"Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie".

Den konkluderende sætning i Ludwig Wittgensteins Tractatus har i disse dage fået ny lokkende klang i den tavshed, som er opstået i østrigsk presse og tv efter opdagelsen af en af de mest modbydelige forbrydelser i alperepublikkens kriminalhistorie.

Tavshed? Nuvel, tag ikke fejl: Mediekanonaden er selvsagt mere overdøvende end nogensinde, og Amstetten er på alles læber. Men de intellektuelle tier. I al fald i offentligheden. Velformulerede og kritiske forfattere, filosoffer, sociologer og politiske tænkere er i Østrig til stede i den offentlige samtale i et helt andet omfang, end man kender det fra Skandinavien. Men nu glimrer de ved deres fravær. Også de almindeligvis flittigste kommentatorer holder sig i skindet. Man aner en moralsk stillingtagen:

"Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie."

Den østrigske folkesjæl

I stedet er det psykologer og terapeuter, som må supplere den voyeuristiske nyhedsjournalistiks rapporter om chokerende detaljer med rene pligttekster. Med behørig indfølelse bedyrer man, at dette jo i sandhed er en væmmelig og kedelig sag - ikke bare for ofrene, men for alle østrigere.

Tilløbene til analyse udgøres for det meste af mere eller mindre letkøbte koblinger mellem kælderen i Strasshof, hvor Natascha Kampusch sad indespærret i otte år, og kælderen i Amstetten: Oprindelsen til og forklaringen på overgrebene er at finde i 'den østrigske sjæls fortrængte natside' (eller i nytårskoncerternes og operaballernes skinverden ... eller i Habsburgbureaukratiet ... eller i Hitler, som jo var østriger ... eller i koncentrationslejren Mauthausen, som jo ligger i umiddelbar nærhed af hin kælder i Amstetten).

Sådanne amatøretnografiske besværgelser af en gruopvækkende ondsindet og kynisk folkementalitet, der skulle være typisk for Østrig, har stået at læse overalt - både i østrigske publikationer og i den internationale presse. Utilgiveligt dumme eller overmåde forenklede har disse betragtninger været - ofte begge dele på en gang.

Pater familias

Michael Fleischacker, chefredaktør for den konservative avis Die Presse, formulerede det meget træffende, da han pointerede, at man ikke behøvede at tage strømmen af absurde spekulationer om den østrigske folkesjæl alt for alvorligt.

Han mener, det handler om fortvivlede forsøg på at forklare det uforklarlige og om sproglige symptomer på "analytisk hjælpeløshed". Og den slags symptomer siger mere om deres afsender end om den virkelighed, de vil beskrive.

Dermed naturligvis ikke sagt, at man ikke skal søge efter forklaringer, herunder også mulige samfundsmæssige og kulturelle. Die Presses kulturredaktør, Anne-Catherine Simon, er muligvis på rette spor, når hun beskriver Josef F - "Incestmonstret fra Amstetten" - som en inkarnation af en af historiens mest forbryderiske institutioner nogensinde, nemlig det patriarkalske familieoverhoved, en figur, "som vi troede det var lykkedes os helt at fortrænge".

Denne figur, denne almægtige pater familias, har i det moderne samfund mistet sin position. Det er hans kriminelle krampetrækninger vi ser i de seksuelle overgreb og incestsager fra Dutroux over Kampusch til Amstetten:

"Et sidste tilflugtssted for den mand, som blev kastreret af lovgivningen og mistede sin almagt."

Og dog må man tale

Elfriede Jelinek er på samme spor i sin kommentar til Amstetten-affæren, som står at læse på hendes hjemmeside - Im Verlassenen (se: www.elfriedejelinek.com). I en del år har Jelinek valgt kun at offentliggøre sine seneste litterære tekster på nettet (fulgt op af et udtrykkeligt forbud mod at gengive eller citere dem i andre medier).

I disse dage offentliggøres også femte og afsluttende kapitel af hendes seneste såkaldte 'privatroman', Neid (misundelse). Efter romanerne Lust (lyst) og Gier (grådighed) konfronterer Jelinek på 936 A4-sider her en tredje dødssynd: Misundelsen, som fortærer alt på sin vej og dermed bliver en dødssynd imod alt levende.

I denne korte tekst eller rettere beretning om incestsagen fra Amstetten får denne katolske dødssynd selskab af de fleste af Jelineks mest hadede og elskede temaer: magt, løgn, kvindelighed, Østrig - og patriarkatet. Efter at have dannet sig sit billede af kvinden har patriarken - en figur i flere skikkelser: Fader, morfar og mand - opført sit kælderrige med hemmelige gange og nicher. Her er det alene faderens ord, som gælder - gudfaderens, gudmorfarens osv. ...

Måske kan Jelineks tekst blive begyndelsen til slutningen på den pludselige tavshed, som har ramt de østrigske intellektuelle. Det, hvorom man ikke kan tale, må man tematisere i kunst, litteratur og teater. Men kunst kopierer ikke virkeligheden, og litteraturen udgør sin egen virkelighed. Og selv når patriarkatet er blevet undermineret og er gået til grunde, selv når patriarkerne blot er et minde, vil der fortsat blive begået uhyrlige forbrydelser. Patriarkatet kan ikke forklare det uforklarlige, det kan ikke forklare tilfældet Josef F.

Og dog må man tale. Tale om, hvorfor børn skal have mulighed for at spørge og diskutere og ikke bare velopdragent adlyde. Tale om, hvorfor Østrig i lighed med de fleste andre europæiske samfund endnu ikke har formået at udvikle en postpatriarkal familiekultur. Om det må man tale. Også i Østrig.

Carl Henrik Fredriksson er chefredaktør for det europæiske kulturtidsskriftnetværk Eurozine i Wien

Oversat af Niels Ivar Larsen