentarer til de mest prominente af disse myter.
Overordnet er artiklens udgangspunkt, at den offentlige sektor kan spare penge ved at skifte til open source-software.
Samtidig peger artiklen på, at samme offentlige sektor er præget af vanetænkning, og politikerne er for passive i forhold til at indføre open source i Danmark.
Som bevis på, at man kan opnå en besparelse ved at skifte til open source, fremhæves en rapport fra Rambøll, der angiveligt har udregnet, at det offentlige kan spare en halv milliard kroner ved at skifte til en open source-løsning på kontorsoftware. Det lyder jo godt - men det er desværre forkert.
Fakta er, at Rambøll-rapporten viser en teoretisk besparelse på op til 125 mio. kr. i centraladministrationen over fem år. Den halve milliard er derimod et anslået tal fra Foreningen for Open Source Leverandører i Danmark, hvor bl.a. IBM og ORACLE sidder i bestyrelsen. Foreningen har med et par hurtige tryk på lommeregneren skaleret de 125 mio. kr. op i forhold til den samlede offentlige sektor - og er derigennem landet på den halve milliard.
Rambøll har offentligt taget afstand fra denne teoretiske opskrivning, blandt andet i Jyllands Posten den 30. august 2006.
Besparelse ædes op
Det er værd at bemærke, at to nyere, tilsvarende rapporter fra foråret 2007, ligeledes udarbejdet af Rambøll, viser, at et skifte til open source-software vil betyde merudgifter på minimun 180 millioner kr. Og her er alle omkostninger langt fra medregnet. For mens open source-software typisk har en lav eller ingen licenspris, så bliver denne besparelse meget hurtigt ædt op af merudgifter til løbende support og service, spildtid hos medarbejdere, omkostninger til integration med andre systemer, tab af funktionalitet og brugervenlighed etc. Det økonomiske incitament ved et skifte til open source er således langt mere nuanceret end som så. Når it-cheferne i den offentlige sektor vælger it-løsninger, er det vores oplevelse, at det ikke sker på grundlag af vanetænkning, men derimod på baggrund af en benhård beregning af de samlede omkostninger set i forhold til behov og funktionalitet.
Tilbage står, at politikerne på Christiansborg forsætter det arbejde, de har sat i gang med at indføre åbne dokumentstandarder i Danmark. I øjeblikket tester det offentlige to sidestillede standarder, og det synes oplagt, at Folketinget i 2009 - når den endelige beslutning skal tages - fastholder to formater. To dokumentformater vil give det offentlige frihed til at vælge de it-løsninger, som kan svare sig i forhold til økonomi, behov, funktionalitet, brugervenlighed etc. Valget sikrer den fornødne fleksibilitet og ikke mindst konkurrence. Men før vi når dertil, er det i alles interesse, at de kommende diskussioner foregår på et faktuelt grundlag og ikke på baggrund af uimodsagte myter.
Jacob Schaumburg-Müller er direktør for politik og strategi i Microsoft