Mon ikke mange danskere er ved at være godt og grundigt trætte af billederne fra Beirut til Peshawar og Jakarta med fanatiske demonstranter, afbrænding af Dannebrog, skingre trusler og misforstået fornærmelse? Det der gør det så frustrerende at se på er jo, at demonstranterne er forfærdeligt dårligt informerede. De aner intet om konteksten for sådan noget som 'tegningerne', eller om mordtruslerne mod Kurt Westergaard, eller om hvordan det danske samfund i det hele taget fungerer, ytringsfriheden og alt det der.

Endnu mere frustrerende er det imidlertid, at (i alt fald mange af) demonstranterne formodentlig slet ikke ønsker at vide noget. Hvis vi var i stand til at trænge igennem til de ophidsede menneskemasser med et tilbud om nuanceret og kontekstbevidst information, hvor mange mon ville tage imod?

Tilbuddet ville formodentlig blive afslået, ja det ville måske ligefrem intensivere raseriet. Vi vil være vrede! Sådan tænker ophidsede menneskemasser, det er deres natur. Det kedelige ved den aktuelle situation er, at nogle få ekstremister og provokatører - eller blot en enkelt, som senest hollandske Wilders - kan fremkalde en flodbølge af raseri på den anden side af jorden. Der er tale om en slags omvendt spejling af den rædsel og vrede, som en håndfuld muslimske fanatikeres selvmordsaktion 11. september 2001 slog hele den vestlige verden med.

Menneskeheden er blevet tyndhudet, og det er blevet alt for nemt for ekstremister at sætte ild i hele verdensdele.

Alle kneb gælder

Det er godt at vi ikke har den slags optøjer i Danmark. Men her til lands foregår sådan noget selvfølgelig på en helt anden måde, og den hellige vrede, den vrede som ikke vil vide noget som helst, er vi ikke sluppet for.

De danske mediers og politikeres reaktion på de voldelige demonstrationer i Tibet marts 2008 er det tydeligste eksempel til dato. I 14 dage blev danskerne bombarderet med mediebilleder af grove overgreb mod fredelige tibetanske munke, og som notorisk 'ven af Kina' måtte undertegnede ved mere end én lejlighed stå til regnskab for de kinesiske uhyrligheder i samtaler med venner og bekendte. (Nu er jeg både medlem af Venskabsforbundet Danmark-Kina og af Støttekomiteen for Tibet, og jeg ønsker oprigtigt det bedste for begge folk)

Når jeg i sådanne situationer begynder at tale om, hvor misvisende mediebilledet indtil nu har været, kan jeg opleve at møde en sur mistro, og ved en enkelt lejlighed udbrød min samtaleparter: "Det der gider jeg slet ikke høre; jeg synes bare det er for galt hvad Kina gør!"

'Misvisende' er faktisk en ganske forsigtig formulering, for i lange stræk har - mange af - de danske medier i denne sag smidt al anstændighed over bord; alle kneb gælder, hvis det kan svine Kina til. Især tv-dækningen har været slem. Der har efterhånden dannet sig et fast billede af begivenhederne, hvor vi først ser (et sekund) unge tibetanske mænd med stokke og sten i færd med et eller andet voldsomt; hvis de viste hele sekvensen, ville man se at det var et par grædende civile kinesiske kvinder, formodentlig butiksansatte, de jagtede.

Dernæst en lidt længere sekvens, hvor vi ser gråklædte politifolk med kortskyggede kasketter tæve løs på tibetanske munke; ikke et ord om, at disse billeder er fra Nepal. Nogle gange suppleres op med klip fra tidligere års konflikter i Tibet, stadig uden tids- og stedangivelse. Det her manipulerede billede har i ugevis været det faste bagtæppe til den daglige bulletin om kinesernes grusomme fremfærd i Tibet.

En dårlig sag

Ejendommeligt at den hellige anti-kinesiske vrede skulle brænde igennem netop i Danmark, og endda netop som vi er i færd med at rydde op i København og andre byer efter de værste etniske uroligheder nogensinde her til lands; uroligheder hvor unge, mange af dem arbejdsløse, fra en gruppe, der føler sig underprivilegeret, har reageret med vold, ødelæggelse og ildspåsættelser. For det var jo nøjagtig det samme, der skete i Lhasa i midten af marts i år. Efter fire dage med fredelige demonstrationer domineret af munke fra 10. til 14. marts - 10. marts er datoen for den opstand, som i 1959 førte til Dalai Lamas eksil, og dermed den vigtigste 'protestdag' i den tibetanske kalender - sker der et dramatisk omslag 14. marts, hvor grupper af unge 'civile' tibetanere begynder at drage hærgende gennem midtbyen.

Kinesiske butikker bliver angrebet, mange kinesere bliver dræbt i tumulten, en hel kinesisk familie bliver brændt inde. Så går Folkets Væbnede Politi, som det hedder, i aktion, og et totalt mørke lægger sig over begivenhederne, vi ved ikke ret meget om, hvad der siden er sket i Lhasa. Næsten øjeblikkeligt efter urolighedernes start melder tibetanske støttegrupper i USA om 80 dræbte tibetanere, det forhøjes senere til 120, men de kan ikke redegøre for deres kilder til informationerne, og tallene virker grebet ud af luften.

Det eneste, vi ved med nogenlunde sikkerhed, er, at unge tibetanere gik amok 14. marts i år og skabte død og ødelæggelse i det centrale Lhasa. Det er på alle måder forfærdeligt, måske allermest for den 'tibetanske sag' og for Dalai Lamas ikkevolds-strategi.

Men for en dansk Kinaven er det også forfærdeligt at se medierne vride og vende begivenhederne for at få dem til at fremstå som et kinesisk overgreb mod den fredelige tibetanske befolkning. Den kinesiske regering fortjener kritik for mange forhold, og de kinesiske myndigheder har et fundamentalt ansvar for de spændinger og problemer i Tibet, som ligger bag urolighederne; alligevel er marts-urolighederne i Tibet en dårlig sag at slå Kina i hovedet med.

Etnisk kludetæppe

Informations udsendte medarbejder Martin Gøttske kunne i anden halvdel af marts i år rapportere om voksende etniske spændinger også i områder udenfor det centrale Tibet, og der har været demonstrationer og sammenstød i flere kinesiske provinser med en tibetansk mindretalsbefolkning. Nogle steder i det vestlige Kina er det en århundreder gammel - og skrøbelig - tradition for fredelig sameksistens mellem flere forskellige etniske grupper, der hermed er kommet i skred. Hele Kinas vestlige halvdel er et gigantisk etnisk kludetæppe, og en 'etnisk løsning' a la Jugoslavien er en mareridtstanke, det ville være en katastrofe for alle grupper, ikke mindst tibetanerne selv.

Man burde også begynde at spørge sig selv om, hvor repræsentativ den 'eksiltibetanske regering' egentlig er for tibetanerne - efter et halvt århundredes adskillelse - og ikke blot være mikrofonholder for den eksiltibetanske fremstilling af begivenhederne, som Clement Kjersgaard var det i et interview med den såkaldte 'tibetanske udenrigsminister' Kesang Y. Takla på DR2 Deadline 13. april i år.

Nu er en ny bølge af vrede ved at tage form, denne gang i Kina selv, hvor mange unge studerende er voldsomt ophidsede over de vestlige mediers Kinadækning i disse måneder; en vrede der ved nærmere undersøgelse desværre viser sig at være temmelig berettiget. Udviklingen af en ny 'uofficiel' eller 'folkelig' nationalisme vidner om, at Kina har passeret en vigtig milepæl på vejen mod globalisering: forholdet til Kinas omverden er ikke længere en sag forbeholdt den politiske ledelse.

Således er både Danmark og Kina i løbet af ganske kort tid blevet ramt af den hellige vrede, vi er efterhånden alle kommet med i det netværk af smertende nervetråde, der i hastigt voksende udstrækning forbinder lande og hele verdensdele i et - aldeles ufrivilligt - fællesskab af forbitrelse, og som gør det muligt for en lille håndfuld ekstremister at sætte masserne i bevægelse på den modsatte side af jorden. Vi vil alle sammen være vrede! Og vi er alle sammen blevet ekstremisternes gidsler. Det er ikke en langtidsholdbar udvikling. Fredelig sameksistens under globaliseringens fortsatte intensivering er menneskehedens eneste mulighed. Budskabet til tv-kanalerne og Brian Mikkelsen: skru ned for den skingre tone!

Søren Clausen er Kina-forsker, lektor på Institut for Historie og Områdestudier, Østasiatisk Afdeling ved Aarhus Universitet