13. maj 2008

Fogh lufter militær nødhjælp i Myanmar

Anders Fogh Rasmussen afviser ikke en militær indgriben i Myanmar for at få nødhjælp tvunget igennem til de hundredetusinder af nødstedte burmesere

Det kan være nødvendigt at sætte soldater ind for at presse det internationale samfunds nødhjælpsarbejde igennem i Myanmar, det tidligere Burma. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i går på sit ugentlige pressemøde.

Myanmars militærjunta har forsinket store dele af den massive nødhjælp til landet, som den 3. maj blev ramt af en cyklon, der har dræbt mere end 32.000 mennesker. Frankrig har foreslået at sætte militæret ind for at få nødhjælpen tvunget ud til befolkningen. Ifølge Fogh er ideen interessant.

"Den franske tanke er værd at undersøge nærmere," siger Anders Fogh Rasmussen.

"Det internationale samfund har mange vanskeligheder ved at træffe en beslutning om Burma, fordi der ikke er enighed i FN's Sikkerhedsråd. Det er uacceptabelt, at vi ikke kan hjælpe hundredetusindvis af mennesker i nød.

'Uforståelig arrogance'

Netop hjemvendte generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, vil nu have en international lovgivning, der kan tvinge lande til at modtage nødhjælp.

"Det er ét signal fra Dansk Røde Kors: Sørg nu for at få lavet en international lovgivning om ret til at uddele nødhjælp også under naturkatastrofer, hvis regeringer ikke selv magter det," siger Anders Ladekarl.

Meldingen er henvendt til blandt andet den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), der i går er til hasteindkaldt EU-ministermøde i Bruxelles, hvor hun skal drøfte militærjuntaens håndtering af katastrofen.

Både Tørnæs og EU's udviklingskommissær, Louis Michel, talte om at undgå en menneskeskabt "katastrofe i katastrofen".

"Det er forfærdeligt at være vidne til, at Burmas militærdiktatur holder sin egen befolkning som gidsel for tilsyneladende selv at kunne fastholde magten," sagde hun og fortsatte:

"Jeg synes, det er udtryk for en fuldstændig uforståelig arrogance. Den naturkatastrofe, som har ramt Burma, er af et sådant omfang, at intet land kan klare den opgave alene. Militærdiktaturet forsøger at sige nej tak til assistance udefra og risikerer, at tusinder vil dø," sagde Ulla Tørnæs.

Fogh afviser ikke, at danske tropper i så fald vil stå klar i Myanmar.

"Det må det internationale samfund stå sammen om. Derfor er det vigtigt at drøfte det grundigt i FN og andre fora, " siger han. ritzau


Source URL: http://www.information.dk/159135