En af de bedste bøger, jeg kender, er den norske forfatter, Tarjei Vesaas' Nattevagt.

Den handler om, hvad der sker, når enkeltmennesket sammen med andre enkeltmennesker pludselig forvandler sig til en ansvarsløs, navnløs flok massemennesker, som helt glemmer, at de er mennesker med sind, tanke og samvittighed - og ikke dyr.

En råbende, farlig flok, hvor hver enkelt har mistet sin personlige vurderingsevne og lader sig rive med i en blodrus.

Pludselig bliver et tilsyneladende roligt, næsten kedeligt hverdagsfællesskab mellem mennesker afløst af vold. En vold, der udspringer af angst og usikkerhed, måske også af alt det, hver enkelt gik og tænkte, men ikke kunne komme af med nogen steder. Alt det, man ikke taler højt om. En vold, ingen evner at standse, fordi ingen i farten, mens det står på, bliver klar over, at det er vold, de øver. De driver bare med.

Bogen har to afsnit. Det ene hedder 'Afgrunden'. Det andet 'Nattevagt'.

Vesaas starter ikke uden grund med at beskrive en doven, lummervarm stemning i en svinestald, en stemning, der hurtigt får undertoner af angst, blod, fødsel og død.

"Sådan stod det til på begge sider af skillerummet; stor ro, afbrudt af lidt støj og uro indimellem. En kraftig, sur stank stod op fra hele pladsen, men de, der boede der, mærkede den ikke.

Alligevel var der noget truende over denne søvnige ro. Den var ikke rigtig til at stole på."

Virkeligheden udenfor er ellers idyllisk nok: En grøn, frugtbar ø. Et jordisk paradis. Landmanden, der engang opførte den store, røde lade, der kan ses over hele øen og ligner en kirke, har nu afhændet noget af ejendommen og har kastet sig over frugtavl i en have, der næsten minder om Paradisets have, eller Getsemane Have måske-

Til dette paradis af en ø kommer så en dag i lummervarmen Andreas Vest: "Her kom nu den fremmede mand, Andreas Vest, på sin åndeløse søgen efter et sted, der havde lægedom for ham. Han var en ung mand og sund og kraftig at se til, men det jog og brændte i ham af uro, af onde erindringer om ting, som var hændt ham. Det var erindringer, han ville glemme, men han kunne ikke blive dem kvit, og de havde sat deres spor i hans ansigt, som al hans fredløse omflakken, hans søgen, hans håb og hans skuffelser havde gjort det.

For hans håb var blevet skuffet den ene gang efter den anden. Hvor han var kommet hen, var han stødt på ting, der gjorde ham ondt og skræmte ham bort igen. Det anspændte udtryk i hans øjne fortalte, at han var ved at give op."

Men hans sårbarhed og hans syge sind forskrækker den idylliske, farlige indelukkethed på øen. Han møder på sin vej to unge elskende, som har det svært med kærligheden. Hun vil give sig hen, han vægrer sig: "Det er så frygtelig farligt at love noget for hele livet," siger gårdejerens søn Rolf, der bliver en af bogens bødler.

Da Andreas Vest pludselig står ved siden af de to, bliver de bange. Han får dem til at fare sammen. De forstår ikke hans hjerteskræmte udtryk. De taler ikke sammen. Andreas Vest går videre.

Æder ungerne

Imens oppiskes stemningen i svinestalden. Dyrlægen er kommet. Grisehalerne skal beskæres. Uroen, blodet bliver for meget for de to gamle søer. De går til angreb på hinanden, og mens de to slås, giver grisemor sig i al uroen til at æde sine nyfødte unger.

Andreas Vest er imens blevet draget af den store, røde lade. Han er nået til stalddøren i samme øjeblik, soen æder sine unger. Her får han sit sidste banesår: Afgrunden står her vid åben for ham. Han havde drømt om i denne tilsyneladende idyl at finde fred. Og pludselig går det helt galt - også her. Eller måske netop her.

Han støder i sin flugt fra stalden på gårdejerens længselsfulde datter, Rolfs søster. Inga med alle udlængslerne, alle en ung piges drømme. Inga, der føler sig lukket inde på øen. Fanget som et dyr i bur. Inga, der lige har fået at vide, at hendes veninde skal føde et barn.

Inga forstår instinktivt Andreas Vests åbne sind og hans håb og søgen. Hun lokkes af hans vanvittige blik. Og hun lokker ham, og hans syge sind beslutter sig.

Da de andre opdager drabet, pisker de alle af sted efter ham. "Et vildt raseri griber dem. De havde ikke vidst, at det kunne bemægtige sig dem i løbet af et øjeblik, men nu var de besatte. De stormede af sted og mødte hinanden og blev til en flok." - " Det ophidsede dem yderligere, at tænke på, at han ikke kunne undgå at falde i hænderne på dem." "Nye dukkede op og sluttede sig til jagten."

Og langsomt bliver det, de løber efter, forvandlet til en jagt på synd, ulykke, dæmoni - ja, i virkeligheden jager de al den undergang, de føler i sig selv. Vildskaben rodes op fra en afgrund i dem selv, som de først nu opdager og ønsker at løbe fra: "Derhenne løb et levende menneske, som blev jaget til døde. Grib ham - Mindre og mindre gjorde de sig selv rede for, hvorfor de længtes efter at se blod. De længtes blot efter at se den jagedes blod. Og de ville snart få det at se. Allesammen stundede de mod afgrunden i sig selv."

Rolfs far forsøger at gribe ind: "Hvad er det, du er med til Rolf?" spørger han, " se på dine hænder Rolf. Kan det virkelig være muligt?"

Men det er for sent.

Andreas Vest er søgt op mod den store, røde lade, midt i alle frugttræerne, som blev sindbilledet på det håb, han havde, da han kom til øen. Men de har kun en tanke.

Og da det er fuldbragt, skriver Vesaas: "Fyldt af frugt er her, men snæversynet og hedt og her var ikke plads til at trække vejret."

Og så kommer andet afsnit: Nattevagt.

Tynget af skyld

Først søger de alle væk fra laden. De forsøger at unddrage sig og skubbe skylden over på de andre. De tør ikke se på hinanden. De følte sig tyngede af skyld. "Han var ikke engang rigtig klog".

Man leder efter en syndebuk: "Kan du forstå, at Rolf kunne finde på sådan noget?" Nej, det var der ingen, der havde troet."

Men langsomt siver de tilbage til laden. De sætter sig sammen. Og i den kommende nat må hver især igennem til en hudløshed for at bearbejde, hvad de har været midt i, og hvad de har set hos sig selv.

Hver og en må de igennem samvittighedens nagen, før de kan tage ansvaret på sig og åbne sig for tilgivelsen.

For der er tilgivelse.

Det bliver morgen: "Ordløse gik de bort gennem græsset. Morgenvinden løb hen over menneskene, og de gyste, kuldskære og tynde som blade på træerne. Det var en ribbet flok mennesker, men den var kommet på fode. Snart ville solen være her, og græsset og løvet var grønt. Det var Guds hilsen til de frygtsomme og svage."

Terjei Vesaas: 'Nattevagt'. Nordisk forlag. Gyldendal 1943 Oversat af Poul La Cour.

Britta Schall Holberg er tidligere minister, MF (V)