Et overvældende flertal af pædagogerne i BUPL stemte nej til overenskomstforslag. 61 procent stemte nej. Dermed begynder en strejke på mandag i 15 kommuner landet over - cirka 140.000 børn vil blive ramt af strejken.
Det var en skuffet Henning Pedersen, formand for BUPL, som offentliggjorde afstemningsresultatet i Forligsinstittutionen. Han var dog glad for, at resultatet var så klart, fordi det udtrykte en klar modvilje.
Henning Pedersen fremhævede også den høje stemmeprocent på næsten 70. Det mente han også var et tydeligt signal om, at et stort flertal var enige.
Frederiksberg, Høje Taastrup, Rudersdal, Guldborgsund, Odense, Esbjerg, Horsens, Holstebro, Hjørring, Bornholm, Gladsaxe, Egedal, Kalundborg, Kolding og Århus Kommune bliver ramt af strejken fra på mandag.
Forældrene hårdere strejkeramt denne gang
Forældre til 140.000 børn i vuggestuer og børnehaver i 15 strejkeramte kommuner må selv sørge for børnepasningen fra på mandag.
- Denne konflikt vil ramme hårdere, end når det var pædagogmedhjælperne, der strejkede. Det bliver derfor en meget lille andel af forældre til børn, der har får pasning i dag, som kan få et tilbud om pasning under strejken, siger personalechef for Børn- og Unge i den strejkeramte Århus Kommune, Lars Riise, til Ritzau.
Han forklarer, at loven forhindrer institutionerne i at lade nogle af børnene blive passet, når pædagogerne strejker, og der kun er pædagogmedhjælpere tilbage på arbejde. Med undtagelse af Københavns Kommune var det modsatte tilfældet under FOA's strejke. Dog vil enkelte kunne fortsætte, fordi få uddannede pædagoger er under anden overenskomst en BUPL's.
Århus Kommune vurderer eksempelvis, at maksimalt 30 ud af cirka 330 vuggestuer og børnehaver vil kunne fortsætte med stærkt begrænset børnepasning under strejken - resten vil lukke. Inden strejken begynder på mandag, vil kommunerne orientere forældrene, så de ved, om de er blandt de heldige, der kan få deres barn passet i begrænset omfang.
/ritzau/