BEIRUT - Fredag morgen tog jeg hen for at dække en demonstration i Vestbeirut - bemærk at ‘V’ står med stort - da jeg fik en sms på min mobil fra en libanesisk veninde i udlandet, hvori hun spørger, om hun bør være iført slør, når hun rejser hjem til Libanon? Hvad skal jeg svare? At restauranterne stadig holder åbent. At man stadig kan bestille vin til maden?
Det er problemet. For krigen i Vestbeirut handler ikke om religion. Den handler om den libanesiske regerings legitimitet og om dens ‘proamerikanske’ støtte (sidstnævnte adjektiv synes uundværligt i ethvert telegram fra amerikanske nyhedsbureauer), som Iran af forståelige grunde søger at udfordre.
For få dage siden var jeg til en udstilling her i Beirut, hvor der blev vist plakater fra den frygtelige 15 år lange borgerkrig, som kostede 150.000 libanesere og palæstinensere livet. Udstillingen havde fået titlen Konfliktens tegn: Politiske plakater fra Libanons borgerkrig 1975-90, og da jeg betragtede disse historiske vidnesbyrd, kom jeg til den konklusion, at der aldrig igen bliver borgerkrig i Libanon.
For hvordan skulle et folk, som var rede til at udtænke så uhyrlige plakater dog kunne finde på at udkæmpe hin håbløse konflikt forfra? Og dog: Ser jeg ikke i dag næsten identiske plakater i Vestbeiruts gader?
Men lad os begynde med begyndelsen (om vi så skal gå tilbage til osmannerne eller franskmændene efter Versailles-freden). Eller lad os begynde med i lørdags, hvor medierne rapporterede, at to Hizbollah-medlemmer var blevet dolket ihjel i Aley af drusiske muslimer. Uhyrligt, så sandelig.
Eller lad os begynde med erklæringen om, at den libanesiske hærledelse har besluttet at lade brigadegeneral Wafiq Chuchair bevare kommandoen. Og at den libanesiske hærchef, general Michel Sulaiman (favorit til præsidentposten, hvis parlamentet, efter 18 sessioner, en dag skulle beslutte sig for at udnævne en) er fast besluttet på at “genoprette lov og orden”.
Lad os herefter (hvis læseren ikke allerede er forvirret) skride frem til næsten-nutiden. Hæren kræver nu et ophør for tilstedeværelse af militser, f. eks. ved de bevæbnede kontrolposter i Libanon og genåbning af alle veje.
Hærens frygt er selvfølgelig - men det står ikke i de officielle kommunikeer - at hvis ikke militserne nedlægger deres kontrolposter og åbner alle veje, så vil selve landets hær gå i opløsning og dens soldater blive del af selvsamme kontrolposter. Allerede fredag sagde Hizbollah-tv, at militserne ville efterkomme anmodningen.
Men lad os gå tilbage til den demonstration, jeg dækkede i Beirut.
Da Hizbollah torsdag tog kontrol over Vestbeirut, indtog militsen også Saad Hariris tv-station, Future Television og skar dens kabler over. Af denne grund så de små 200 demonstranter, som dukkede op ved demonstrationen, ud til at spilde deres tid.
I mellemtiden tilbage ved plakatudstillingen fastslog falangisterne (som stadig i høj grad er i live) over for deres tilhængere, at deres “martyrer” var gået i døden “for at Libanon kunne leve”.
En anden plakat forkynder, at Morabitoun (på arabisk betyder det ‘muslimske angribere’) har ødelagt symbolet på fascistisk forræderi og på sort zionisme), mens Det Syriske Sociale Nationalistparti, efter 53 år, opfordrer til “samfundets enhed og genfødsel og til nationens befrielse fra zionistisk og udenlandsk besættelse”.
Lad os her huske på, at SSNP stadig ønsker ‘en arabisk nation’, der omfatter såvel ‘Palæstina’ som Cypern. Og så er der jo stakkels gamle Bashir Gemayel (falangistlederen, som blev myrdet i 1982 efter at have vundet en pro-israelsk billet til præsidentposten), som fortæller libaneserne i bedste lord Kitchener-stil: “Din nation behøver dig - ja, dig!”
Da jeg vandrede udstillingen igennem, tænkte jeg ved mig selv: “Denne krig kan aldrig genoptages”.
Jeg overvejede endda en artikel, der skulle redegøre for, hvorfor der aldrig bliver nogen ny borgerkrig her. Ved nærmere eftertanke var det måske den, jeg skulle have skrevet.
For trods alt det, vi har været vidne til i de sidste dage (eller to år, eller 30 år eller 2.000 år - vælg selv), er jeg overbevist om, at libaneserne ikke ønsker nogen ny borgerkrig.
For en uge siden blev jeg interviewet til Saad Hariris Future-tv om min nye bog.
Ved den lejlighed erklærede jeg også, at det ikke vil komme til nogen ny borgerkrig. Da Hizbollah i mellemtiden har skåret kablerne over, bliver programmet ikke sendt.
“Du stillede op forgæves,” sagde den unge libanesiske kvinde, der interviewede mig i går. Det kan hun have ret i, men jeg kan stadig ikke tro på, at libaneserne vil tolerere en ny civil konflikt.
Og dette siger jeg, selv 0m kendsgerningerne er lige foran mig: Selv om Hizbollah holder militærparade og stiller deres våben til skue på strandpromenaden lige neden for mit vindue, og selv om min bil er oversået med kuglehuller takket være Hizbollah-militsens korrupte allierede, Amal-militsen (hvis indehaver er Nabih Berri, der er Libanons parlamentsformand). Som alle, der bor her ville være det, er min chauffør og jeg glade over, at vi ikke sad i bilen, da det skete.
Men i Libanon er det store spørgsmål: Hvem er det, der styrer bilen?
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen