Medlem af DR's bestyrelse Katrine Winkel Holm vil have sat en stopper for kvindekvoter. "Man sender det signal, at kvinder ikke kan kvalificere sig selv, men skal have en hjælpende hånd, som om kvinder er en lille smule hjerneskadede. Det er kvindeforagt i politisk korrekt indpakning", siger hun til netavisen 180 Grader. Katrine Winkel Holm har sat emnet på dagsordenen til et bestyrelsesmøde i juni, efter at DR's ledelse i en årsrapport har udtrykt en målsætning om, at 40 procent af alle lederstillinger i 2010 skal være besat af kvinder. "DR's ledelsespolitik bør være, at det udelukkende er kvalifikationer og intet andet, der bør være det afgørende. Som det står nu er det kamoufleret kvotetænkning," siger Katrine Winkel Holm til netavisen. Hun karakteriserer forslaget om, at kvinder skal udgøre en bestemt andel af lederstillingerne for "diskrimination", og hun mener, at det udgør en disrespekt for kvinder. DR's direktion har allerede sendt vejledende mål ud i organisationen om, at lidt over hver tredje leder i år skal være en kvinde, mens det i 2015 skal være hver anden.