Pinkerton-mænd blev de kaldt i 1800-tallet. De barske mænd i lange frakker bevæbnet med totenschlægere og knojern, som amerikanske virksomheder kunne leje til at holde fagforeninger uden for fabriksporten.
Detektivbureauet Pinkerton eksisterer ikke mere i dag. Men det gør mændene. Deres lange frakker er bare blevet udskiftet med habitter og knojernene med bærbare computere. De repræsenterer ikke længere detektivbureauer, men konsulentbureauer og advokatfirmaer med navne som Jackson Lewis og The Burke Group.
Målet er dog stadig det samme: At holde fagforeningerne langt væk fra de virksomheder, der betaler i dyre domme for det.
"Bekæmpelse af fagforeninger har i de senere år udviklet sig til en milliardindustri i USA. Og anti-fagforeningsbranchen er en stor succes. Lige nu er der omkring 60 millioner lønmodtagere på det amerikanske arbejdsmarked, som ikke har mulighed for at være medlem af en fagforening, selv om de gerne ville," siger arbejdsmarkedsekspert, professor John Logan fra London School of Economics, der står bag en ny rapport om anti-fagforeningsbranchens fremmarch i USA og Storbritannien.
Forebyggende relationer
Jackson Lewis er et stort amerikansk advokatfirma med speciale i 'forebyggende arbejdsmarkedsrelationer' og det, de kalder 'fagforeningsundgåelse'. Jackson Lewis er også advokatfirmaet bag en af historiens største kampagner mod en fagforening.
Da fagforeningen IUE (International Union of Electronic, Electrical, Salaried, Machine Workers), der er fagforening for især elektrikere og ansatte i elektronikindustrien, i starten af 1990'erne forsøgte at etablere sig på batterifabrikanten EnerSys' afdelinger i South Carolina, kontaktede EnerSys straks Jackson Lewis med et eneste mål: At holde fagforeningen væk for enhver pris.
Hvis en fagforening skal have lov til at etablere sig på en amerikansk arbejdsplads med tillidsmænd, der kan forhandle overenskomster, kræver det en afstemning, hvor et flertal af medarbejderne stemmer ja til fagforeningens tilstedeværelse.
Da IUE ville ind på EnerSys, blev det Jackson Lewis' opgave at holde dem ude ved at sørge for, at medarbejderne stemte nej.
En af advokaterne fra Jackson Lewis skød kampagnen i gang på følgende måde på et ledelsesmøde i EnerSys:
"Hvis I vil holde fagforeningerne ude af jeres virksomhed, skal I arbejde hårdt for det. Dag ud og dag ind. Ryge dem ud... og I skal ikke vente otte eller ni måneder. Havde jeg bare en dollar for hver gang, en arbejdsgiver har sagt om fagforeningen på sin virksomhed: 'Jeg skulle være kommet af med de svin for tre måneder siden."
I John Logans rapport fortæller en tidligere medarbejder fra EnerSys om, hvordan Jackson Lewis greb kampagnen an blandt de ansatte. Aggressivt og med initiativer, der ligger langt ud over, hvad den amerikanske lovgivning tillader.
"Jackson Lewis overtog mere eller mindre virksomheden. De fyrede medarbejdere, der støttede fagforeningen, og hvis en lokal afdeling stemte ja, flyttede de som straf produktionen til andre afdelinger uden fagforeninger. Til sidst tror jeg ikke, at nogle af medarbejderne - selv for penge - ville være medlem af fagforeningen."
Ulovlige kampagner
Jackson Lewis ønsker ikke at udtale sig specifikt om EnerSys-kampagnen, men advokatfirmaet vil gerne fortælle mere generelt om, hvad ydelsen 'fagforeningsundgåelse' består af.
"Det er slet ikke så dramatisk. I sådan en kamp er vores rolle kun at informere medarbejderne, så de ikke stemmer ja til fagforeningen på det forkerte grundlag. Samtidig assisterer vi ledelsen, så den er opmærksom på, hvor langt den kan gå. Inden for lovgivningen vel at mærke," siger Vincent A. Cino, der er partner i advokatfirmaet Jackson Lewis.
John Logan er ikke overrasket over denne udlægning, men den strider mod den viden, der findes om den branche Jackson Lewis repræsenterer, siger han.
"Denne type virksomheder fortæller altid, at de bare informerer medarbejderne om deres muligheder. Men jo flere penge deres kunder betaler, jo mere aggressive er de. Jackson Lewis fik millioner af dollar for EnerSys-kampagnen."
