Efter en måned i Mellemøsten blandt venlige mennesker, der højst griner smørret, når de hører, man er fra Danmark, er det et regulært kulturchok at komme hjem.

Ikke alene er de pisse- strikse i lufthavnen - når man lukker avisen op næste morgen, er socialdemokraterne gået i selvspin af galopperende tørklædeskræk. Det viser sig, at folkepartiet har haft nogle annoncer kørende, hvor en burkaklædt dommer sidder parat til at banke hovedet ned i maven på alle kristne med en træhammer.

Socialdemokraternes ordfører på området har sin rod i omegnen af Vorbasse Krigshavn, og han ved nok, hvordan man bringer andemad i kog. Men det gør hans parlamentarikerkollega Jesper Langballe fra folkepartiet også.

Han er blevet noget af en darling hos alle vort lille gylleduftende lands hårdnakkede rygere og drikkere efter en optræden hos Torben Steno på DR2 her for et par måneder siden, og nu har han været på Byens Kro i København, som er en af de intellektuelle røgborge i hovedstaden, men selv der må man åbenbart ikke sætte kog på snadden, så Langballe har været ude på fortovet med sit rygetræ, og der er han blevet overfaldet.

Der er ikke sket noget, og egentlig ville han slet ikke gøre noget ud af det, men sådan spiller hammondorglet ikke i folkepartiet. Det skal anmeldes, skal det, og det bliver det.

Partiet får på den måde både i pose og sæk, men da Tv- Avisen med en dristighed, der nærmer sig det vovede, mener, at det da måske kan være ret fin reklame med den slags, hidser formand Pia sig vældigt op og minder om det enorme stykke "arbejde", hun og andre parlamentarikere udfører, og påkalder sig i den anledning respekt.

Men der er noget, hun - og andre moderne levebrødspolitikere - ikke har fattet. Ideelt set, i et egentligt demokrati, er det ikke et arbejde at være politiker. Ens arbejde er noget andet, det er en del af ens adkomst til at være i tinget. Politiker er noget, man OGSÅ er.

Proportioner

I Beirut besætter Hizbollah hele den vestlige del af byen, ud til havet. Det er den lidt mondæne del af byen, hvor man kan købe alle de bøger, man ikke kan få andre steder i Mellemøsten. Man kan også købe, som jeg gjorde, den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish's bog om den israelske belejring og skamskydning af dette 'Mellemøstens Paris' i 1982, da palæstinenserne skulle drives væk.

Hizbollahs besættelse får omkring et minut i dagens tv-avis, og i de følgende måske otte minutter ser vi så, hvordan en kvindelig ægteskabskonsulent kæmper for at redde et bondepar ude i Jylland fra den skilsmisse, der ellers kunne blive følgen af, at deres bedrift er blevet så stor, at de må have folk, og så kan man aldrig være alene med hinanden mere.

Proportionsforvrængning? Ved ikke. Spørg måske Harald Nielsen, der i lørdag aftens Far til fire møder sin Mie, alias Rudi, og rejser til Bologna, der ligger og roder i bunden af Serie B nu, hvor den nordjydske målsluger har forladt dem.

Eller spørg tolken, ham fra Irak med de to koner. Den slags bigami vil vi ikke finde os i. Sådan noget svineri, hvæser en ung mand fra det socialdemokrati, der synes at være på vej til at ødelægge sig selv med moralske spekulationer, man ellers troede overstået for 50 år siden. Kan vi ikke sende den umage trekant til England?

Det Hellige Land

Ellers har tv været - og er endnu - én lang fejring af staten Israels 60 års fødselsdag. Fra zionismens opståen for en hundrede år siden over Holocaust og FN-beslutningen i 1947 til i dag. Indtil videre kulminerende med Exodus, altså udvandringen, både i Hollywoods version med Paul Newman og Eva Marie Saint og i 'virkeligheden', som består af interviews med folk, der var med, og klip af gamle filmrevyer.

I skrivende stund er vi kun nået til 1948, briterne har netop forladt området, og vi har hørt Menachem Begin fortælle om massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin lige uden for Jerusalem den 9. april 1948. Begin var ved den lejlighed chef for Irgun, den jødiske terrorgruppe, der kæmpede for den kommende jødiske statsdannelse, og Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed.

For palæstinenserne er massakren i Dayr Yasin siden kommet til at stå som selve begyndelsen til deres exodus og diaspora, udlændighed.

Menachem Begin var israelsk premierminister i 1982 under belejringen af Beirut, og han stod således sammen med sin forsvarsminister Ariel Sharon bag myrderierne i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, Sabra og Shatila.

Mahmoud Darwish har skrevet om det i sin tidligere omtalte bog. Han ser den forfærdelige jødiske forhistorie som et spøgelseslag under den desperate og paranoide retorik i Begins erklæring på amerikansk TV:

"Disse palæstinensere er ikke mennesker. De er dyr, der går på alle fire."

Darwish kommenterer: "Vi er ikke mennesker, fordi vi ikke tillod ham at besætte en arabisk hovedstad ... Det er de mennesker, han tilintetgjorde i Dayr Yasin, der vender tilbage som spøgelser, alle dem, han lod forsvinde ud af tid og rum, så han alene kunne påtvinge tid og rum sit eget nærvær."

Med Bibelens gamle testamente som begrundelse. Belejringen og ødelæggelsen af Jeriko. Og spøgelserne er mange, også alle ofrene for den feje, løgnagtige, gamle britiske mandatregering, med alle dens brudte løfter til både jøder og arabere tilbage fra tiden omkring Første Verdenskrig.

Sagaen om Israels fødsel, en af det tyvende århundredes største og forfærdeligste fortællinger, mangler indtil videre på dansk TV en hel del: Hele den palæstinensiske del. Og den mangler en analyse af de religiøst dogmatiske knuder, der skal løses, hvis det stakkels udpinte område, der står lige midt i centrum af hele verden, nogensinde skal kunne finde den fred, der er nødvendig for os allesammen.

På mange måder er jøderne og palæstinenserne samme folk, de har fælles rod, de har næsten fælles sprog. I hvert fald hvad de ord angår, der betyder noget. Ordet 'fred' f.eks. - på hebraisk hedder det, som overskriften på denne anmeldelse, shalom.

Araberne siger: "Salam!"

Tv-Avisen, DR 1

DR 2 Ugetema: Israel indefra, sendt 5.-13. maj