Endelig er der nogen, der giver statsministeren et godt råd - og så følger han det ikke.

I går foreslog de radikales Margrethe Vestager, at statsministeren lader Dansk Folkeparti besætte posten som integrationsminister.

"Så ved vi, hvad vi har med at gøre," sagde Vestager.

Og sandt er det da, at Dansk Folkeparti bestemmer dansk udlændingepolitik. Det måtte Birthe Rønn Hornbech allerede tage til efterretning, da hun troede, at det var hendes opgave som nyudnævnt minister at lave et bredt forlig om at menneskeliggøre forholdene for de afviste asylansøgere. Det havde statsministeren nemlig lovet. Men det blev, som Pia Kjærsgaard forlangte: Et smalt forlig om ikke at gøre noget.

Og nu i forgårs ... Da gav Fogh et rumpespark til Rønn Hornbech, så det kunne høres fra Skagen til Gedser. Posten som integrationsminister er reelt ledig. Så giv den dog til Pia Kjærsgaard. Dermed kommer ansvaret til at følge magten. Og vil hun ikke være integrationsminister, så gør hende til disintegrationsminister. Det passer også bedre til den førte politik.

Lad fætrene dele

Når Rønn Hornbech er ude, bliver Kirkeministeriet også ledigt. Det kan Fogh give til Søren Krarup. Eller eventuelt dele Kirkeministeriet mellem Søren Krarup og Jesper Langballe, så Krarup bliver minister for folkekirken, og Langballe bliver minister for andre trossamfund - med titel af 'hedningeminister'.

Justitsministeriet bliver også snart ledigt, når de konservative sætter Bendt Bendtsen på skånejob, og Lene Espersen rykker op som hans afløser. Så kan Fogh gøre Peter Skaarup til justits-minister. Måske vil det indebære en mindre skinger tone end den, Espersen har anslået.

Finansministeriet må også forventes ledigt, idet Lars Løkke hopper et hanefjed baglæns ud af sit kontor for hvert et bilag, som han kommer i tanker om, at han har fået refunderet uretmæssigt. Løkkes stol venter på, at Kristian Thulesen Dahl slår sin hale i den.

Ved at pynte sin regering op med landets reelle magthavere opnår Fogh oven i købet en tillægsgevinst. For når man bliver minister, skal man efter dansk tradition opføre sig civiliseret. Sådan nogenlunde.

Det betyder, at man for eksempel ikke kan indrykke hadske og hetzende annoncer, der gør en hel befolkningsgruppe til fjender. Hvis en debat handler om tørklæder, må man ikke lyve og påstå, at den handler om burkaer.

I det hele taget får man sin ytringsfrihed begrænset, når man bliver minister. Det kan en snart forhenværende integrationsminister bekræfte. Hvis hun da overhovedet tør sige noget.