Hvis vi går ud fra, at præsident Barack Obama overlever en hel fireårs periode - for det er en almindelig antagelse, at han som den første afroamerikanske præsident nogensinde har en højere risiko end gennemsnittet for at blive myrdet ved et attentat - hvilke forandringer vil han så kunne skabe i De Forenede Stater og verden? Det kan være overordentlig vanskeligt at give et bud på det, for lige siden Lyndon B. Johnson vandt præsidentvalget i 1964, er ingen blevet præsident i USA (vi ser bort fra Gerald Ford, som jo ikke blev valgt) på et program, der rummer så få konkrete forpligtende tilsagn om specifikke politiske mål.

Det må nu anses for noget nær givet, at Obama bliver den næste amerikanske præsident. En tid lang vil medierne endnu forsøge at holde liv i illusionen om, at der foregår en primærvalgkamp om, hvilken præsidentkandidat Demokraterne skal stille med, men før eller siden vil Hillary Clinton trække sig (måske først ved konventet i august). Men som John Zogby, chef for et af USA's største meningsmålingsbureauer udtrykte det i sidste uge, så er den demokratiske nomineringskamp "i realiteten afgjort".

Efter sidste uges primærvalg i North Carolina og Indiana har Hillary Clinton end ikke en matematisk chance for at vinde et flertal af delegerede ved Demokraternes konvent, og desuden er hendes kampagnekasse tom uden udsigt til at blive fyldt op igen. Det må desuden betragtes som utænkeligt, at de såkaldte 'superdelegerede' - dvs. demokratiske partifigurer, som har egen stemmeret ved konventet - vil gå imod resultaterne fra primærvalget.

Mod den hårde nyser

Efter at have vundet Det Demokratiske Partis 'hårde nyser', vil Obama så komme op imod Det Republikanske Partis 'hårde nyser' i valgkampen frem til præsidentvalget i november. (Clinton svor at "udslette" Iran, hvis det skulle angribe Israel, mens senator John McCain har truet Nordkorea med "tilintetgørelse"). Men meget skal gå galt for, at Obama kan tabe til Republikanerne i en situation, hvor USA er på vej ind i dyb recession, og den republikanske kandidat stadig hænger fast i Bush-regeringens fejlslagne krigsprojekt i Irak.

McCains eneste chance for at vinde, vil være et stort terroristangreb mod USA, som kan drive vælgerne i armene på dem, som lover sikkerhed gennem endeløs krig. Al-Qaeda vil sikkert gerne levere varen, for tilstedeværelsen af amerikanske soldater i Irak er dets bedste rekrutteringsværktøj, og McCain har jo lovet, at han vil beholde de amerikanske tropper i landet "i hundrede år", om fornødent. Ikke desto mindre forekommer al-Qaeda for tiden at savne de nødvendige ressourcer for at kunne løfte et så ambitiøst projekt.

Obama bliver altså ny præsident og hvad så? Vi vil formentlig først få nogle lange hvedebrødsdage at se, hvor amerikanerne gratulerer sig selv med at have taget et kæmpeskridt i overvindelsen af fortidens racistiske arv, hvilket vil betyde, at Obama får bedre chancer end de fleste andre præsidenter for at ændre på den måde tingene fungere på. Ydermere vil han efter alt at dømme kunne råde over demokratiske flertal i begge Kongressens kamre.

På den anden side vil han overtage en ramponeret økonomi og en tabt krig, så der vil ikke være videre råderum for bekostelige indenrigspolitiske reformer eller dramatiske initiativer i udlandet. At hive de amerikanske styrker ud af Irak vil tage flere år og kan koste ham en betydelig del af sin politiske kredit på hjemmefronten, uanset hvor gavnligt det vil være for USA's omdømme i udlandet. Han vil næppe heller kunne skære væsentligt i de oppustede amerikanske militærudgifter på kort sigt, så en fredsdividende venter ikke lige om hjørnet.

Sandt at sige er der ikke meget nogen amerikansk præsident kan gøre ved en recession andet end at vente på, at den går over. Som Clinton vil Obama komme på hårdt arbejde for at lukke det enorme budgethul, han arver fra sin republikanske forgænger, men det eneste han på kort sigt kan gøre er at sløjfe de enorme skattelettelser, som Bush forærede de rigeste.

Underklassens kandidat

At omgøre Bush-regeringens angreb på amerikanske borgeres forfatningsgivne rettigheder og ikkeamerikanernes menneskerettigheder - ved at lukke Guantánamo, indstille officiel støtte til tortur og genindføre de civile rettigheder, som blev fjernet af Patriot-loven og efterfølgende love - vil være højt prioriterede mål, der praktisk taget er omkostningsfri. At oprette et ægte nationalt sygesikringsprogram behøver heller ikke at koste alverden i den indledende fase, forudsat at Obama kan få brudt det kvælertag, som forsikringsselskaberne har om sygesikringen.

Barack Obama har været ret fåmælt om dette under sin valgkamp (og Hillary Clinton, som har været hjemsøgt af sin egen fiasko med at reformere sygesikringen i sin mands første periode har sagt endnu mindre), men det forhold, at omkring en sjettedel af den amerikanske befolkning ikke har adgang til ordentlig sygepleje er en skammelig fiasko for et så rigt demokrati - Obama kender det amerikanske samfund tilstrækkelig godt til at indse denne skandale.

Obama overbevise næppe mange i det skydevåbenelskende, lastbilkørende, fastfoodfortærende segment af den amerikanske befolkning, men han er ikke desto mindre underklassens kandidat, selv om mange hvide fattige ikke vil anerkende ham så sådan. Ingen anden reform vil kunne forbedre de fattige amerikaneres hverdag så meget som en omfattende sygesikringsreform, der gør lægehjælp offentligt betalt i udgangspunkt. Vi har ikke fået mange konkrete holdepunkter om Obamas intentioner, men lur mig, om ikke en sygesikringsreform vil være hans vigtigste målsætning i indenrigspolitikken. Måske vil det endda lykkes ham.

Gwynne Dyer er uafhængig kommentator. Hans klummer trykkes i aviser i 45 lande verden over

Oversat af Niels Ivar Larsen