"Og hele grunden til, at vi i dag kender så mange detaljer fra kampagnen, er den, at EnerSys undervejs blev anmeldt for mere end 120 lovbrud. I forbindelse med det retslige efterspil blev EnerSys nødt til at offentliggøre dokumenter med detaljerede informationer om, hvordan Jackson Lewis arbejder med 'fagforeningsundgåelse'. Dokumenterne viser med al tydelighed, at Enersys-kampagnen er standarden for, hvordan disse kampagner mod fagforeninger bliver grebet an - ikke undtagelsen," vurderer John Logan.
Journalist Art Levine, der gennem lang tid har skrevet om anti-fagforeningsbranchen, betalte på et tidspunkt for at komme med på et såkaldt Union Busting-seminar arrangeret af Jackson Lewis.
Her oplevede Art Levine en af advokaterne give følgende peptalk:
"At fyre medarbejdere, fordi de ønsker at være medlem af en fagforening, er ulovligt under den nuværende lovgivning. Derfor opfordrer Jackson Lewis arbejdsgivere til at være omhyggelige med at fyre medarbejdere, der ønsker at være medlem af en fagforening - af andre grunde."
Fagforbund er som pest
Han peger på flere tendenser i tiden, der har haft betydning for, at anti-fagforeningsbranchen er vokset så meget fra 1970'erne frem til i dag, hvor den årligt omsætter for omkring fire milliarder dollar (knap 20 milliarder kr.).
"Den mest oplagte grund er, at forskellen på den løn medarbejdere med og uden et fagforeningsmedlemskab skal have, er vokset dramatisk i USA i de seneste år. Forskellen er nu mere end 20 procent. Især fordi fagforeningerne kræver, at deres medlemmer modtager arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, og prisen for sundhedsforsikringer har været støt stigende i flere år. Dertil kommer, at mange amerikanske arbejdsgivere går rundt med en stærk ideologisk modstand mod fagforeninger. Meget sigende for det læste jeg for kort tid siden om en virksomhedsleder, der i Fortune Magazine sagde, at han så på fagforeninger, som europæerne i Middelalderen så på et udbrud af pest," siger John Logan.
Med den udvikling har firmaer som Jackson Lewis fået en helt speciel status på arbejdsmarkedet.
Tidligere blev de opsøgt af kunder, der stod over for et valg om fagforeninger, men nu opsøger de selv kunderne, og opfordrer dem til at bekæmpe fagforeninger.
"Det er en virkelig aggressiv branche fuld af selvtillid. Nogle af anti-fagforeningsvirksomhederne siger til kunderne, at de har en succesrate på mere end 95 procent, og de kaster om sig med slogans som 'Fagforeningen væk eller pengene tilbage'. De er også gode til at finde nye kunder og få dem til at købe tjenesteydelserne. Jeg har for eksempel lige læst årsregnskabet fra et sygehus i Californien. Sygehuset brugte flest penge på udstyr til nyrebehandlinger og næstflest på at holde fagforeninger væk," lyder det fra John Logan.
På vej til Europa
Ifølge John Logan har anti-fagforeningsbranchen nu også fået øjnene op for markedet på den anden side af Atlanten. En af branchens andre store aktører, konsulentbureauet The Burke Group, har allerede kontorer i Belgien, Tyskland og Storbritannien, hvor de har kunder som T-Mobile, Virgin Atlantic og Cable & Wireless.
Direktøren for The Burke Group, David Burke, har ikke ønsket at medvirke i denne artikel, men David Burke har til den britiske avis The Times sagt, at han har oprettet kontorer i Europa, fordi mange virksomheder gerne vil have hjælp til at komme af med fagforeningerne og deres 'dysfunktionelle restriktioner'.
John Logan er bekymret over udviklingen, men han mener anti-fagforeningsbranchen vil især vinde frem i Storbritannien. Ikke i første omgang i lande som Danmark.
"Vi ved fra mange studier, at disse anti-fagforeningskampagner har langvarige skadelige effekter på virksomhedernes arbejdsmiljø med faldende produktivitet og høj medarbejderudskiftning til følge."
"Helt afgørende, for om anti-fagforeningsbranchen alligevel finder fodfæste, er om lovgivningen og kulturen på hver enkelt arbejdsmarked tillader det. I Storbritannien åbnede premierminister Tony Blair for anti-fagforeningsbranchen med en lov fra 2000, der giver virksomhederne lov til at holde afstemninger om fagforeninger. I et land som Danmark er der ikke i dag de muligheder. Men man skal samtidig huske på, at disse anti-fagforeningsvirksomheder bare betragter deres aktiviteter som en forretning på linje med alle andre. Og i det øjeblik lovgivningen eller arbejdsmarkedets parter gør det muligt, så tilbyder disse virksomheder hellere end gerne deres service," siger professor John Logan