DET HAR PÅ sæt og vis været interessant at følge de danske mediers dækning af Israels 60 års jubilæum. Ingen steder stilles der spørgsmål ved den jødiske stats eksistensberettigelse, selv om netop dét er til drøftelse mellem 250 mio. arabere og en pæn andel af klodens 1,3 mia. muslimer. Hver eneste dag. Irans præsident, den sært komisk-dæmoniske populist Mahmoud Ahmadinejad, har lovet sine vælgere, at staten Israel vil blive udslettet. I arabiske storbyer afæskes europæiske gæster ofte svar på hvor lang tid, de mon tror 'Israel har igen?'

Sådan et spørgsmål er selvsagt svært at svare på ud over, at 'Israel nok er kommet for at blive'. Men selve det, at det stilles i fuld alvor og ofte af personer med en uddannelse, fortæller en anden historie om den jødiske stats position i regionen.

Denne vinkel på Israels jubilæum - hvor længe endnu? - er totalt fraværende i de vestlige - og altså også i de danske medier. En årsag er, at det fremdeles ikke er commes il faut at betragte Israel på samme måde, som landet betragtes i den muslimske verden: En slyngelstat bevæbnet med kernevåben. De henviser til, at Israel er det land på kloden, der har siddet flest FN-resolutioner overhørig.

I Vesten er den kollektive skyldfølelse overfor jøderne dog endnu for tæt på til, at man tør tage en reel debat om karakteren af den jødiske slyngelstat. Den har dispensation for det moralske ansvar overfor notorisk diskrimination af egne arabiske borgere, for den er beskyttet af rollen som offer for det 20. århundredes mest bestialske slyngelstat: Nazitysklands mord på seks mio. jøder (og sigøjnere, homofile, evnesvage, etc.)

DET VAR SLÅENDE, hvordan DR2's udsendte medarbejder, Adam Holm, løb fra Herodes til Pilatus (fik De den?) i reportager om den jubilerende stat, hvor alle udsagn - for og imod og midt imellem - blev bragt uden kritiske modspørgsmål. Og dog lød Holm, som om han havde en pistol i ryggen - og det havde han på en måde også, eftersom enhver, der stiller spørgsmål ud over det neutralt elskværdige om Israel, f.eks. om statens racistiske jordpolitik (dagbladet Ha'aretz' udtryk) overfor de arabiske israelere, løber en risiko for at blive kaldt antisemit. Den risiko ville DR2 ikke løbe. Her ved jubilæet er det måske på sin plads at efterlyse, hvem der tør tage det slagsmål?

For det synes faktisk, som om Israel efter 60 år har et reelt overlevelsesproblem. Israels største dagblad, Yediot Ahronot, kunne for et par uger siden meddele, at emigrationen fra Israel for første gang i mere end 20 år er større end immigrationen (20.000 rejser ud, 14.000 rejser ind). Det er den veluddannede middelklasse, der tager spurten - trætte af regeringen, uddannelsesmulighederne, politikerne og frem for alt fraværet af sikkerhed. En anden israelsk avis, Maariv, skriver, at en fjerdedel af alle israelere ville flytte, hvis de kunne, heraf en meget stor andel af unge.

ÅRSAGEN ER, at Israel er låst fast i den ekspansionspolitik, der dybest set er resultat af den eufori, der forførte israelerne efter den lette militære sejr i seksdageskrigen, juni 1967. Landets nuværende præsident, Shimon Peres, der ynder at fremstille partiet som due i fredsprocessen, var den første myndighedsperson, der umiddelbart efter besættelsen af de arabiske områder i 1967 gav tilladelse til jødiske bosættelser på den anden side af demarkationslinjen fra 1949, den såkaldte 1967-grænse.

Siden er det blevet stedse mere illusorisk at kræve israelsk tilbagetrækning fra alle besatte områder. Alene på Vestbredden lever mere end 200.000 israelere illegalt - nu med støtte fra den amerikanske præsident, der forud for en af de utallige forhandlingsrunder gjorde det klart for det palæstinensiske hjemmestyre, at det ikke skulle regne med hans støtte til en rømning af de gigantiske by-bosættelser ved Jerusalem, Hebron og nær byen Hadera.

MEN UDEN EN ÆDRUELIG løsning på dette problem vil Israel ikke kunne påregne at skaffe sine borgere en varig fred. Hvis det forudsættes, at en tilbagetrækning til det 'oprindelige' Israel bag den grønne linje er illusorisk - og det er den så længe, USA ikke vil presse på for noget sådant - er der to muligheder: En militaristisk jødisk stat, der bevarer sin 'jødisk-hed' ved at undertrykke de arabiske medborgere på hver side af den grønne 1967-linje. Eller en én-stats-løsning, hvor jøder og arabere bor sammen i det område, der til 1947 var det britiske mandatområde Palæstina vest for Jordanfloden.

Denne løsning vil indebære, at Israel opgiver sin specifikke jødiskhed og erstatter den med et sekulært, demokratisk samfund. Jødiskheden har dybe rødder, eftersom den blev etableret efter brændofferet 1933-45 som et fristed for de hidtil forfulgte jøder - og i dag lever 40 pct. af verdens ca. 13 mio. jøder i dette fristed. Men prisen er høj, nemlig andres ufrihed. Derfor taler palæstinensiske politikere i stigende grad om en én-stats-løsning, der kan sikre dem reel medbestemmelse, vel vidende, at de har en demografisk fordel. Den er straks sværere for jøderne at acceptere, og det er sådan set forståeligt, set fra en historisk synsvinkel. Men det kan blive endnu sværere at lade være. e.