Med sit: »Jeg kan slå Anders Fogh«, postulerede Helle Thorning-Schmidt sig til formandsposten i et socialdemokrati hungrende efter folkelig medvind. Hendes entusiasme var smittende, hun fremstod som et friskt pust i et parti, der føltes politisk så udslidt som det triumvirat af partispidser, der med indbyrdes stridigheder og blokdannelser havde tappet partiet for kræfter og troværdighed.

Helle Thorning-Schmidt blev et symbol på en ny begyndelse. Det rakte til valg og forventning. Valget står ved magt, men forventningen er afløst af utålmodig venten. Hvis man spørger en menig socialdemokrat. Truslen mod Fogh fortoner sig med dramatisk faldende tilslutning til partiet.

Hvorfor gik det så hurtigt fra forventningens milde medvind til den aktuelle mistrøstighed? Svaret er enkelt: Forventning må nødvendigvis hente substans i noget at forvente. Virkeligheden blev for partiets tillidsfolk fortrængt af drømmesynet, en socialdemokratisk statsminister tronende over et folkekært parti.

I den virkelighed, vi andre lever i, ventes på de markeringer, der skal genrejse partiet som en politisk kraft. Holdninger til den – efter i hvert fald klassiske socialdemokratiske begreber – provokerende politik, der bliver ført af Anders Fogh Rasmussen og konsorter.

Er tiden en anden?

Men håbet om en aggressiv oppositionsledelse er gjort til skamme. I stedet har vi fået en socialdemokratisk politik styret af forestillinger om, hvad folket kunne tænkes at ville have. Socialdemokratiet er blevet medspiller i det stemningsdemokrati, der har givet Venstre regeringsmagten, ved at gøre det folkekære socialdemokratiske velfærdsprojekt til sit. Med strategisk accept af de elementer i regeringens politik, der tilsyneladende er godkendt af befolkningen, mener Socialdemokraterne, at de har fundet nøglen til regeringskontorerne.

Men Helle Thorning-Schmidt slog ikke Fogh, da hun fik mulighed for det. Til trods for, at den igangværende samfundsudvikling skulle gøre det stadig nemmere at føre socialdemokratisk politik, mangler befolkningen slagkraftige markeringer af alternative muligheder. Hvad man kan konstatere, er et samfund, der på flere og flere områder fastlåses i en udvikling designet af det forhåndenværende liberalt-konservative flertal.

Har tiden flyttet sig fra de grundlæggende visioner, der i sin tid satte partiet i bevægelse mod dets mangeårige politiske dominans? Eller har partiet flyttet sig fra de tanker, der i et halvt århundrede fandt så bred folkelig opbakning.
Det sidste er tilfældet og forklaringen på, at Socialdemokraterne så desperat leder efter et projekt.

Samfundet har ændret sig, siger man. Præmisserne for at være socialdemokrat er ikke, hvad de har været. Velfærdsstaten er en realitet. Målet for socialdemokratisk stræben er fuldbyrdet. Ved en overfladisk betragtning kunne det se ud, som om partiet har sejret sig til overflødighed. Det er sådan, Venstre og Konservative gerne vil udlægge Socialdemokraternes situation. Det er den udlægning, Socialdemokraterne bekræfter med deres forsøg på at finde et ståsted i det nye årtusinde.

Solidaritet

Socialdemokraternes ståsted blev for mange år siden defineret af et menneskesyn, der hævdede den enkeltes ret til lige vilkår i samfundet. Det menneskesyn kan aldrig sejre sig til overflødighed. Der vil altid være en modgående bevægelse, der taler for den kloges, den velståendes, den rås ret til at forme virkeligheden. Den vil hævde, at den, der yder mest, skal have mest. Socialdemokraterne satte sig på Jorden for at sikre, at de, der ikke er så kloge, så velstående, så rå, får livsbetingelser, som er værdige for borgere i et civiliseret samfund.

