Højrefløjen har rejst sig som en mur gennem hele Europa. Silvio Berlusconi har genvundet magten i Italien, og både Frankrig, Tyskland og Holland har oplevet en socialdemokratiske detronisering i løbet af det sidste år. I april valgte romerne den tidligere neo-fascist Gianni Alemanno som borgmester, og samme måned vandt den konservative EU-skeptiker Boris Johnson borgmestervalget i London. Tre EU-lande er i dag centrum-venstre ledet, og kun syv af alle Europas 38 regeringschefer tilhører centrum-venstre. Højrefløjen har kontrol over kontinentet.

For blot 10 år siden var billedet et andet. Det var dengang Bill Clinton sad i Det Hvide Hus og holdt møder med en bredt smilende Tony Blair, Frankrigs Lionel Jospin og Tysklands Gerhard Schröder, mens Poul Nyrup, Gro Harlem Brundtland og Ingvar Carlsson hyggede sig på Marienborg. 13 ud af EU's 15 medlemslande i sluthalvfemserne var den gang centrum-venstre-regeret.

Nok hyggede de sig på venstrefløjen, men nu er det svært at se, hvad visionerne og de politiske programmer førte med sig, lyder kritikken i dag.

"68-generationen havde pludselig fået magten, men var usikker på, hvordan man brugte regeringsmagten til at gennemfører sine politiske drømme," som den tidligere europaminister for Labour i Storbritannien, Denis MacShane, udtrykte det i en kronik i Newsweek i denne uge. Og den kritik bakkes op af den britiske professor i sociologi Anthony Giddens, der var inspirator til Blairs New Labour og forfatter til bogen Den tredje vej, der blev en bibel for verdens socialdemokrater.

"Centrum-venstre havde svært ved at få gennemført reformer på de kerneområder, hvor deres styrke tidligere lå. I stedet blev regeringerne dybt upopulære - de var simpelthen ikke i stand til at løfte befolkningen med sig ind i forsøget på at reformere velfærdssystemet, arbejdsmarkedet og pensionsordningerne, " forklarer Anthony Giddens.

I nogle europæiske lande hang det problem sammen med regeringens tætte forhold til fagforeningerne, der har en tendens til at modsætte sig en hver form for ændring af det hårdt tilkæmpede velfærdssystem, mener Anthony Giddens. I andre lande var det simpelthen mangel på politisk vilje og mod.

"Gerhard Schröder, Lionel Jospin og Italiens Romano Prodi i sin sidste regeringsperiode fandt det tilsyneladende helt umuligt at gennemfører de reformer, de menter deres land havde brug for."

Kommunikationen med befolkningen glippede, og de endte med at se svage ud. Og så mistede de magten.

Fiaskospiralen

Hårdest er det gået ud over de europæiske socialdemokrater. Sammen med tabet af magten har partierne lidt massiv tilbagegang i næsten alle europæiske lande. I Tyskland er SPDs medlemstal faldet med en tredjedel på de sidste 10 år, og oven på det dårligste valg i 100 år står de danske socialdemokrater med de værste meningsmålinger, siden Nyrup jonglerede med efterlønnen.

Selv i Storbritannien, hvor arbejderpartiet endnu sidder på magten, står partiet til en voldsom tilbagegang. Sidste måneds lokalvalg var en drøj omgang for Tony Blairs afløser Gordon Brown, der kunne vågne op til avisoverskrifter som "Blodbad for Brown" og "Sort Fredag", da stemmetallene var gjort op. De Konservative fik godt 44 procent af stemmerne, De Liberale Demokrater 25 og Labour kun 24 procent, hvilket efterlod partiet med 200 færre pladser i lokalrådene. Og opbakningen på landsplan følger med nedturen. I juni 2007 stod partiet til 38 procent af stemmerne - i den sidste måling var den faldet til 28 procent. Det giver dybe rynker i panden på den europæiske venstrefløj

"Fra 1997 og 11 år frem var det britiske labourparti ustoppeligt," siger Anthony Giddens.

"Centrum-venstre-regeringer var slet ikke så stabile i lande som Italien, Frankrig, Tyskland, Danmark og Sverige, men her i landet stod Tony Blair virkeligt solidt, selv efter den katastrofale beslutning det var at gå i krig i Irak."

Men en stor del af den succes skyldes tilsyneladende personen Tony Blair. Da han i juni 2007 trådte tilbage og efterlod embedet til den tidligere finansminister Gordon Brown, vendte opbakningen.

"Det træk fik ikke nogen heldig udgang. Efter så mange års dominans er partiet nu pludselig i dybe problemer. Lokalvalgene forleden viste det værste resultat i 40 år, og Labour fik færre stemmer end den ellers kroniske 'treer' i britisk politik, The Liberal Democrats".

Seriøs leder til seriøse tider

Gordon Brown startede ellers pænt ud som ny leder af Labour-partiet. Briterne var ved at være trætte af Tony Blairs brede smil, og efter de første måneder på jobbet vendte Brown en ellers nedadgående spiral, der så småt var ved at tage fat i Blair.

