Det forekommer mig, at Rønn Hornbech føler sig mere og mere presset af den indsigt og viden, hun må have fået som integrationsminister. Hun ved politisk islam findes og vokser, men hun lader som om , vi kun har at gøre med en religion, som f.eks. kristendommen.
Når en ubehagelig sandhed går op for én, så er det menneskeligt, at man i første omgang reagerer med vrede. F.eks. reagerer mange sådan ved utroskab, at de bliver vrede på budbringeren, der beskyldes for at lyve, eller de lægger skylden på omstændigheder eller andre, der har banet vejen for utroskaben i stedet for at indse, at skylden må hvile på partneren, der har svigtet en tillid og et løfte. Senere indser man dette, når man har fået tænk efter og turdet åbne øjnene.
Rønn Hornbech må åbne sine øjne og vælge side, hun kan ikke længere balancere, stolen er ved at brase sammen under hende. Hun må vide, at det islamiske tørklæde på unge kvinder også her i landet er et symbol på islams lovgrundlag, et symbol den enkelte ikke i dag kan omdefinere, hvad enten hun bærer dette symbol frivilligt eller tvungent. Hvorfor mon en advokat i Ankara trænger ind i højesteret, dræber en dommer og sårer fire domsmænd på grund af en dom om et tørklæde? Hvorfor ser vi overalt i verden, at islamismen breder sig med tørklædet hånd i hånd med sharialoven og kvindeundertrykkelse?
Premierminister T. Erdogan, der ved, hvad han taler om, siger lige ud at “tørklædet er et politisk symbol”. Hvor mange tørklædebærende unge kvinder har Rønn Hornbech mødt, der offentligt erklærer, at de går fuldt ud ind for de vestlige frihedsrettigheder (og ikke Cairo-deklarationens menneskerettigheder) inkl. religionsfrihed og retten til at forlade islam uden straf, at de i det hele taget tager afstand fra sharialovens som lovgrundlag og heller ikke mener, at utroskab skal straffes som Koranen og hadith foreskriver. Og som siger, at love i et demokrati som vores ikke bør begrundes religiøst. Hvor mange unge kvinder kan Rønn Hornbech pege på, der bærer det islamiske tørklæde og kan, vil eller tør erklære dette offentligt både overfor muslimer og ikke-muslimer?
Rønn Hornbech står med det politiske ansvar, men tøver overfor den opgave, der ligger foran hende, som består i at vælge mellem islamisk politik og demokratisk politik. Det ironiske, eller tragiske om man vil, er, at Rønn Hornbech netop hele sit liv har talt om en adskillelse mellem religion og politik; “giv kejseren hvad kejserens er og Guds, hvad Guds er”. Men nu, da vi står i et afgørende vadested, og hun selv skal aflevere sit svendestykke som minister, svigter hun tilsyneladende. Vi kan i hvert fald konstatere, at hun nu forsvarer netop den sammenblanding af politik og religion, som hun tidligere har forsaget.
Rønn Hornbech skylder også de sekulære muslimer, der er her i landet, som i visse tilfælde er flygtet fra islamismen, at det ikke er islamismen hun støtter. Hun bør støtte de sekulære demokratisk sindede muslimer, som hun også er minister for. Hun må rette ryggen, åbne øjnene og vælge demokratiet. Der er et stort pres fra personer og bevægelser, der ønsker islamisk politik.
Men hun må vælge side.