Det indiske politi indførte i går udgangsforbud i den vestlige by Jaipur i et forsøg på at afværge voldelig gengældelse, efter en række bomber detonerede i tæt befolkede områder og dræbte mindst 80.
Myndighederne mistænker militante islamister for at stå bag eksplosionerne, og politiet rykkede hurtigt ud for at forhindre mulige sammenstød mellem byens hinduistiske majoritet og den betragtelige muslimske minoritet. Syv bomber detonerede tirsdag i Jaipurs gamle bydel, kaldet Den Lyserøde By, og indbyggerne holdes nu væk fra gaderne.
"Politiet har afhørt adskillige personer, men har indtil videre ikke anholdt nogen," siger A.K. Jain, en ledende politimand i delstaten Rajasthan, der har Jaipur som hovedstad.
Omkring 200 mennesker blev såret i eksplosionerne i den vestlige indiske by, siger A.K. Jain.
Politiet oplyser, at en ottende bombe, der ikke blev bragt til sprængning, blev fundet og uskadeliggjort.
"Selvfølgelig er det et terrorist-komplot," sagde A.S. Gill, politichefen i Rajasthan, få timer efter angrebet.
"Den måde, det er blevet gjort på, er et forsøg på at forårsage maksimal skade på menneskelige liv," sagde A.S. Gill.
Tempel var fyldt
Eksplosionerne begyndte omkring klokken 17.30 tirsdag. En bombe detonerede på en markedsplads tæt på et tempel viet til den hinduistiske abegud Hanuman. Hver tirsdag samles de bedende, og templet var derfor fyldt med mennesker.
En anden bombe sprang tæt på smykkemarkedet i Johari Bazaaren, der er en populær turistattraktion. Turistsæsonen sluttede dog i marts, og der er ingen forlydender om, at udlændinge er ramt af bomberne.
Et øjenvidne, Parikshit Bhandari, der så eksplosionen tæt på smykkemarkedet, fortalte, at der "var blod alle vegne og sårede mennesker på jorden". På de steder, hvor bomberne sprang, flød der efterfølgende med tabte indkøbsposer, sammenkrøllede cykler, ødelagte biler og væltede rickshaws, der er det mest populære transportmiddel i Jaipurs menneskefyldte stræder.
Mens efterforskningen fortsætter, er myndighederne allerede begyndt at skyde skylden på Pakistan og de islamiske militante grupper, som Indien beskylder nabolandet for at støtte.
"Man kan ikke udelukke, at en fremmed magt er involveret," siger Indiens viceindenrigsminister, Sriprakash Jaiswal, i et sprog ofte brugt til at referere til Pakistan.