"Cannes startede som en lille festival, hvor man så nogle gode film og var på Croisetten, og det var filmene og deres indhold, der var i fokus. Det var det, folk sad på cafeerne og snakkede om, mens man kunne se stjernerne vandre forbi," siger Kim Magnusson.
"Cannes-festivalen har verdens største filmmarked bygget op omkring sig, og det er det, der driver festivalen i dag. De 22 film i konkurrencen er der kun for, at Information, Berlingeren og Politiken kan have noget at skrive om. Branchefolk tager til Cannes for at handle film."
- Hvilken filmfestival har efter din mening størst betydning i dag?
"Oscar-uddeling og awardshows er industriens festivaler, og så er der filmfestivalerne i Venedig, Cannes og til dels Berlin, som er de tre store kunstneriske festivaler. Der er Cannes nummer et. Alle kunstneriske film, der kommer igennem nåle-øjet, får en profilering udadtil. De officielle konkurrencer legitimerer festivalen som intellektuel og giver branchen den hæder, der skal til. Man har formået at kombinere det kommercielle og det intellektuelle rigtig fint i Cannes, men det er klart, at markedet er det altoverskyggende. Det er det, der får økonomien til at løbe rundt, så der kan laves film."