Hvad forfattere ikke ved, har de ikke ondt af - og hvad de ikke har ondt af, brokker de sig heller ikke over. Ud fra den filosofi har forlagene i mange år malket forfattere med en utidssvarende afgift, der er skrevet ind i de såkaldte standardkontrakter. Bindfradraget, som afgiften kaldes, giver forlagene mulighed for at fratrække op til 20 procent af forfatternes royalty på billigbøger og bogklubbøger for at få bøgerne indbundet i stift bind. Det svarer til, at en forfatter, hvis bog bliver udvalgt til månedens bog i en bogklub og sælger i 30.000 eksemplarer til 150 kroner, går glip af knap 70.000 kroner.
“Det er fuldstændigt absurd”, mener formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Jan Thielke.
“Reelt er det ikke dyrere for forlagene, at lave indbundne frem for uindbundne bøger. Det er bare en smart fidus, de bruger til at trække royalty væk fra forfatterne.”
Sagen er, at selv om det tidligere ganske rigtigt var langt dyrere at lave indbundne fremfor uindbundne bøger, så er prisforskellen i dag næsten væk - dels på grund af tekniske landvindinger og dels fordi forlagenes fortolkning af, hvad der er en ‘indbundet’ bog, har rykket sig. Således opfatter man i dag også maskinproducerede, fattigfine hardbackbøger som ‘indbundne’ - og det er helt hen i vejret, mener Jan Thielke.
“Der, hvor det kan være rimeligt at tage bindfradrag, er ved luksusudgaver, hvor der er gjort ekstra meget ud af indbindingen, men det er ikke tilfældet med hardbackbøger. Og når man fastholder et fradrag, der ikke dækker over en reel merudgift, så begynder det at ligne bondefangeri,” siger han.
Bindafgifterne har været en del af royaltysystemet i mange år og stammer fra dengang, bøger udkom på samme tid i både indbundne og uindbundne udgaver. Argumentet for afgiften var, at det var urimeligt, at forfatteren skulle have royalty af bogens indbinding, da det jo var den samme tekst, der stod på siderne. Det gav mening dengang, men i dag er tiden og teknikken løbet fra fradraget, mener forfatteren Tor Nørretranders:
“Der er ingen tvivl om, at bindfradraget kunne retfærdiggøres, da man vitterligt lavede indbundne bøger med kalveskind og efter gamle bogbinderprincipper. Men i dag fortolker man et stift bind som en indbinding, og det er noget sludder, for det har intet at gøre med det, som gør det dyrt at lave indbundne bøger i den klassiske håndværkerforstand,” siger Tor Nørretranders.
Da hans bestsellerbog Mærk verden udkom for 17 år siden, forsøgte Gyldendal at bruge bindfordraget til at presse yderligere penge ud af succesen. Men Nørretranders slog sig i tøjret, og sagen endte med et forlig, hvor parterne delte i porten. Siden har Nørretranders - i lighed med andre bestsellerforfattere - fået forhandlet bindfradraget ud af sine kontrakter. Men for mindre drevne forhandlere er fradraget stadig en realitet:
“Og det må jeg indrømme overrasker mig. Jeg havde dybest set forestillet mig, at forlæggerne lige så stilfærdigt var holdt op med at benytte sig af det, for det er jo i virkeligheden bondefangeri. Man tager røven på forfatterne og sikrer sig samtidig, at man har lov til at gøre det ved at få dem til at skrive under på det selv. Men det er jo en svag part, som ikke selv kan overskue, hvad det er, han skriver under på,” siger Tor Nørretranders.
På forlaget People’s Press kalder kreativ direktør Jakob Kvist bindfordraget for “landevejsrøveri ved højlys dag”, og forlaget har selv valgt at sløjfe afgiften fra sine kontrakter:
“Vi synes dybest set, det er et underligt kneb, som det tydeligvis er meningen, forfatterne ikke skal opdage. Vi foretrækker i stedet gennemskuelige kontrakter, som både vi og forfatterne kan forstå,” siger han.
Landets største forlag Gyldendal fortsætter derimod med at tage bindafgifter på indbundne bøger, selv om forlaget i sin seneste aftale med foreningen for Danske Skønlitterære Forfattere er gået med til at reducere bindfradraget fra 20 til 15 procent. Vil man fjerne bindfradraget helt, kræver det imidlertid, at hele royaltysystemet tænkes igennem på ny, mener litterær direktør i Gyldendal Johannes Riis:
“Det spiller jo ind, at bindafgifter indgår i den store overordnede royaltyberegning, som er det grundlag, man har beregnet royalty efter i årtier. Og det kan vi altså ikke bare lige fjerne med et snuptag. Det ville være meget drastisk og dyrt for os. Men vi har nok en fornemmelse af, at det er noget, der vil forsvinde med tiden,” siger han.
Men står det til Jan Thielke skal bindfradraget helt væk, og han køber ikke forlagsdirektørens økonomiske klagesang. Det er forfatterne, der lider under fradraget - ikke mindst i bogklubberne, der i forvejen tjener styrtende med penge på forfatternes bekostning, mener han. Her får forfatterne deres royaltyprocent halveret fra 15 procent til 7,5 procent ud fra det ræsonnement, at prisen på bogklubbøgerne også er halveret. Oven i kommer så bindfradraget, der napper yderligere 15 procent af den aftalte royalty.
Johannes Riis kan “for så vidt” godt forstå, hvorfor forfatterne er utilfredse.
“Det er også derfor, jeg siger, at vi er indstillet på at snakke med forfatterne om det her. Og det har vi jo også allerede gjort, i og med at vi allerede har sat bindafgiften ned fra 20 til 15 procent i den nye standardaftale, som vi har indgået med Danske Skønlitterære Forfattere.”
- Men har I nogle konkret planer om at afskaffe bindfradraget?
“Ikke med at afskaffe det på én gang, nej. Det er for radikalt.”