Solidaritet er en fluktuerende størrelse påvirkelig af de vilkår, der råder i samfundet. Under indtryk af altings øjeblikkelige fortræffelighed synes den fortrængt. Forbrug er i vækstens hellige navn kanoniseret. Enhver yder efter evne sin skærv til grådige kasseterminaler og drager hjem med byttet som bevis på formåen. Skal et politisk parti bringe sit værdigrundlag i spil, fordi borgerne i tankeløs berigelsesrus for en tid glemmer eksistensens grundvilkår; omskiftelighed? Skal et politisk parti i sine bestræbelser for at vinde regeringsmagten bringe sig i overensstemmelse med enhver krusning, en lunefuld tidsånd måtte frembringe?

Socialdemokraterne søger en politik til dagen – måske finder de en. Den vil så være afstemt med, hvad andre mener. Man tilpasser sig Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis meninger. Man spørger, hvad folk mener, så man kan sikre sig at ligge på linje med det, der siges og tænkes i de mange hjem. Man opstiller et program, der efter spindoktorernes og partistrategernes bedste overbevisning skulle give partiet de profileringsmuligheder, der muliggør en effektiv markedsføring af Socialdemokraterne som troværdigt regeringsbærende parti.

Det fælles forfald

Det var ikke gustne overlæg, der formede Socialdemokratiets politik, da det for mange år siden blev stiftet. Det var forestillingen om, at den enkeltes medansvar for fællesskabet og det fælles ansvar for den enkelte kunne knæsættes som princip for landets ledelse. Velfærdsstaten og demokratiet, som de udviklede sig i det 20. århundrede, var danskernes svar på, hvordan de ville leve med hinanden.

Men samfundet er dynamisk. Velstandsudvikling, markedsøkonomi, liberalisering, indvandring og globalisering, som ingen havde drømt om et par generationer tilbage, satte samfundsmodellen under pres. Stigende velstand for flere og flere slækkede båndene mellem mennesker indbyrdes og følelsen af ansvar for det fælles.

Med den liberalt-kapitalistiske pisk svirpende i luften fik de fleste nok at gøre med at sørge for sit, sin uddannelse og sin omstillingsparathed

– loyaliteten blev vendt mod én selv. I valgfrihedens navn var der nok at tage af, hvis man havde gjort sig fortjent. Tilværelsen privatiseredes. Det fælles forfaldt. Og det gjorde Socialdemokraterne paradoksalt nok også.

I en tid, hvor partiet burde have insisteret på det menneske- og samfundssyn, der var grunden til dets succes, sløredes fokus af usikkerhed over en ny tids udfordringer. Hvad skulle arbejderklassens parti stille op med en arbejderklasse, som den almindelige velstandsstigning havde beriget med villa, Volvo og vovse? I den offentlighed, hvor partiet skulle hente tilslutning til sin politik, fremstod det initiativløst og utroværdigt. Det manglede overbevisende bud på de udfordringer, samfundet stod over for. Indvandringen og samfundets atomisering af en løssluppen markedskapitalisme. Skattestop og skattelettelser. Krig kom til, som en dansk statsminister i sin iver for at udleve sine forestillinger om aktiv dansk udenrigspolitik og forblændet af en uvederhæftig amerikansk præsident, fik Danmark engageret i. Sjældent har der i Danmark været ført en så udfordrende politik, med så tam en opposition. Med så fraværende socialdemokrater.

Tilbage til rødderne

Vejen frem for Socialdemokraterne går paradoksalt nok tilbage. Tilbage til de tanker, der gav partiet kraft til sin formidable indsats for skabelsen af et menneskeværdigt samfund. De tanker var ikke sløret i ordækvilibristiske forsøg på at behage og skabe tilslutning fra flest mulige. De opstod af et oprør mod menneskers udbytning af medmennesker. De tanker, der gav partiet styrke, var enkle, de var formet af den medmenneskelighed, der vender sig mod udstødelse, af den bekymring for den enkeltes velfærd, der udmønter sig i velfærdsorganisationer, som møder borgeren med den hjælp, der opstår behov for i et omskifteligt liv. Det er så enkelt, kan forstås af enhver og finde tilslutning blandt så mange, at det kan blive bestemmende for den politik, der former samfundet.
Hvis det bliver sagt.

Der er brug for at sige det igen, i en tid hvor resultaterne af markedskræfternes frie spil nedbryder fællesskabet og dets institutioner. Hvem er nærmere til at sige det end Socialdemokratiet?

Niels Kølle er redaktør