I sin bog 'Europa - 1000 års historie' kalder historikeren Kristian Hvidt beslutningen om at indføre euro'en for 'den måske mest radikale af alle reformer' i Europa's historie.

En forandring af usete dimensioner var det da også den gang i maj 1998, da EU's politiske ledere blev enige om at gå videre til fase tre i ØMU-samarbejdet og etablere en fælles mønt. Især fra 2002 hvor euroen blev til fysisk virkelighed. Farvel til hæderkronede valutaer som francen, liren, pesetaen og ikke mindst den mytiske D-mark - valutaen man altid kunne stole på. Og goddag til euroen.

I dag bruger mere end 320 millioner mennesker i 15 lande euroen, og fra 1. januar 2009 følger Slovakiet med ind i varmen som det næste land.

I en ny rapport udgivet i anledningen af tiåret konkluderer EU-Kommissionen, at euroen har været en stor succes.

"Med euroen er priserne i Europa blevet stabiliseret. I de sidste 10 år har den gennemsnitlige inflation holdt sig lige omkring to pct., og der er blevet opbygget en 'økonomisk stabilitetskultur'. Der er også blevet skabt 16 millioner nye job i perioden," lyder det fra EU-Kommissionen.

Rapporten nævner også, at eurozonens virksomheder har sparet rigtig meget på vekselgebyrer. 20-25 milliarder euro har virksomheder kunne putte i egne lommer, fordi de ikke længere skal veksle fra en valuta til en anden, når de handler inden for zonen.

En anden gevinst ved euroen er ifølge rapporten, at eurozonen er blevet langt stærkere, når det gælder kriser som den igangværende globale finans- og lånekrise.

"Medlemskab af euroen er som et skjold mod økonomisk turbulens," står der i rapporten.

Den vurdering er økonom og generalsekretær for sammenslutningen af de europæiske fagforeninger (ETUC), John Monks, enig i.

"Euroen har haft en enorm betydning. Hvad ville der være sket, hvis vi ikke havde haft euroen? Så ville vi sikkert have set en devaluering af en række andre valutaer i forhold til den stærke D-mark. Det ville give ustabilitet i Europa og forværre atmosfæren af krise," siger John Monks.

Ikke smil over hele linjen

Alligevel ser det ud til, at flere af gæsterne til de kommende fødselsdagsfestligheder møder op en anelse stramme i betrækket.

"Man begynder at se præcis nogle af de alarmerende problemer, som de mennesker, der i sin tid var kritiske over for euroen, forudså. Det største problem er, at man har en 'one size fits all' monetær politik i eurozonen," siger Neil O'Brien fra tænketanken Open Europe.

Han peger bl.a. på Spanien, hvor en lav udlånsrente først satte gang i et byggeboom, der senere er endt med en boligkrise, hvor mange entreprenører ikke kan komme af med deres bygninger.

"Spanien har haft et helt forkert lavt renteniveau med skadelige bobler og sammenbrud i økonomien samt høj ledighed til følge," siger Neil O'Brien.

Han peger også på, at euroen overordnet set har været begunstiget af gode økonomiske konjunkturer. De gange, hvor enkelte lande har været under pres, har de været hurtige til at bryde eurosamarbejdet. Bl.a. Tyskland og Frankrig har brudt aftaler, når landene internt havde problemer af finanspolitisk karakter.

"Hidtil er euroen ikke blevet stresstestet. Men nu bevæger eurozonen sig ind i mere uroligt farvand. Hvis for eksempel en af de store banker kollapser, kan økonomien meget hurtigt trævle op," siger Neil O'Brien.

Det sorte svenske får

Så er der naturligvis også de lande, der ikke skal vente at blive mødt med åbne arme til festlighederne. Især Sverige gør ondt. Som det sorte får, familien simpelthen ikke kan have med at gøre.

Sverige forpligtede sig egentlig til at indføre euroen, da landet blev medlem af EU, men landet undlod alligevel efter en folkeafstemning i 2003 at gøre det. Officielt hedder det sig nu, at svenskerne ikke deltager, fordi de ikke opfylder alle konvergenskriterierne og derfor ikke er traktatbundet til euroen.

"Uofficielt kunne svenskerne komme med i morgen. De vil bare ikke," som en embedsmand i EU-Kommissionens kontor for økonomiske og monetære anliggende siger det.

Set med eurolandenes øjne er det mindre problematisk, at Storbritannien og Danmark står uden for euroen. Til højbords kommer de to lande nok ikke til at sidde. Men - sammenlignet med Sverige - er det mere acceptabelt for eurolandene, at Danmark og Storbritannien har valgt at stå udenfor, fordi begge har en traktatfæstet undtagelse, der formelt tillader dem det.

Nej fik ingen betydning

En ting er ikke at være æresgæst. En anden ting er, om det set med danske øjne stadigvæk kan betale sig at stå uden for euroen.

Op til den danske folkeafstemning om euroen i 2000 skrev de økonomiske vismænd følgende, i en nu historisk margentekst: "ØMU'en er også - og måske især - politik." For de danske ja-tilhængere var formuleringen et slag i ansigtet, fordi mange af dem argumenterede for, at det ville koste Danmark milliarder at stå udenfor.

Set i bakspejlet giver cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, i dag vismændene fuldstændig ret.

"Der har været perioder hvor Danmark har klaret sig bedre og perioder, hvor vi har klaret os dårligere. Men med undtagelse af omkostningerne ved et minimalt rentespænd til euroen på 0,25 pct. samt virksomheders vekselgebyrer, så har Danmark gennemsnitligt klaret sig præcist lige så godt som eurolandene," siger Helge J. Pedersen.

Tab af politisk indflydelse

Niels Thygesen, professor i økonomi på Københavns Universitet, var tilbage i 1988 medlem af den Delors-komité, der senere endte med at anbefale en overgang til den Økonomiske og Monetære Union i tre faser, hvor etableringen af euroen udgør den sidste del.

Niels Thygesen er enig med Nordeas cheføkonom i, at Danmark ikke har haft dårligere økonomiske resultater end landene i eurozonen. Men - siger han - det betyder ikke, at vi ikke går glip af meget. Både økonomisk og politisk.

"Man kan ikke hævde, at Danmark har haft ringere resultater. Men havde vi været med, kunne vi have gjort det endnu bedre. Det er ikke til med sikkerhed at udpege omfanget, men mange udenlandske investeringer er helt sikkert gået uden om Danmark, fordi vi som land er mindre sikre at investere i, end vi ville være, hvis vi var med i euroen," siger Niels Thygesen og tilføjer om den politiske indflydelse Danmark mister ved at beholde kronen:

"I eurogruppen (politisk beslutningsfora kun for eurolandene, red.) udvider de hele tiden emnekredsen. Gruppen diskuterer ikke længere kun monetær politik men også emner som arbejdsmarked, liberalisering af tjenesteydelser og pensionssystemer. Dertil kommer et gruppen også med tiden har fået en mere aktiv international funktion. Senest var repræsentanter fra gruppen i Kina for at tale med kineserne om det passende styrkeforhold mellem renminbien og dollaren. Noget der i sidste ende direkte påvirker den europæiske konkurrenceevne. Det står Danmark helt udenfor".