Nye afsløringer af finansminister Lars Løkke Rasmussens forhold til offentlige midler såvel i hans tid som sundhedsminister som før i egenskab af amtsborgmester forringer dag for dag den ellers prædestinerede politikers muligheder for at kunne efterfølge Fogh Rasmussen. Såfremt nogen i udlandet skulle finde denne kvalificeret til noget af betydning.
Løkke Rasmussen, viser det sig, har også været i Rom, hvor han ifølge aviserne kævede den ved minibaren og forlystede sig med alt betalt. Her vokser ligefrem den ellers åndeligt overskuelige minister i ens agtelse. Sans for Rom, ser man det! At en sådan lidenskab skulle diskvalificere en politiker fra statsministerposten er ikke rimeligt. De samlede udskejelser er jo ikke det store; alt i alt har ministeren jongleret med det offentliges penge i en størrelsesorden der kun bringer småligheden i kog.
Hvis man kan blive statsminister efter at have lavet kreativ bogføring og vildledt Folketinget, ikke én, men flere gange og oven i købet groft, er det svært at falde i svime over den livsglade, men åbenbart på egne vegne nærige Lars Løkke. Venstre har det i øvrigt altid med at finde noget til deres egne - med mindre det er så åbenlyst pinligt som Brixtofte, til hvem de alle valfartede og udråbte som verdens bedste borgmester.
En anden fiasko, den tidligere løsgående ordfører Jens Rohde bliver efter alt at dømme partiets spidskandidat til EU-valget 2009. Manden har lige formøblet en radiostation fra en direktørstilling, han kreerede til sig selv, mens han var sit partis medieordfører og for resten uden andre kvalifikationer end lidt lokalradio i Viborg. Det er jo indlysende at man må have sådan en mand til Bruxelles. Om ikke andet for at styrke danskernes reputation, og så meget desto mere hvis Fogh Rasmussen skulle gå hen og blive international. Så kan de ude omkring da snart fatte at tingene ikke sker tilfældigt i det gamle land ved den salten strand.
I lidt mere end ugen der gik, har Dansk Folkeparti bevæget sig endnu et skridt nærmere traditionen for grov diskriminering af etniske og/eller religiøse mindretal. Med de famøse annoncer lægger partiet sig nær op ad det 20. århundreds mest usmagelige antisemitiske propaganda. Indholdet er ikke meget anderledes, og teknikken er den samme.
Et foragtet mindretal, nu muslimerne, i Danmark fremstilles generaliserende ved egen yderlighed og anbringes i en postuleret situation, som ethvert fæ må identificere som uacceptabel. En dommer i burka! Udsigten til at blive stedt for en sådan dommer her i landet er til at overse. En kvindelig dommer i tørklæde da? Mere sandsynligt som tiden går, og stadig flere unge kvinder af en anden kulturel tradition end rødgrødsdanskheden læser jura og bliver noget ved musikken. En kvinde med tørklæde (som gøres til slør og tegn på bærerens rabiate udlægning af sharia-lov) vil pr. definition og annoncetekst pr. automatik også dømme efter sharia og ikke efter dansk ret.
Uanset hvor mange forsikringer om at man sagtens kan være af den muslimske tro - også den del af den, hvor tørklæde for kvinder er et kulturtræk - og på samme tid lovlydig dansker med indhentet viden om og naturlig pligtfølelse over for dansk ret og dansk statsopfattelse, fremturer partiets propagandaministre med at noget sådant er en umulighed og til fare for de rigtige danskere. Dette uden at skele til at en kvinde med tørklæde og juridisk embedseksamen og dansk statsborgerskab er lige så meget dansker som den i øvrigt ekstremistiske Søren Krarup og dronningen tilsammen og har lige så meget ret til at udøve et embede, såfremt eksamen og kvalifikationerne er til det.
Men det handler ikke om tørklæder. Det handler om at være muslim, og muslimer må ikke være her, står det til DF, for kun kristne danskere er danskere. Lad os se det i øjnene, det er kernen i annoncekampagnen.
I den henseende er ligheden med den mest vulgære antisemitisme slående. Man udstyrer de foragtede med egenskaber qua fremmedartede og i brede kredse urovækkende kulturtræk som for eksempel burka og tørklæde. Før var det jødernes kalot eller kaftan og krøller. Herefter tolker man civilisationsfremmede egenskaber og farlige hensigter ind i fjendebilledet og forstærker yderligere dette.
Den formelle, men ikke reelle begrundelse er uskyldshvid: Dommere skal være neutrale, folk skal føle sig trygge ved dem. Neutraliteten ophøjes som naturlov i systemet, hvad neutraliteten for det første ikke er. For det andet kan dommere i overmål være udstyret med trossymboler: kristenkors om halsen og vielsesringe på fingrene. At hænge sig i formaliteter af den art ville være en undskyldning for noget helt andet, hvilket annoncerne mod tænkte kvindelige dommere af den muslimske tro og med tørklæde jo selvfølgelig er. Over for jøder anvendtes i det store og hele den samme teknik: da jødedommen var en såkaldt lovreligion, anerkendte europæiske antisemitter ikke jødernes forsikringer om at de sagtens kunne vedkende sig religiøse fordringer og love om intet over og intet ved siden af og på samme tid optræde med loyalitet over for den verdslige stat. Det gjorde de så; det hjalp dem ikke.
De fralagde sig ydermere i det offentlige rum kalot og andre symboler og søgte at glide i ét med tapetet. Det hjalp dem heller ikke; eller det gjorde ondt værre, når de således på det mest snedige camouflerede sig og infiltrerede samfundet. I Rusland kunne man først acceptere jøderne ved kristen dåb, tvangsdåb, som til tider foregik i floderne, hvor det var særligt vellykket når de nyomvendte forblev i floden. En gang jøde, altid forkert.
Den første kvindelige danske muslimske dommer med tørklæde, skal altså ifølge DF for at accepteres tage tørklædet af, fordi hun ikke er til at stole på, hvis hun har det på. Siger annoncerne.
Men hvad nu hvis den dommer, der lydigt lægger tørklædet lige netop er den mest rabiate af alle rabiate fundamentalistiske muslimer? Ligesom man har kendt til ustyrligt fanatiske kristne, bornert dommere i det danske retssystem, der uden ydre kendetegn neutralt dømte - bevar’s inden for lovens rammer, men med stærk tendens à la deres personlige overbevisning.
Så må man jo hellere foretage sindelagskontrol af dommere. Berufsverbot med særlige hensyn til religiøse bindinger. Man må sikre sig at dansk dommere - uden tørklæde og andre religiøse rekvisitter, uden fingerringe og kors - ikke inderst inde, når han/hun lukker sovekammerdøren henter sin lille samling af enkebrændingsfotografier frem fra et hemmelig rum i kommoden.
Vi er en kreds af borgere der frygter et sindelag der ikke er i nøje overensstemmelse med den reneste pureste danske jura, således som denne praktiseres ved danske domstole hver dag året rundt.
Lad os få totalitært sindelagsrene dommere renset for symboler og gerne i uniform, som Pia Kjærsgaard foreslog. (Eller var det de efterhånden populistisk pinlige socialdemokrater der igen gik i panik?).
Dommere som de engelske med 1700-tals paryk på hovedet, der dækker eget hår, og som betjener sig af et neutralt overklasseretssprog som ikke kendes fra gaden. Uden på deres eget billige kluns fra Harrod’s eller Bond Street, ifører disse rigtige dommere sig røde rober der totalt dækker kroppen.
Der findes kun ét klædningsstykke der dækker en smule mere: burkaen. Et tørklæde ville ikke være nok i Old Bailey.