Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair har mange positive egenskaber, deriblandt veltalenhed og charme. Blair vil imidlertid få brug for alle sine talenter, hvis han skal løfte den foruroligende store mængde globale opgaver, han har påtaget sig, siden han blev gelejdet ud af sit embede af sin mere tvære efterfølger, Gordon Brown. Det første job, han påtog sig, var at bringe fred til Mellemøsten ved at hjælpe til at etablere regeringsdygtige institutioner i en palæstinensisk stat.

Siden da er Blair blevet rådgiver for diverse banker (der nok kan behøve gode råd i disse dage) og turnerer verden rundt for at tale for en koordineret indsats imod global opvarmning og klimaforandringer. Han har endvidere oprettet en stiftelse, der skal bidrage til at bygge bro mellem forskellige trossamfund, ligesom han er hyret til at holde foredrag om religion på Yale. Det sidste han mangler i sin jobportefølje er at genoprette det gode spil på Englands landshold i fodbold og cricket. Måske kan han finde tid til den opgave i weekenderne.

Påtvinge løsningen

Men Blair har fremført en fornuftig betragtning om Palæstina og Israel, som fortjener at blive taget alvorligt. Igennem denne blodige tragedies mange år har vi forsøgt med små tillidsskabende skridt at tilnærme os en fredsordning. Dette var strategien bag den såkaldte Køreplan. Andre iagttagere, ikke mindst nøgterne israelske fredsaktivister, har foreslået en helt anden indfaldsvinkel.

Små gradvise tilnærmelser duer ikke. Det eneste, der vil lykkes, er at springe direkte ind i den endelige aftale. Og eftersom man aldrig vil kunne få parterne med på den, er man nødt til at påtvinge dem løsningen udefra.

Denne ambition er imidlertid lettere at formulere end at gennemføre. Selv om den israelske opinion i reglen har været rede til at gå videre for at få fred end dens ledere, er det vanskeligt at se, hvordan man kan handle hen over hovedet på den.

Formentlig vil Blair derfor heller ikke tilråde palæstinenserne at udråbe en selvstændig stat, før der er nået enighed om de endelige grænser. Der kan ikke oprettes nogen palæstinensisk stat uden at der først findes en løsning på de israelske bosættelser på Vestbredden. Dette er indlysende for enhver, der har været der, og med egne øjne har set, hvordan den planlagte israelske bosættelsesudvikling fra Østjerusalem skærer sig igennem hjertet af palæstinensisk territorium og frem imod Det Døde Hav. Hvordan kan man have en levedygtig stat, der splittet op i småstykker af hegn, militære veje og pigtråd?

Enhver palæstinensisk stat bør ligge bag 1967-grænserne, der kan justeres en smule ved forhandlinger. Fredsaktivister løste allerede dette problem i forbindelse med Genève-initiativet og Yassir Arafat og Ehud Barak kom meget tæt på enighed om spørgsmålet i Camp David for otte år siden.

Ydermere må en palæstinensisk stat ikke blot omfatte Vestbredden og Gaza - den må også imødekomme de vigtigste politiske parter i området. Bestræbelserne på at ødelægge Hamas - hvad enten politisk eller fysisk - er ikke lykkedes og kan ikke lykkes. Amerikanerne og europæerne begik en fatal fejl, da de sammensvor sig om at ødelægge enhedsregeringen mellem Fatah og Hamas, der i vidt omfang blev til takket været diplomati fra Saudi-Arabien og andre lande i Den Arabiske Liga.

Vestlig dobbeltmoral

Jeg håber, at Blair formidler dette budskab videre til sine amerikanske venner. Hans største bedrift var fredsaftalen i Nordirland. Denne historiske aftale forudsatte en forståelse med Sinn Fein - dvs. med ledere af den irske republikanske bevægelse, som i mange tilfælde ikke kunne skelnes fra IRA, som bombarderede, beskød og lemlæstede civile i kampen for at nå sine politiske mål.

Hvorfor skulle det, som har fungeret i Nordirland - og som blev til, fordi USA lagde pres på Storbritannien - være utænkeligt i Mellemøsten? Gør vi os endnu engang skyld i vestlig dobbeltmoral?

Jeg afskyer enhver terroristisk handling, uanset om den er signeret af Hamas eller nogen anden. Jeg har selv oplevet at få venner myrdet af terrorister. Men siden hvornår har følelser og moralsk fordømmelse været tilstrækkeligt til at formulere en politik? Og hvornår har en uforholdsmæssig militær magtanvendelse nogensinde fungeret som effektivt modtræk imod terrorisme?

En tredje udfordring i skabelsen af en palæstinensisk stat vil være at oprette de institutioner, som er kendetegnende for en stat: hospitaler, havne, lufthavne, veje, domstole, politistationer, skattekontorer og regeringsarkiver. Da jeg var EU-kommissær, fandt vi midler hos de europæiske skatte ydere til at betale for disse ting. Efterfølgende kunne vi så se, hvorledes de blev smadret systematisk i Israels reaktion på Den Anden Intifada.

Hvordan har det nogensinde kunnet gavne israelsk sikkerhed at ødelægge palæstinensiske kørekort. Hvordan har det fremmet den at grave olivenlunde op og tilstoppe brønde?

En palæstinensisk stat vil skulle bygges op fra bunden. Og det, som bliver bygget, må ikke igen blive ødelagt.

Jeg ønsker - og er vis på, at også Blair ønsker - at se en fredelig palæstinensisk stat ved siden af et sikkert Israel i en region, der er forenet i velstand og stabilitet. Måske Blair har et bud på, hvordan det kan opnås. Men han er nødt til at tænke implikationerne af sin strategiske ideer grundigt igennem i pauserne mellem bestyrelsesmøderne, foredragene og fotosessionerne.

Lord Christopher Patten er tidligere guvernør af Hong Kong og tidligere EU-udenrigskommissær. Han er i dag rektor for Oxford University og næstformand for tænketanken International Crisis Group

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen