Hver gang jeg hører David Ben Gurions berømte ord: "Derfor er vi samlet her i dag" tænker jeg på Issar Barsky, en glad og frisk knægt, som var lillebror til min daværende kæreste.

Jeg mødte ham sidste gang foran spisesalen i Hulda-kibbutzen. Det var den 14. maj 1948.

Den følgende nat skulle min deling angribe al-Qubab, en arabisk landsby på vejen til Jerusalem. Vi havde travlt med at forberede os. Jeg var i færd med at rense min tjekkisk fremstillede riffel, da en eller anden kom og fortalte os, at nu ville Ben Gurion holde tale om vor nations grundlæggelse.

Sandt at sige var ingen af os synderligt interesseret i at høre på taler fra politikerne i Tel Aviv, og vi følte os allerede sikre på vores stat. Det var enkelt: Hvis araberne vandt, ville der ikke være nogen stat, og vi ville være døde. Og vandt vi, skulle vi også nok få en stat. Der var dog en detalje, jeg var nysgerrig efter: Hvad skulle den nye stat hedde? Judæa? Zion?

Jeg skyndte mig ind i spisesalen, hvor Ben Gurions umiskendelige stemme allerede gjaldede i radioen. Da han nåede til ordene: "... nemlig staten Israel," havde jeg hørt nok.

Udenfor mødte jeg Issar. Han var soldat i en anden deling, som skulle angribe en anden landsby den nat. Jeg fortalte ham navnet på vores stat, og sagde: "Pas på dig selv!" Få dage senere blev han dræbt. Jeg vil for altid huske ham, som han var dengang: En ranglet, smilende knægt på 19 år, fuld af livsglæde og uskyld.

På Israels 60-årsdag nages jeg af et bestemt spørgsmål: Hvis Issar kunne vækkes til live, og han kunne se os med sit 19-årige blik, hvad ville så være hans holdning til den stat, som officielt blev oprettet hin dag?

Begejstret og stolt

Han ville se en stat, der havde udviklet sig langt ud over hans vildeste drømme. Fra et lille samfund på 635.000 (hvoraf over 6.000 skulle dø sammen med ham 1948-krigen) er vi vokset til over syv millioner. De store mirakler, vi har udvirket - genoplivelsen af hebraisk som sprog og oprettelsen af det israelske demokrati - er stadig levende virkelighed. Vores økonomi er stærk, og på nogle felter, f. eks. højteknologi, tilhører vi verdens superliga. Isaar ville være begejstret og stolt.

Men måske ville han også føle, at noget var gået skævt i vores samfund. Den kibbutz, hvor vi slog vores små telte op, er i dag blevet et kommercielt foretagende. Den sociale solidaritet, som vi var så stolte over, er brudt sammen. Mange voksne og børn lever under fattigdomsgrænsen, og syge og arbejdsløse må klare sig selv. Kløften mellem rig og fattig er blandt de dybeste i den udviklede verden. Vores samfund, som engang holdt lighedens og den sociale retfærdigheds banner højt, har ganske mistet sin sans for kollektivisme.

Mest af alt ville han dog blive chokeret over, at den brutale krig, som dræbte ham og sårede mig sammen med tusindvis af andre, stadig raser og præger hele vor nations tilværelse.

Chokeret ville han også blive over at erfare, at den hær, som 'vi' udgjorde, i dag er blevet til noget helt andet, nemlig til en hær, hvis hovedbeskæftigelse er at undertrykke et andet folk.

Den nat angreb vi al-Qubab. Da vi indtog landsbyen, var den allerede forladt. Jeg brød ind i et af husene. Keddelen var stadig varm, og der stod mad på bordet. På en hylde fandt jeg fotos af en mand med vandkæmmet hår, en landsbykone og to små børn. Jeg har dem stadig.

Der er ingen måde, hvorpå vi kan undslippe den historiske kendsgerning: Israels uafhængighedsdag og Palæstinas Naqba ('katastrofe')-dag er to sider af den samme mønt. På 60 år er det ikke lykkedes - og vi har end ikke prøvet - at vikle denne knude ud ved at skabe en anden virkelighed. Derfor raser krigen videre.

Israels sande symbol er i dag blevet en såkaldt Adskillelsesmur. I den overspændte fantasi hos dem, der tror på et 'Civilisationernes Sammenstød,' er muren en barriere imellem den vestlige og den islamiske civilisation, to dødsfjender, der som Det Gamle Testamentes Gog og Magog må kæmpe frem til det endelige opgør. Vores mur er blevet gjort til frontlinjen mellem disse to verdener.

Muren er ikke bare en struktur af beton og pigtråd. I højere grad end noget andet er denne mur et ideologisk udsagn, en hensigtserklæring, en mental realitet. Dens bygherrer erklærer, at de med legeme og sjæl tilhører den ene lejr, den vestlige, og at der på den anden side af verden begynder en fjendtligsindet verden, de arabiske og muslimske massers verden.

Mentale mur

For 102 år siden skrev Theodor Herzl i sit banebrydende værk Der Judenstaat en skæbnesvanger sætning: "For Europa skal vi på dette sted (i Palæstina, red.) en sektor i muren imod Asien, og gøre fyldest som kulturens forpost imod barbariet."

Med disse ord blev zionismens verdenssyn og vores rolle i dette slået fast. Og nu, med fire generationers forsinkelse, har en fysisk mur fuldstændiggjort den mentale mur.

Billedet er lysende klart: Vi er grundlæggende en del af Europa - dvs. del af en kultur, som er rent europæisk. På den anden side befinder sig Asien, et barbarisk kontinent, der er blottet for kultur, herunder den muslimske og arabiske verden.

Herzls verdensbillede er præget af hans tid. Han skrev sit værk i slutningen af 1800-tallet, da den hvide mands imperialisme stod i zenith - en imperialisme, han beundrede med hele sin sjæl.

Herzls maksime forblev ikke en abstrakt idé. Den zionistiske bevægelse tog den op fra første færd, og staten Israel viderefører den i dag.

Kunne det være gået anderledes? Kunne vi være blevet en del af regionen? Kunne vi have udviklet os til en art kulturelt Schweiz, en uafhængig ø midt imellem Øst og Vest, der byggede bro og mæglede mellem begge?

En måned efter 1948-krigens udbrud, udgav jeg en lille bog under titlen Krig eller Fred i den semitiske region. Den begyndte med disse ord: "Da vores zionistiske forfædre besluttede at skabe et 'sikkert ly' i Palæstina, kunne de vælge at gå to veje: De kunne gøre deres indtog i Vestasien som en europæisk erobrer, der opfatter sig selv som brohoved for 'den hvide race' og 'de indfødtes behersker' i stil med de spanske conquistadorer eller de anglosaksiske nybyggere i Amerika eller som korsridderne i Palæstina. Den anden vej var at se sig selv som et asiatisk folkefærd, der vendte tilbage til sit hjemland - som arvtagerne til en politisk og kulturel tradition i den semitiske region."

Kulturel fortrop

Dette land har oplevet utallige invasioner i sin historie. Disse kan inddeles i to kategorier. Der var de vestlige invasionsmagter: filistrene, grækerne, romerne, korsfarerne, Napolen og briterne. Disse invasioner etablerede alle 'brohoveder' og deres mentale selvforståelse prægedes heraf. Regionen uden for dette område var fjendeland, hvis indbyggere måtte tilintetgøres eller undertrykkes. I sidste ende blev alle disse invasionsmagter smidt ud.

Men så var der også de invasionsmagter, der kom fra øst, såsom amoritterne, assyrerne, babylonierne, perserne og araberne. De erobrede landet og blev en del af det, blev påvirket af dets kultur, påvirkede selv denne og slog i sidste ende rod.

Oldtidens israelitter tilhørte sidstnævnte kategori. Zionisterne derimod tilhørte den førstnævnte. De bragte med sig en forestilling om at være kulturel fortrop på et brohoved. Dette verdensbillede, som gav os Muren som et nationalt symbol, er vi nødt til at gøre op med.

En af vores nationale ejendommeligheder er at dyrke en debat, hvor alle deltagere, fra det yderste venstre til det yderste højre, før eller siden griber til det definitive argument, at hvis vi gør sådan eller sådan, "vil Israel ophøre med at eksistere som stat?" Kunne man forestille sig en tilsvarende argumentation i Frankrig, Storbritannien, USA eller Danmark?

Vi står her over for et klart symptom på 'korsfarer'-angst. Skønt korsfarerne blev i dette land i 200 år og frembragte næsten otte generationer af 'indfødte', følte de sig aldrig sikre på deres fortsatte tilstedeværelse her.

Jeg er ikke bekymret for Israels fortsatte eksistens. Spørgsmålet er bare: Hvilken slags stat vil vi udvikle os til?

En stat i permanent krigstilstand, udleveret til naboers terror, hvor vold gennemsyrer alle dele af livet, hvor de rige trives, og de fattige vansmægter? En stat, som vil blive opgivet af de bedste af sine børn?

Eller en stat, som lever i fred med sine naboer til gensidig gavn - et moderne samfund med lige rettigheder for alle borgere og uden fattigdom. En stat, som investerer sine ressourcer i videnskab og kultur, industri og miljø og hvor fremtidige generationer vil ønske at leve. En kilde til stolthed for alle sine borgere? Dette må være vores mål for de næste 60 år. Det ville også være Issars ønske.

Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsgruppe, Gush Shalom

Oversat af Niels Ivar Larsen