15. maj 2008

Riis: Vi arbejder på sagen

Gyldendals direktør Johannes Riis er villig til at arbejde for at trappe bindafgiften ned

- Johannes Riis, synes du bindfradraget er en rimelig ordning?

"Bindafgift er jo ikke noget, vi har fundet på i Danmark. Det har man også i de øvrige skandinaviske lande, og det er en del af det samlede royaltysystem, som det har fungeret i generationer. Men det er sag, vi arbejder med hele tiden, og som vi kan tage op og forhandle om fra bog til bog, ligesom det er tilfældet med royaltybestemmelserne."

- Kritikere kalder fradraget for bondefangeri, fordi man malker forfatterne med en tvivlsom paragraf. Hvad mener du om det?

"Det er som sagt noget, der har været en del af royaltysystemet i mange, mange år, og som stammer fra dengang, man lavede to forskellige udgaver af bøgerne - og så har det altså bare hængt ved".

- Hvad skyldes den træghed?

"Det er måske, fordi forfatterne ikke har protesteret tilstrækkeligt højlydt over det".

- Så I har ikke følt jer presset til at ændre på det tidligere?

"Nej, det har vi ikke".

- I tager også bindafgift på hardbacks, som er maskinfremstillede, og hvor produktionsomkostningerne er helt ned i småtingsafdelingen i forhold til almindelige hæftede bøger?

"Jo, men der er stadig en difference ... Det er dyrere at lave indbundne bøger end hæftede bøger."

- Men er det rimeligt at fastholde en bindafgift på hele 15 procent?

"Det kan man diskutere, og det er også derfor, vi arbejder med at trappe den ned."


Source URL: http://www.information.dk/159198