"Brown har en ganske anden stil," forklarer Giddens.

"Han er seriøs, smiler ikke og spiller ikke så meget på charme som Blair. Men befolkningen var glade for forandringen i begyndelsen. De var efterhånden ved at være trætte af at se på Tony Blairs smørrede grin og Brown iscenesatte sig selv som 'a serious leader for serious times'. Han var anset for at være mesteren af politisk strategi og en person med en langt mere ambitiøs og vidtrækkende politisk agenda, end Blair nogensinde var i stand til at skabe."

Faktisk skal en stor del af Labours fremgang i 90'erne tilskrives Gordon Brown, mener Anthony Giddens, der på det tidspunkt sad meget tæt på Tony Blair. Som skatteminister og senere som finansminister sad Brown som ansvarlig i en periode af ubrudt vækst i Storbritannien og muliggjorde ifølge Giddens en voldsom udvidelse og forbedring af skoler, hospitaler og den social velfærd.

"Men en succesfuld omgang med nationens finanser er ikke nødvendigvis en god forberedelse til jobbet som nummer et - tværtimod. Det viser adskillige fortilfælde," siger Professor Giddens, der undlader at nævne Mogens Lykketoft som et uheldigt eksempel.

"Se på den tidligere Canadiske finansminister Paul Martin, der havde en fantastisk tid som finansminister. Han blev premiereminister i 2003, men skuffede fælt og kostede regeringsmagten ved det efterfølgende valg."

Gordon Browns problemer startede i september sidste år, mener Anthony Giddens. På det tidspunkt førte han i meningsmålingerne, og et hurtigt valg ville have givet ham fem år i Downing Street i stedet for de to, han havde arvet af Blair.

"Men han kunne ikke bestemme sig og vævede over emnet i flere uger. Da han endelig besluttede sig for ikke at gøre noget, havde han undermineret sit gode rygte som beslutsom og stærk politiker, og befolkningen begyndte at se ham som en svag leder, der hellere undgår konfrontationer. Han lavede flere fejl, der styrkede billedet af en svag leder. For eksempel underskrev han Lissabon-Traktaten alene - efter alle andre ledere havde underskrevet deres del. På den måde stødte han både modstandere og EU-tilhængere fra sig."

Ingen vision

Men hvad der er meget værre for de europæiske socialdemokrater, påpeger Giddens, er deres mangel på visioner med centrum-venstre. De ryster på hænderne og famler rundt efter politiske programmer, de kan støtte sig til for siden at forlade dem, mener han.

Og Gordon Brown inkarnerer denne usikkerhed.

"Brown har tit talt om sin 'vision' for centrum-venstre, men det er helt og aldeles uklart, hvad den vision egentlig er. Jeg havde virkelig regnet med, at han ville indtage embedet med et klart program for, hvordan han ville flytte Labour fra Blair-årene - bygge videre på de politiske resultater og føre dem videre. Men intet kom. Han havde tilsyneladende ikke engang gjort sig klart, om han ville videreføre Blairs forsøg på at indføre mere diversitet og konkurrence i den offentlige sektor, eller om han ville genindføre et mere traditionel syn på staten."

Briterne skal senest til valg næste gang i maj 2010. Hvis resultatet fra forrige uges lokalvalg gentager sig, vil De Konservative være tilbage ved magten med en meget stor majoritet, anfører Giddens. Han mener ikke, at Labour vil fyre Gordon Brown inden næste valg, men ser for sig et kolossalt stykke arbejde for Labour, hvis skuden skal vendes. Og det gælder hele Europas venstrefløj. Ordet krise er for mildt.

"Vi må spørge os selv: er der noget mere udefinerbart og grundlæggende galt, med Europas venstrefløj? Er der noget i de programmer, man forsøger at lægge frem, man simpelthen overser? Alle venstre-partier har kæmpet hårdt for at finde et dækkende modsvar til vælgernes største bekymringer i tiden - migration, kriminalitet, terrorisme og undermineringen af den nationale identitet. Det er de områder, der er direkte skyld i socialdemokraternes valgnederlag selv i lande, hvor de har stået stærkt - i Skandinavien for eksempel. Højrefløjen kan fremfører klare 'løsninger' til de problemer - som nationalisme - der vil være helt utænkelige for nogen på venstrefløjen," siger Anthony Giddens, dog uden selv at turde give et bud på venstrefløjens modtræk til de problemer.

"Jeg havde håbet på, at Gordon Brown havde et svar til de europæiske socialdemokrater. Et nyt program, der ville inspirerer venstrefløjen langt ud over Storbritanniens grænser - ligesom Tony Blair gjorde, da han dannede regering i 1997. Men det er klart nu, at selv om Brown skulle klare den i Storbritannien, kommer han ikke til at inspirere nogen. Han kommer ikke til at formulere det nye ideologiske program, som centrum-venstre har desperat brug for. Al reformiveren og al initiativ kommer fra højrefløjen, og jeg kan ikke se, hvordan det skal ændre sig med den nuværende generation af politikere."