Jeg har tidligere gjort gældende, at antisemitismen kulturelt og ideologisk er en del af den europæiske historie og i særdeleshed en del af den intellektuelle europæiske kultur. Vi kan derfor ikke forstå oprettelsen af staten Israel uden at forstå sammenhængen mellem det moderne, antisemitismen og zionismen.

Antisemitismen er således en del af vor kulturarv. Allerede Sartre redegjorde for dette i værket 'Om Antisemitisme' fra 1944. Og vi kan finde lignende betragtninger, om end mindre eksplicitte hos Arendt i 'Det Totalitære Herredømmes Oprindelse' (1950), og hos Adorno i 'Dialektik der Aufklärung' (1944).

Da jøderne efter århundreder bag murene fik rettighederne til at forlade ghettoerne i kølvandet på den franske revolution, blev millioner af jøder som bekendt integreret og assimileret i samfundene.

Men processen affødte en række effekter, som ingen samfundstænkere havde forudset. De klasser og grupper, som kom i konflikt med staten, eller med det moderne, blev antisemitiske. De første grupper, der udviklede en egentlig antisemitisk ideologi, var aristokratiet. Det skete allerede i 1810'erne.

Lang antisemitisk historie

Senere overtog studenterne og de intellektuelle aristokratiets antisemitiske holdninger. Det gjorde de i takt med, at de europæiske jøder op gennem det 19. århundrede udkonkurrerede borgerskabets intellektuelle på universiteterne.

De europæiske intellektuelle har således en lang antisemitisk historie, som ikke alene er formuleret ideologisk, men som også kom til udtryk i de paneuropæiske studenterbevægelser i det 19. århundrede. Vi er derfor som europæiske intellektuelle en del af problematikken omkring Israel, zionismen og antisemitismen, hvilket vi ikke altid vil anerkende (jvf. Lasse Ellegaards leder den 14. maj).

Zionismen udsprang af en emancipatorisk tragedie. Arketypen på den første zionist var den assimilerede jøde, der socialt ikke blev anerkendt som borger. Mange sekulariserede jøder blev derfor overbeviste zionister, da det gik op for dem, at friheden ikke omfattede dem.

Hvis man læser Arendts hovedværk Det Totalitære Herredømmes Oprindelse, så kan man (derfor) næsten kun blive pessimist. Her går det nemlig for alvor op for én, at det er vanskeligt at blive emanciperet som jøde i det moderne, fordi det blev opfattet som en provokation at være emanciperet. Ja, faktisk erfarer man, som hos Adorno, at antisemitismen dels er strukturelt betinget og dels en reminiscens af en lang anti-judaistisk tradition.

Vi kan derfor næppe undslippe antisemitisme i Europa. Den er altid til stede, om end i forskellige forklædninger.

En nødvendig stat

Der er for mig at se ingen tvivl om, at staten Israel var nødvendig. Staten var allerede nødvendig under de frygtelige pogromer i Rusland i sidste tredjedel af det 19. århundrede. Ja, faktisk havde staten allerede legitimeret sig selv som ide, da det gik op for den bevidste del af den europæiske jødedom, at Dreyfus-affæren ikke var et bizart enkelt tilfælde i civilisationens historie, men forgården til Shoah.

Tilhængerne af den jødiske assimilation troede fejlagtigt, at man kunne undslippe antisemitismen i det moderne ved at insistere på rettighedsliberalismen. De forstod ikke, at antisemitismen var en grundforudsætning for det moderne Europa. Og de forstod heller ikke, at den sociale antisemitisme blev afløst af nazismens totalitære antisemitisme og efter 1948 af en begyndende stigmatisering af Israel.

Overser jødisk katastrofe

Den stigmatisering, som Israel har været udsat for de senere år, indikerer problematikken med tydelighed. Man kan således undre sig over, at pressen i anledning af Israels 60-års fødselsdag alene har haft øje for palæstinensernes flugt fra Israel i 1948. Man overser enten på grund af uvidenhed eller af ideologiske grunde, at (næsten) samtidig med den palæstinensiske katastrofe foregik en jødisk katastrofe i de muslimske lande.

Her flygtede hundrede tusinder af orientalske jøder fra muslimske regimer. De efterlod alt.

Hannah Arendt, som var teoretisk modstander af zionismen, men på grund af nazismens fremkomst måtte erkende, at zionismen foreløbig var sand, gjorde gældende, at koloniseringen af Israel ville indebære, at de europæiske jøder ville blive lige så barbariske som deres omgivelser i Orienten. Ellers ville de nemlig ikke kunne overleve. Heri fik hun kun delvis ret (jvf. bosætterpolitikken).

Men hverken de europæiske jøder eller Arendt havde alternativer til zionismen. Idéen om assimilation og integration var slået fejl. Og det var allerede sket i det 19. århundrede.