Kulturkampen er ikke død. Den udkæmpes stadig mange steder i det danske samfund. Den udkæmpes ved eksamensbordene rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner. For gruppeeksamen er og bliver åbenbart et omstridt begreb i dansk uddannelsespolitik. Rektor ved Professionshøjskolen i København, Stefan Hermann, er ikke i tvivl om, at der er bestemte problemer tilknyttet denne eksamensform.
“Men,” tilføjer Hermann, “er svaret på problemerne, at man afskaffer skidtet? Det er jeg ikke så sikker på. For der er ingen tvivl om, at eksamensformen - ikke mindst i et undervisningssystem, som er mere og mere præstationsorienteret - er motiverende og til dels også styrende for tilrettelæggelsen af undervisningen og de studerendes adfærd”.
Det var Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, som i Folketinget i sidste uge karakteriserede striden om gruppeeksamen som en “kulturkamp”. Schmidt-Nielsen mener, at regeringens og Dansk Folkepartis modstand mod et forslag om at genindføre muligheden for gruppeeksamen på landets universiteter er et udslag af en renlivet ideologisk tankegang.
“Jeg mener, det er en håbløst gammeldags og forbenet politik,” forklarer Schmidt-Nielsen.
“Hvis man ser helt pragmatisk på gruppeeksamen, kan de fleste se, at det er en god idé. Det siger alle på området - elever, lærere, aftagere af de studerende. Og jeg mener, man tager uddannelsessystemet som gidsel i en ideologisk kamp.”
For Johanne Schmidt-Nielsen er der altså tale om et enten-eller. Enten ser man pragmatisk på problemet, og så er gruppeeksamen en god og nyttig eksamensform. Eller også er man ideologiens vold og farer frem med bål og brand mod muligheden for at blive eksamineret i fællesskab. Af disse to muligheder påberåber Johanne Schmidt-Nielsen sig noget så prisværdigt som fornuften:
“Jeg synes faktisk, det er sund fornuft at lytte til alle de mennesker, der har noget med uddannelse at gøre, og hvis de enstemmigt siger, at gruppeeksamen er et godt redskab, mener jeg også, at det er sund fornuft.”
Det interessante er, at en tilsvarende argumentationsform findes hos modstanderne af gruppeeksamen. Her er man også hurtig til at erklære, at man står på den sunde fornufts grundlag, mens tilhængerne af eksamensformen beskyldes for at være marionetter i et større tankesystems forførende og gedulgte spil.
“Jeg mener, tilhængerne er ude i et ideologisk korstog,” siger Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti således.
“Der er helt klart tale om en ideologisk kollektivisme, og når jeg siger det, er det, fordi de folk, der fremsatte beslutningsforslaget, er totalt argumentresistente.”
Jesper Langballe er enig i, at han gerne i denne sag vil være advokat for den sunde fornuft. Men hvordan kan han være sikker på, at det netop er ham og ikke f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen, der fører fornuftens tale?
“Det er man altid rimelig sikker på selv. Det har jeg ikke nogen, jeg kan gå hen og spørge om. Det må jeg jo afgøre med mig selv,” siger Langballe.
Men måske er der en anden ting, som Jesper Langballe og de øvrige kombattanter i eksamensstriden ikke selv kan afgøre. Nemlig at netop et begreb som gruppeeksamen har en kraftig symbolværdi og uvilkårligt giver en række associationer, som er forbundet med stærke ideologiske spændinger.
‘Gruppeeksamen’ - ordet udløser alle disse billeder fra en svunden og forkætret epoke. Studenteroprøret og 68-generationen. Venstrefløjens stjernestund. Gensynet med omfattende politiske og idémæssige stridigheder springer pludselig midt i eksamensdebatten frem som en trold af en æske.
“Der er ingen tvivl om, at der er tale om en kulturkamp af en eller anden slags,” konkluderer professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet.
“Gruppeeksamen begyndte at komme ind i det danske uddannelsessystem i tiden efter 1968 og frem. Så det har jo på mange måder været et opgør med den gamle, traditionelle eksamensform, hvor man enten sad i en gymnastiksal eller kom ind til det grønne klæde og trak et spørgsmål. Derfor ville man prøve at lave det mindre autoritært. Så der ikke sidder to mennesker og overhører én, men at man er i en gruppe. Det er et oprør mod det gamle, autoritære system, hvor det alt andet lige virker mindre belastende, fordi man sidder nogle stykker over for autoriteterne.”
Rektor Stefan Hermann ved Professionshøjskolen i København mener, der fagligt set er både styrker og svagheder ved gruppeeksamen:
“For så vidt vi som samfund, professioner og fag siger, at det er ekstremt vigtigt at få udviklet de studerendes evne til at samarbejde, skal man selvfølgelig også tilrettelægge uddannelserne derefter. Der er det klart, at den eksamensform, man vælger, kan ramme dette mål mere eller mindre. Det er et argument for gruppeeksamen. Så må man bare være åben og anerkende, at det kaster nogle problemer af sig. Ellers er man ude i et ideologisk ærinde. Problemerne er, at man tenderer mod at give karakterer på samme niveau på trods af kvalifikationsforskelle blandt de studerende. Det, jeg bare vil sige, er: Er vi nu sikre på, vi har undersøgt mulighederne for at få en differentieret karaktergivning? Det er jeg ikke så sikker på. Måske fordi der går kulturkamp i den i begge lejre.”
Derfor ville Hermann også ønske, at man kunne få gjort diskussionen mere klinisk og afideologiseret. Men han indser, at det er vanskeligt. Netop fordi ideologi og kulturkamp var en uløselig del af indførelsen af gruppeeksamen i sin tid:
“Der er ingen tvivl om, at projektorienterede arbejdsformer, bruddet med klassisk pensumtænkning, gruppearbejde og -eksamen, er noget, der kommer med reform- og projektpædagogikken i Danmark. Og RUC er en institutionalisering af det. Men derfor har det også været svært at spørge kritisk til det uden at blive sat i forbindelse med den sorte skole.”
Jesper Langballe vedgår gerne, at der ligger denne omstridte symbolværdi i begrebet:
“Sådan er det jo. Der er helt klart tale om efterklange af 68 i det her.”
Alligevel er han overbevist om, at han sagtens kan manøvrere sig fri af den ideologiske omklamring:
“Det er ikke det, der spiller en rolle for mig i dag. Som forskningsordfører, der beskæftiger sig utroligt meget med universitetssager, støtter jeg jo for det meste universiteternes integritet. Og det er jo 68’ere og ræverøde folk, der er tale om, og det anfægter mig ikke det mindste. Men i den her sag om gruppeeksamen går jeg på en vis måde imod det, jeg plejer at stå for. Og det kunne jo netop være, fordi jeg ikke er ude i et ideologisk korstog, men faktisk står for den sunde fornuft.”
Heller ikke undervisningsminister Bertel Haarder mener, at han lader sit standpunkt påvirke af de nærmest uundgåelige associationer.
“Dem har jeg ikke,” fastslår han.
“Jeg er selv 68’er, og det var ikke forkert alt sammen. Jeg betragter tingene helt sagligt. Jeg er ikke ude på hævn eller et ideologisk korstog. Jeg er undervisningsminister, og jeg er minister både for 68’ere og andre.”
Men selv om Haarder altså tilsyneladende opererer med den velkendte opsplitning mellem sin egen fornuft og saglighed og modstandernes gustne kampagne, viser der sig dog en mindre sprække i hans argumentation:
“Du må gerne kalde uenigheden om eksamensformen for et værdispørgsmål. Nemlig at det gælder, at den enkelte har krav på en individuel vurdering, og at man ikke skal kunne få en god karakter i kraft af noget arbejde, som andre har leveret. Gruppeeksamen bliver desværre misbrugt til at give alle i gruppen den samme karakter. Og det er fuldstændigt uacceptabelt.”
Og her er det måske, at undervisningsministeren og Johanne Schmidt-Nielsen alligevel kan mødes på den samme kampplads.
“Hvis man skal sige, der ligger et værdimæssigt opgør i diskussionen, er det i spørgsmålet, om man vil satse på individet eller fællesskabet,” konkluderer sidstnævnte og fortsætter:
“Det er direkte destruktivt for uddannelsessystemet og videnssamfundet, hvis man afskriver at udvikle viden i fællesskab. Jeg vil gerne have et samfund, hvor vi deltager aktivt og er i stand til at fungere sammen, arbejde sammen, udvikle sammen, være engagerede sammen. Jeg ønsker et samfund, hvor fællesskabet og det at skabe et fællesskab er i fokus.”
Den enkelte kontra de samlede kræfter. Er det her et sted, vandene deler sig? Noget kunne tyde på det. For Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen tager uden tøven Johanne Schmidt-Nielsens handske op:
“Det drejer sig om, om den enkelte har lært noget, og om den enkelte er i stand til at præstere. På den måde kan man godt sige, at vi står på en mere traditionel opfattelse af, hvad faglighed er. Det er et spørgsmål om, at det, der har første prioritet, er, at man får lært det, man skal lære. Og jo bedre den enkelte er, jo bedre vil den enkelte også kunne fungere i en gruppe - eksempelvis efterfølgende på arbejdsmarkedet.”
Ved at nævne dette sidste ord er det dog lige før, Martin Henriksen på samme tid vender hele debatten på hovedet og begynder den forfra. For under Folketingets debat argumenterede Johanne Schmidt-Nielsen netop for gruppeeksamen ved at henvise til, at Dansk Industri går ind for denne eksamensform. Enhedslisten og erhvervslivet arm i arm. Har vi bevæget os over i den omvendte virkelighed? Vil Jesper Langballe mon nu give Marianne Jelved ret, når hun eksempelvis har påpeget sammenhængen mellem den globale verden og behovet for gruppeeksamen? Nej, det vil han trods alt ikke.
“Jeg havde en globus i mit børneværelse, da jeg var barn. Den var faktisk også rund, ligesom den er det i dag,” udbrød Langballe fra talerstolen. Nu uddyber han:
“Verden har aldrig nogensinde stået stille, og jeg synes stadigvæk, at ‘globalisering’ er en floskel. Hvis jeg som præst gik hen ad Blichersvej i Thorning og diskuterede med nogle sognebørn og så sagde til dem, at nu må du jo huske på, at vi lever i en globaliseret verden - jamen, de ville jo se på mig, som om jeg var åndssvag. Og med rette. Som om det var et argument for noget som helst. Kloden har altid været global. Og gad vidst, om det ikke altid har været en dyd i erhvervslivet at kunne samarbejde?”
Hvorefter det fornuftige, strengt saglige følgespørgsmål kan blive hængende lige så stille i luften: Og ved eksamensbordet?