På gårsdagens bestyrelsesmøde valgte bestyrelsen for Roskilde Universitetscenter (RUC) Christian S. Nissen som ny formand. Christian S. Nissen afløser Dorte Olesen som formand for bestyrelsen, efter at Dorte Olesen i april meddelte, at hun på grund af et stort arbejdspres ønskede at fratræde posten som formand. Christian S. Nissen ser frem til at påtage sig opgaverne som formand for RUC-bestyrelsen i en periode, hvor både RUC og hele den danske universitetsverden står i en udfordrende omstillingsperiode. Nissen har siden 2004 været eksternt medlem af bestyrelsen på RUC. Han er cand.phil. i samfundsfag fra Københavns Universitet, hvor han i 1967/68 var formand for Studenterrådet, og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. I årene 1972-77 var han adjunkt og lektor i international politik på Københavns Universitet. I perioden 1994-2004 var han generaldirektør for DR. Siden da har han arbejdet som rådgiver, foredragsholder m.m.