Lever vi i en verden, der blev skabt af en Gud, som er almægtig, alvidende og algod? Det er de fleste kristne overbeviste om. Ikke desto mindre findes der et stærkt grundlag for at betvivle dette velkendte dogme: Verden indeholder enorme mængder af smerte og lidelse.

Hvis Gud er alvidende, kender han også omfanget af hele denne elendighed. Og hvis han er almægtig, kunne han have valgt at skabe en verden uden helt så meget lidelse - og hvis han er algod, var dette vel, hvad han ville og burde have gjort.

Hertil svarer kristne i reglen, at Gud jo har skænket os en fri vilje og følgelig ikke kan bære noget ansvar for det onde, vi påfører hinanden. Men dette svar er irrelevant i forhold til dem, som drukner i oversvømmelser, omkommer under jordskælv, eller dør af sult og tørst på grund af tørke.

Nogle kristne vil her henvise til, at vi som efterkommere af Eva i Edens Have alle bærer på den såkaldte arvesynd, som bestod i at førnævnte Eva trodsede Guds forbud mod at spise af Kundskabens Træ.

Det er en uhyrlig tanke af tre grunde: For det første fordi det impliceres, at kundskaber er af det onde, for det andet fordi ulydighed over for Gud udnævnes til største synd af alle og for det tredje, fordi den påståede syn kan nedarves til uskyldige efterkommere, der helt urimeligt risikerer at undgælde for den.

Og selv om vi måtte acceptere syndefaldsmyten er problemet ikke dermed løst. For dyr, som også lider under naturkatastrofer, nedstammer jo ikke fra Adam og Eva og kan følgelig ikke være belastet af nogen arvesynd.

Kan dyr ikke lide?

I tidligere tider, da arvesynden blev taget mere alvorligt end i dag, udgjorde dyrs lidelse et særskilt vanskeligt problem for tænksomme kristne.

Den franske 1700-talsfilosof René Descartes løste det med drastiske midler, idet han simpelt hen benægtede, at dyr kunne lide. Dyr, hævdede han, var blot en slags sindrige mekanismer, hvis skrig og dødskamp ikke skulle opfattes som tegn på smerte, lige så lidt som et vækkeurs ringen kan tolkes som et tegn på, at det er et bevidst væsen. Det er næppe et synspunkt, der vil overbevise mennesker, der holder hunde eller katte som kæledyr.

I sidste måned på Biola University, et kristent universitet i det sydlige Californien, diskuterede jeg Guds eksistens med den konservative kommentator, Dinesh D'Souza.

I den senere tid har D'Souza brugt megen tid på at debattere med fremtrædende ateister, men også han havde store vanskeligheder med at finde et tilfredsstillende svar på det problem, jeg har skitseret foroven.

Først sagde han, at da mennesker kan leve i al evighed i Himmerrige, så har den jordiske verdens lidelser mindre betydning, end de ville have, hvis vores liv hernede var det eneste, vi nogensinde fik. Det forklarer dog stadig ikke, hvorfor en algod Gud ville tillade disse lidelser.

Uanset hvor ubetydelige disse lidelser må forekomme under evighedens synsvinkel, ville verden helt sikkert være et bedre sted uden, eller i al fald uden hovedparten af dem. (Nogle hævder, at vi er nødt til at tåle en vis mængde lidelse for at kunne skelne, hvad der gør os lykkelig. Det er muligt, men vi har næppe brug for helt så meget af den, som vi nu må døje med).

Vi kan ikke klage

Dernæst hævdede D'Souza, at da Gud har skænket os livet, kan det ikke tilkomme os at klage, hvis vores liv ikke er perfekt. Han anførte et eksempel, hvor et barn fødes med et manglende ben. Hvis livet i sig selv er en gave, sagde han, begås der ingen uret imod os, hvis vi får mindre, end vi kunne ønske os. Jeg henviste i mit svar til, at vi forholder os moralsk fordømmende til mødre, som har skadet deres barn ved at indtage alkohol eller kokain under graviditeten. Men eftersom de har skænket deres børn livet, kan vi efter D'Souzas opfattelse ikke være berettiget til at bebrejde dem dette.

Endelig faldt D'Souza - som så mange andre kristne gør, når man presser dem - tilbage til påstanden om, at vi ikke skal forvente, at vi kan fatte Guds grunde til at have skabt verden, som den er. Det ville jo være på samme måde, som hvis en myre forsøgte at forstå vores beslutninger - så bittelille er vores beskedne intelligens i sammenligning med Guds uendelige visdom. (Det er samme svar, der gives, om end i mere poetisk form, i Jobs bog). Men giver vi først afkald på vores forstandsevner på denne måde, åbner vi op for at tro på hvad som helst.

Gud er et klummerhoved

Ydermere så forudsætter påstanden om, at vores intelligens er bittelille i sammenligning med Guds jo netop det dogme, som er til diskussion her - at der findes en gud, som er alvidende, almægtig og algod. Vi kan med vores øjne se mængder af evidens, der gør det langt mere plausibelt, at verden overhovedet ikke er skabt af nogen Gud.

Hvis vi imidlertid vil insistere på at tro på en guddommelig skabelse, så er vi også nødsaget til at indrømme, at den Gud, som har skabt verden, ikke både kan være almægtig og god. Han må altså enten være ondsindet eller et klummerhoved.

Peter Singer er professor i bioetik på Princeton University

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen