Trangen til at være et andet sted er en ejendommelighed, der er speciel for mennesket.

I dyreverdenen flytter man sig af praktiske grunde, vi gør det uden at være nødsaget til det - når man ser bort fra det ufrivillige rejseliv, som flygtninge og emigranter bliver tvunget ud i og de mere eller mindre frivillige forflyttelser, som arbejde og parforhold kan medføre. 200 millioner mennesker bor i dag andre steder, end der hvor de er vokset op.

Vi fødes med et grundlæggende behov for at sondere terrænet, et liv uden nysgerrighed ville også være for kedeligt, og udlængsel har en stor magt over de fleste af os. I tidernes løb har folk sat om ikke livet så deres bekvemmelighed og helbred på spil for at komme ud i verden, og det er tilsyneladende en trang, der ikke kan mættes, for vi gør det igen og igen - i dag yderligere tilskyndet af turistindustriens lettilgængelige tilbud som har gjort ferie- og fornøjelsesrejser til eftertragtede forbrugsgoder.

Rejselivslysten

Det er liv at rejse, sagde H.C. Andersen, som trodsede megen ængstelse og bekymring, når han begav sig ud på egne eventyr. Hans ofte citerede udsagn skjuler nok så meget, som det fortæller, for hvor meget af vores rejselivslyst er en trang til at komme hen til noget, og hvor meget af den skyldes ønsket om at komme væk fra noget? Hvad søger vi, hvad forlader vi, og hvad vender vi tilbage til, når vi rejser?

Rejselivslysten varierer, ikke alle er lige ivrige efter at flytte sig og forlade det hjemlige og velkendte. Kategorisering er en af tidens ulidelige tilbøjeligheder, men en inddeling af mennesker i strejfere og redebyggere er blandt de mere harmløse. Forskellen kan vise sig allerede i barndommen, hvor redebyggerne laver huler af omvendte borde og tæpper, og man ved, hvor man har dem.

Strejferne laver forsvindingsnumre, de skal ud og se sig om, dem ved man ikke altid, hvor man har, og som voksne søger de langt væk, højt op og dybt ned. Det ukendte, i det omfang det stadig forefindes, er en stående udfordring for dem - bjerget må bestiges, fordi det er der.

Redebyggerne foretrækker de vante omgivelser og trives bedst derhjemme.

I de fleste af os er der nok både en strejfer og en redebygger. En af verdens mest elskede bestsellere handler om et menneske som viser sig at have anlæg for begge dele - Robinson Crusoe strander på en øde ø og indretter sig så godt efter det, at han mange år senere kan vende tilbage til sin civiliserede tilværelse som et rigere menneske.

Lyst og nød

Afhængigheden af vores omgivelser gør det nødvendigt for os efter bedste evne at få afbalanceret de behov for stabilitet og forandring, som vi pendler imellem livet igennem. Er man forfløjen, må der være noget særegent ved de bofaste som bliver, hvor de er, af lyst - ligesom parter der forbliver hinanden tro livet igennem, fordi det er en fornøjelse for dem i sig selv, at alle fornøjelserne er samlet på ét sted. Eller altså på to.

Spørgsmålet om, hvorvidt det er reglen eller undtagelsen at være bofast og trofast, er næsten for godt til at ødelægge med et svar.

Når vi rejser for vores fornøjelse, er vi mere interesserede i at få bekræftet vores forestillinger om rejsemålet end i at få afdækket virkeligheden bag kulisserne. Det kan der moraliseres over, hvis man er motiveret for det, men skulle man anlægge ideologiske kriterier for, hvor man opholdt sig, ville man, som det ser ud i øjeblikket, hverken kunne rejse ud eller blive herhjemme.

Vores forhold til det fremmede er modsætningsfyldt. Vi opsøger det af lyst, og når det bliver os påtvunget udefra af nød, andres nød, giver det os store problemer. Som vi får alt for meget at vide om, forstår alt for lidt af, og ikke ved hvad vi skal stille op med - bortset fra de afstumpede og hadefulde vælgere, der bilder sig ind at vide det.