I 80’erne lød et slogan om indvandrere: ‘De tager vores kvinder og vores arbejde.’ Sloganet blev brugt til at forklare, hvorfor ‘vi’ heller ikke dengang brød os om indvandrere (dengang hed de i øvrigt fremmedarbejdere).
Ser man på de temaer omkring indvandrere (i dag hedder de muslimer), som er på den politiske dagsorden i dag, og som bruges til at forklare, hvorfor ‘vi’ stadigvæk ikke bryder os om dem, synes de at have fået et indhold, der ikke dækkes af det gamle slogan. Nogle store temaer for tiden er: at muslimske kvinder bærer tørklæder, at muslimer henter ægtefæller i deres hjemland, at muslimer ikke får sig et arbejde, og at muslimske børn kun må få halalkød i børnehaven.
Antipatien mod muslimer synes i disse sager ikke at handle om, at vi som danskere er bange for, at de skal komme og tage noget, som vi begærer (vores kvinder og vores arbejde). Problemet er snarere det modsatte: at muslimerne åbenbart ikke begærer de ting, som er omdrejningspunkterne for vores begær og nydelse. Når muslimske kvinder bærer tørklæde, stiller de sig udenfor den cirkulation af gensidigt begærende kroppe, som finder sted i den danske offentlighed. Og endnu værre bliver det, når muslimer disser hele det danske hvide kødmarked ved at importere ægtefæller fra den anatolske højslette. Og når muslimske kvinder står udenfor arbejdsmarkedet, er det en hån mod den danske arbejdsideologi, hvor den sande selvrealisering jo finder sted på jobbet. Og når de små muslimske poder i børnehaven ikke spiser vores højt besungne grisekød, er det jo bare prikken over i’et.
Man fristes til at sammenfatte vores nationale ubehag ved de muslimske indvandrere med et nyt og mere tidssvarende slogan: ‘De vil jo ikke engang have vores pik, vores arbejde eller vores pølser.’ Hvad bilder de sig ind at komme her og ikke bekræfte vores begær ved at stræbe efter de samme objekter som os?
Det siges, at islam og muslimer i dag er den største trussel mod Danmark og dansk kultur. Hvis der er en sandhed gemt heri, så er det ikke, at muslimer truer hverken retssikkerheden, ytringsfriheden, ligestillingen eller andre frihedsrettigheder, men snarere at de er en provokation mod hele den begærsøkonomi, som strukturerer vores nydelse.
Hvis muslimer truer noget, er det ikke det danske demokrati men nok snarere den danske forbrugskapitalisme. Og måske er det i virkeligheden en endnu større forbrydelse.