I begyndelsen af april måned besluttede regeringen aktivt at støtte de svenske myndigheder i bestræbelserne på at få neutronspredningsanlægget European Spallation Source (ESS) til Lund. ESS er en 600 m. lang accelerator for protoner, der skydes ind i et mål af tungmetal, som frigiver neutroner, så det bliver muligt at undersøge materialer på atomart niveau.

ESS vil, hvis det bliver bygget, blive det største neutronspredningsanlæg i verden. Det er samtidig det største forskningsprojekt i Skandinaviens historie og et af de største udviklingsprojekter i Øresundsregionen nogensinde. Regeringen har besluttet at undersøge betingelserne for dansk medværtskab for det enorme forskningsanlæg, og det forlyder, at den muligvis er villig til at investere et milliardbeløb i projektet.

Udmeldingen om at ville støtte det svenske værtskab kommer som en overraskelse al den stund, at videnskabsminister Helge Sander sidste år tilkendegav, at der før en dansk stillingtagen til ESS ville blive udarbejdet en grundig redegørelse om projektet, som skulle koordineres af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra fem ministerier. Redegørelsen skulle vurdere projektets miljø-, energi- og sundhedsmæssige aspekter, de forsknings- og erhvervsmæssige potentialer plus eventuelle samfundsmæssige gevinster ved en lokalisering af ESS i Lund.

ESS er et nukleart anlæg

Set fra et dansk perspektiv er ikke mindst de miljømæssige konsekvenser relevante. ESS har i mange år været stærkt kritiseret af danske og svenske miljøorganisationer. Udover at være et forskningsprojekt, er ESS nemlig også en nuklear og i tilfælde af en ulykke yderst miljøfarlig installation. Anlægget forventes at skulle rumme 20-60 t. eksplosivt og radioaktivt tungmetal, sandsynligvis kviksølv, men bly og bly/vismut kan også komme på tale. Tungmetallet skal opbevares i et affaldsdepot for radioaktivt affald i 3.000 år efter dekommissioneringen af forskningscentret. For øjeblikket er ingen dog præcist klar over, hvor stort indholdet vil blive, eller hvad det kommer til at bestå af. Forskellige rapporter har vurderet, at det måske vil komme til at svare til lidt under halvdelen af mængden af radioaktivt tungmetal i Barsebäck 2 reaktoren, selvom der i tilfælde af et udslip fra anlægget ikke vil være tale om de samme radioaktive emner som fra et a-kraftværk

København og det danske hovedstadsområde med deres næsten to mio. indbyggere ligger kun 40 km fra ESS-anlægget. I tilfælde af en alvorlig ulykke vil det radioaktive tungmetal kunne spredes over den tættest befolkede region i Skandinavien. Kemikalieinspektionen, der er ansvarlig for kemikaliekontrol i Sverige, har for længst frarådet svensk værtskab for ESS og anbefalet, at den svenske regering får foretaget en risikovurdering af anlægget, herunder risikoen for og miljø- og sundhedsvirkningerne af udslip under normal drift og ved en ulykke som f.eks. eksplosion, brand eller sabotage. Det svenske miljøbeskyttelsesagentur har foreslået noget lignende. Imidlertid har den svenske regering, og nu også den danske, valgt at sidde disse anbefalinger overhørig.

Ubesvarede spørgsmål

ESS-projektet har i flere omgange været dømt ude og de mange spørgsmål, der tidligere har svækket tilliden til ESS-projektet, eksisterer stadig. Herudover er en del nye blevet føjet til i forbindelse med projektets størrelse, design, omkostninger og videnskabelige bæredygtighed.

Hvad angår omkostningsniveauet, er der blevet offentliggjort mindst 10 scenarier siden den første rapport om ESS i 1996. Scenarierne refererer mest til en fuld ESS implementering, dvs. to målestationer og 44 instrumenter i drift. Det nuværende forslag til ESS i Lund er kun baseret på en halv implementering af det oprindelige design, selv om forslaget markedsføres, som om det besidder alle det oprindelige forslags kvaliteter. Det er grunden til, at den svenske regering i begyndelsen af 2007 kunne sætte investeringsomkostningerne så lavt som til ni mia. kr. Et år senere er dette beløb imidlertid steget med over 50 pct. til næsten 14 mia. kr., hvis man regner dekommissioneringsomkostningerne med.

Manglende potentiale

Det, der tidligere har givet ESS-projektet problemer, er imidlertid kritik af projektets videnskabelige berettigelse og evne til at fungere som regionalt udviklingsprojekt. Allerede i 2002 blev der rejst tvivl om projektets science case, da det tyske forskningsråd i en undersøgelse af ni store storskalaforskningsinfrastrukturprojekter kritiserede ESS-projektet for at mangle videnskabelig bæredygtighed og opfordrede ESS Council til at udarbejde et nyt projektforslag.

At ESS-projektet mangler regionalt udviklingspotentiale er bl.a. blevet påpeget af det svenske Statskontor, en rådgivende myndighed under den svenske regering. Statskontoret har vurderet, at eftersom det er umuligt på grundlag af analyser af lignende anlæg at oversætte investeringen i ESS til arbejdspladser og indtægter for samfundet, må bedømmelsen af anlægget ske ud fra andre kriterier. Statskontoret fraråder derfor svensk værtskab for ESS. Man kan argumentere for, at denne anbefaling ikke er mindre relevant for forslaget om et dansk-svensk værtskab, eftersom det virker usandsynligt, at et svensk forskningsanlæg, der mangler udviklingspotentiale i Sverige, skulle have det i Danmark.

Projektets manglende relevans for dansk forskning afspejles i det faktum, at videnskabsminister Helge Sander i 2003 opgjorde tallet af danske neutronkildeforskere, hvis forskning kan have glæde af ESS i Lund, til ca. 20. Hertil kommer, at ESS-projektets samlede brugergrundlag længe har været omgærdet af tvivl. I tiden op til den svenske regeringsbeslutning opgjorde ESS Scandinavia dette grundlag til ca. 5.000 årligt tilrejsende neutronkildeforskere, hvad der er 400 flere end det samlede antal neutronforskere i Europa. Tallet er også mere eller mindre det, som den svenske regering refererer til i sin beslutning om at støtte ESS i Lund økonomisk. Siden har ESS Scandinavia imidlertid indrømmet, at det korrekte tal ligger mere end tre gange lavere, nemlig på omkring 1.500. Også dette tal kan imidlertid være for højt sat.

At reaktionen fra rektorkollegiet for de danske universiteter har været negativ i forhold til ESS-projektet kommer ikke som en overraskelse. En indlysende konklusion må være, at selvom et udbygget forskningssamarbejde på tværs af Øresund er nødvendigt og bør styrkes, er promovering af ESS i Lund ikke måden, hvorpå man fremmer en sådan ide. Den danske interesse bør dog ikke standse ved undladelsen af at investere i projektet og opgivelsen af tanken om et dansk medværtskab. Myndighederne bør under alle omstændigheder følge projektet nøje, fordi der er tale om en miljøfarlig installation, som i tilfælde af en alvorlig ulykke kan påføre det danske samfund store sundhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske skadevirkninger.

Niels Henrik Hooge er tidligere talsmand for den danske del af den nu nedlagte Barsebäcksoffensiv. Bo Wennergren er talsmand for Arbetsgruppen mot ESS i Lund, og Ninna Widstrand repræsentant for Folkkampanjen mot Kärnkraft-Kärnvapen (FMKK).