Da folketinget netop har vedtaget Danmarks ratifikation af Lissabon-traktaten, skal der gang i forhandlingerne om de danske EU-undtagelser. Her har SF's landsmøde med 80 pct. flertal netop vedtaget, at SF vil af med forsvarsundtagelsen og den retslige undtagelse.

Da Maastricht-traktaten kom på banen i begyndelsen af 90'erne, så mange det som en unionsudvikling, der på lang sigt kunne føre til noget, der ville ligne en europæisk forbundsstat, hvilket er demokratisk uønskeligt. Det skulle undtagelserne værne imod.

Denne trussel eksisterer ikke i dag. Nationalstaten lever og har det godt. Det gælder desværre især, hvis man måler på negative parametre. De stærkeste institutioner i EU er ministerrådet og Det Europæiske Råd. De steder gør regeringerne uafladeligt til markedspladser for reaktionære nationale særinteresser. Eksemplerne er mange. Angela Merkels angreb på EU's kemikaliereform til ære for den tyske industri. De franske præsidenters forsvar af vanvittige landbrudsordninger, osv.. Nationalstaten vil - på godt og ondt - også være den stærkeste politiske enhed i Europa de næste mange generationer. Der er ikke brug for EU-undtagelser for at værne om den.

Ud over disse generelle betragtninger er der også konkrete problemer med de to undtagelser.

Den forsvarspolitiske undtagelse skulle oprindeligt værne mod en potentiel ny blokdannelse i form af et militaristisk EU. Denne trussel er heller ikke aktuel i dag. Til gengæld har forsvarsundtagelsen givet os problemer. For det første indeholder den et løfte til de andre lande om, at Danmark ikke vil forhindre de andre lande i at videreudvikle den militære dimension i EU. Det kunne vi faktisk godt tænke os at gøre i nogle tilfælde. Hvad værre er, så har den forsvarspolitiske undtagelse i en række konkrete tilfælde de sidste 10 år betydet, at Danmark har måttet afstå fra deltage i handlinger som f.eks. tilstedeværelse i Makedonien og Bosnien. Disse aktioner har alle været nogle, som man som venstreorienteret har måttet ønske Danmarks deltagelse i.

Tilsvarende med den retslige undtagelse. Den skulle værne os mod et overvågningssamfund. Men i dag er den retslige undtagelse en klods om benet på mulighederne for at løse grænseoverskridende problemer. Et eksempel er asyl- og indvandring.

Det giver ikke mening at tænke disse problemer som nationale spørgsmål. Derfor skal EU i de kommende år bl.a. udvikle en fælles asyl- og indvandringspolitik. Her skal Danmark naturligvis være med. Det er ikke et nationalt anliggende.

Af disse grunde må de to undtagelser væk. De står i vejen for fremtidig venstreorienteret politik.