15. maj 2008

Jernlady i modvind

Skrevet af: Christian Lehmann
Birthe Rønn Hornbechs varemærke som helt sin egen har været svært at forene med en ministerpost. Forholdet til Dansk Folkeparti er ikke ligefrem hjerteligt

En egensindig jernlady, der ikke er bange for at gå sine egne veje og ind imellem imod partidisciplinen. De kommende dage vil beskrivelser af den type formentlig stå i kø, når integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) skal portrætteres.

I de senere år - før hun i november 2007 blev integrations- og kirkeminister - har hun især fået ry som en venstre-politiker efter de venstreorienteredes hoved.

En repræsentant for 'anstændig borgerlighed', der kæmpede for ordentlige forhold for asylansøgere og for en respektfuld tone over for muslimer.

Men det image har hun ikke altid haft. Da hun som retspolitisk ordfører i 2001 udgav debatbogen 'En lige venstre', var det snarere hendes hårde holdninger i udlændingespørgsmål, som der blev fokuseret på.

"Ved at klage igen og igen over et afslag er der for masser af asylsøgere gode muligheder for at blive i Danmark i længere tid," skrev Birthe Rønn Hornbech for eksempel i bogen. Hendes afstandtagen til SR-regeringens udlændingepolitik var skarp - og i marts 2000 måtte Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen vise hende til rette i spørgsmålet om de såkaldte spontanflygtninge, der dukkede op i Danmark og bad om asyl. De skulle efter Rønn Hornbechs mening ikke have krav på at blive i Danmark. Men dét synspunkt var simpelthen for rabiat for Venstre.

Tilrettevist igen

I går gentog historien sig med omvendt fortegn. Med sin kronik i Politiken lagde Birthe Rønn afstand til de "fanatiske antimuslimer" bag Dansk Folkepartis kampagne mod tørklæder på dommere - og erklærede sig som modstander af et forbud mod religiøs hovedbeklædning i retssalene.

Igen måtte Anders Fogh Rasmussen vise hende til rette, og efterfølgende gik regeringstoppens beslutning Rønn Hornbech midt imod.

Spurgte man den standhaftige minister selv, ville hun formentlig fastholde, at der ingen modsætning er mellem, hvad hun sagde dengang, og hvad hun siger i dag.

Spørger man derimod Dansk Folkeparti er udlægningen en anden. 'Vejrhøne' stemplede man hende i december på forsiden af partiavisen Dansk Folkeblad.

Forholdet mellem Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folkeparti har mildest talt aldrig været hjerteligt.

Gang på gang har venstrekvinden skoset Pia Kjærsgaard og hendes partifæller for deres retorik og udtalelser.

"Det er uhyre betænkeligt, at landets tredjestørste parti har en leder, der står så langt fra det danske retssamfund, som Pia Kjærsgaard nu har givet til kende i flere omgange", sagde Birthe Rønn for eksempel i 2003 - efter at Pia Kjærsgaard havde kritiseret Højesteret for en dom, der gav EU-modstanderen Karen Sunds medhold i at kalde udtalelser fra DF-formanden for racistiske.

Og i en række sammenhænge har Rønn Hornbech kritiseret DF for 'udanske' angreb på muslimer. Sådanne udfald er ikke glemt i Dansk Folkeparti.

Nej til ministerpost

Den 64-årige tidligere vicepolitimester Birthe Rønn Hornbech har ikke lagt skjul på, at hun aldrig har set sig selv som ministeremne. Hun har hele tiden forbeholdt sig ret til at have sin egen holdning, og hun er i flere sager gået imod Ventres officielle linje: For eksempel i Tamilsagen, hvor hun i 1993 stemte for en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen - eller da et folketingsflertal i 1996 vedtog en særlov mod en række Tvindskoler. Den lov var grundlovsstridig, advarede Birthe Rønn Hornbech - og en efterfølgende højesteretsdom endte med at give hende ret.

Både i 2001 og 2003 sagde hun nej tak, da Anders Fogh Rasmussen tilbød hende posten som kirkeminister - men efter valget i 2007 endte hun med at sige ja.

"Det er jo lidt en luksus at råbe op og så ikke selv ville tage ansvaret. Det er jo dét, jeg har følt," sagde hun efterfølgende til Politiken.

Siden ministerudnævnelsen har der været stille om Hornbech - på trods af stor kritik af hendes håndtering af forhandlingerne omkring afviste asylansøgeres ret til en tilværelse uden for asylcentrene. Hun har nødigt udtalt sig til pressen og har også mødt kritik for det.

Netop den kritik kommenterede Anders Fogh Rasmussen i går med ordene:

"Den gang sagde jeg, at jeg er tilfreds med hendes tilbageholdenhed. Det, tror jeg, at alle nu forstår hvorfor."

Statsministeren
En kraftig advarsel til Rønn

Birthe Rønn Hornbech bliver ikke sat af ministerholdet. Men hun får en kraftig advarsel for sin kronik i Politiken i går, og statsminister Anders Fogh Rasmussen gør det klart, at han ikke forventer flere kontroversielle soloudspil fra hendes hånd, så længe hun er minister.

"Jeg har allerede i går, da det blev klart for mig, at den her kronik var på vej, gjort det klart over for Birthe Rønn Hornbech, at jeg er stærkt forundret over fremgangsmåden. Og jeg føler mig overbevist om, at det ikke vil gentage sig," siger han. "Vi har i Danmark den regel, at når en minister udtaler sig, så er det på hele regeringens vegne. Men her er det helt åbenbart for enhver, at Birthe Rønn har udtalt sig udelukkende på egne vegne," siger Fogh. ritzau

Peter Christensen
En arrogant tilgang

"Jeg synes, det er en arrogant tilgang til et så principielt spørgsmål, og så køre sit eget løb." Sådan lyder den kontante melding fra Venstres finansordfører, Peter Christensen, som langer ud efter sin partifælle, kirke- og integrationsminister Birte Rønn Hornbech, der i går i en kronik i Politiken skrev, at hun er imod, at tørklæder i de danske retssale forbydes ved lov. Peter Christensen er lodret uenig og mener, at hun burde holde sig til at være mere minister og mindre debattør.

"Jeg er ikke enig med Birthe. Jeg synes, det er mærkeligt at melde den holdning ud, når vi i partigruppen har diskuteret det, og der er et klart flertal for det modsatte synspunkt," siger han. ritzau

Naser Khader
Minister undervurderer fare

Politikerne kan frit ændre loven, så dommere ikke må bære tørklæder. Når Domstolsstyrelsen har konkluderet, at intet i lovgivningen hindrer tørklæder i danske retssale, så kan Folketinget ændre lovgivningen.

Det skriver Ny Alliances leder, Naser Khader, på sin blog, hvor han kraftigt kritiserer integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som "ser forkert".

"Pointen er, at ministeren totalt undervurderer den fare, islamisterne er for vores demokrati og vil igen ride galophesten Princip i den fuldstændig forkerte retning," mener han. Naser Khader har svært ved at bevare tilliden til hende. For nylig afviste hun at hjælpe de afviste asylsøgere til ens og ordentlig behandling, siger han. ritzau

Peter Skaarup
DF vil udvide tørklædeforbuddet

Dansk Folkeparti stiller sig ikke tilfreds, selvom de har presset regeringen til at gennemtrumfe et tørklædeforbud for dommerne: "Vi er tilfredse med, at det endelig er lykkes regeringen at tage stilling i den her sag, efter at vi længe har presset på. Men det er klart, at vi ikke er tilfredse med, at forslaget kun omfatter dommerne," siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup. Han og Dansk Folkeparti mener også, at forbuddet mod at bære religiøse og politiske symboler skal omfatte nævninge, lægdommere, skolelærere og andre offentligt ansatte. Og regeringen skal ikke forvente at have redet stormen af, når forslaget fremsættes i Folketinget efter sommerferien. "Vi vil tage en samtale med regeringen til den tid om, at tørklædeforbuddet også skal omfatte andre end dommere. Det er også i regeringens interesse, hvis de vil have flertal for forslaget," siger Peter Skaarup. ritzau


Source URL: http://www.information.dk/159258