På statsministerens ugentlige pressemøde, meddelte han i går, at den danske styrke i Afghanistan skal forøges med fire bemandede helikoptere og yderligere 50-75 soldater. Samtidig slog Anders Fogh Rasmussen fast, at det kan blive nødvendigt at sende danske soldater til Myanmar for at sikre, at nødhjælpen når forbi militærjuntaen og ud til den nødstedte befolkning.

Beslutningen om at udsende flere soldater falder sammen med, at Information i går kunne beskrive, hvordan soldaterne flygter fra det danske forsvar. Hver dag året rundt er der således en officer, en befalingsmand og mindst to konstabler, der begærer deres afsked. 31 procent af dem siger op, fordi de synes, de bliver udsendt for ofte og for lang tid ad gangen.

Bjarke Schütt Jensen er overkonstabel af første grad og fungerende tillidsmand på Antvorskov kaserne ved Slagelse. Han mener ikke, man kan presse mere ud af de soldater, der endnu ikke har sagt deres job op:

"Jeg tror ikke, politikerne skal begynde at kigge på nye missioner lige i øjeblikket, men i stedet gøre dem vi har færdige på en ordentlig og overbevisende måde. Også for vores skyld," siger han og fortsætter:

"På et eller andet tidspunkt må man sige, 'nok er nok'. Afghanistan er en hård mission, og det trækker på kræfterne. Det kan vi jo mærke."

Mangler deling

Bjarke Schütt Jensen fortæller, at der sidste gang kun blev sendt tre delinger til Afghanistan, selvom det var planen, at fire skulle have været afsted. Det var simpelthen ikke muligt at finde mandskab til den sidste deling.

"Dem, der er kommet derned nu er allerede slidte, og de har kun været der i to-tre måneder. De kan godt mærke at der mangler en deling," siger Bjarke Schütt Jensen.

Han understreger dog, at det ikke går ud over sikkerheden, at der mangler en deling. For de danske soldater har, som han siger, stadigvæk både amerikanske helikoptere og artelleri i ryggen.

Den store personalemangel betyder samtidig, at soldaterne bliver sendt ud på missioner oftere:

"Den ældre årgang soldater har været udsendt rigtig mange gange, og nu kan de ikke mere. De har også en familie, kone og børn, som de bliver nødt til at tage hensyn til, og så stopper de", siger Bjarke Schütt Jensen.

Han mener, at de pårørende er en altafgørende årsag til, at soldaterne stopper, fordi de ikke vil udsendes, og det hjælper ikke, når tabstallene stiger, som det er sket i Afghanistan siden januar.

"Der vil jo altid være nogle, der stopper, når de har set deres kammerat blive dræbt eller kommet slemt tilskade. Det siger jo sig selv. Og det er fair nok," siger han.

Tab

Kenneth er konstabel og 22 år. Han har tidligere været udsendt i Irak og skal udsendes til Afghanistan om en måned. Han vil ikke have sit fulde navn i avisen sammen med sit billede, fordi han er bange for, det vil gøre det muligt for Taleban at finde ham.

Kenneth skulle oprindelig have været udsendt allerede i februar: "Men så blev en af mine kammerater dræbt dernede, og ja, det tog sgu lige pusten fra mig," siger han og får blanke øjne. Han fortsætter: "Der følte jeg mig ikke lige klar til at tage afsted, så den deling, jeg skulle have været afsted med fik en afløser."

Nu er der gået et par måneder og Kenneth føler, at han er kommet ovenpå igen. Han har ikke på noget tidspunkt overvejet at stoppe helt i forsvaret. Han havde bare brug for en pause:

"Nu har jeg set på nærmeste hold, hvor galt det kan gå, og selvfølgelig lige efter det, tænkte jeg 'åhh, for helvede det er ikke noget, jeg vil udsætte mine egne forældre for', og det vil jeg selvfølgelig stadig ikke. Men jeg tager jo ud, fordi jeg synes, der er en opgave dernede, som det er værd at kæmpe for," siger han og fortsætter:

"Afghanistan er en Taleban-højborg, og jeg mener, hvis man kan få skubbet Taleban fra noget af den magt, de har i Afhganistan, så vil det være godt."

Hvis forsvaret i fremtiden skal holde på Kenneth, er det ikke mere i lønningsposen, der skal til, det er i stedet muligheden for hele tiden at få nye udfordringer og drømmen om engang at blive elitesoldat i jægerkorpset, der holder ham fast. "Jeg glæder mig til at komme ned til mine gamle drenge og se dem igen. Vi kender hinanden pissegodt, og det er sgu også meget sammenholdet, der trækker. Det er der ikke nogen tvivl om. Venskaber," siger han.