Videnskabsminister Helge Sander vil gøre det endnu bedre at være studerende, skriver ministeriet i en pressemeddelelse. Derfor holdt ministeren forleden møde med en række studenterorganisationer, hvor studenterpolitikerne kunne komme med en ønskeliste med konkrete forslag til, hvordan de studerendes forhold kan forbedres. Den største organisation, Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der repræsenterer flere end 120.000 studerende, var dog ikke inviteret med. Kun de mindre og partipolitiske studenterorganisationer Frit Forum, Liberale Studerende og Konservative Studerende, der skønsmæssigt repræsenterer 2.000 medlemmer, var indbudt til møde i tirsdags. I DSF undrer man sig over at være holdt udenfor: "Man kunne jo tolke det sådan, at ministeren kun indbyder dem, som er enige med ham, og som han kan forvente opbakning fra, når han i det kommende år skal forsvare sin upopulære universitetspolitik. Derfor holder han DSF ude, fordi vi kritiserer detailstyring, forsøg på indførelse af brugerbetaling og afskaffelse af gruppeeksamen. Og vi kræver mere medindflydelse og revision af universitets-loven i 2009, jf. en igangværende underskriftsindsamling," siger DSF's næstformand, Jeppe Mulvad Larsen, til Forskerforum.dk. DSF trodser dog ministerens selektive indbydelse og indsender også en ønskeliste.