Man kan ikke, og derfor må man ikke. Det er blevet en analytisk sandhed, at man ikke kan føre en politisk kamp imod Dansk Folkeparti. Og da ingen vil tabe, og vinderne i spillet om magten altid bliver udråbt som de politiske vindere, må man ikke gøre det. Det er ganske enkelt en tabersag. Det store syndefald i nyere dansk politik er i den optik hverken krigen i Irak eller Bjørn Lomborg-doktrinen som officiel miljøpolitik. Det store syndefald er derimod Poul Nyrup Rasmussens udsagn om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene.

Det var og er forkert af en socialdemokratisk statsminister at hævde, at der er det gode politiske selskab med de rigtige meninger og det pæne sprog, og så er der de grimme og dumme. Og lige præcis metaforen 'stueren' inviterer den læsning, at det gode selskab sidder indenfor og taler ordentligt, mens hundene ikke må komme ind i stuen, fordi de pisser på gulvet. Det, Poul Nyrup Rasmussen ikke vidste, og mange formentlig stadig ikke gør sig videre tanker om, er, hvordan akkurat denne eksklusion fra det dårlige selskab på grund af dårlig smag, dårlige manerer og dårligt sprog er en hverdagserfaring for relativt mange mennesker. Den ekskluderer ikke de økonomisk fattige, men de dumme. Og de, der udpeges som de dumme, bliver skubbet ud i skolen, de bliver grinet af for deres sprog i offentlige sammenhænge, og de bliver udsat for foragtende blikke. Poul Nyrup Rasmussens arrogante metafor blev til den form for nederlagserfaringer, som Dansk Folkeparti lever af at tale frem og tematisere.

Alle har tabt

Der er i den forstand noget fornuftigt i den erfaring, at man bliver en taber i politik, hvis man vil skubbe de andre ud. Det gælder Dansk Folkeparti, og det burde også gælde Hizb ut-Tahrir og nazisterne, at man slet ikke fører kamp imod personer eller partier, men derimod imod deres synspunkter og deres politik. Principielt er alle personer og partier stuerene, hvorimod nogle synspunkter kan være i konflikt med en etableret konsensus, og andre synspunkter kan være i konflikt grundlæggende retsstatslige principper. Alle dem, der har ført en politik eksplicit imod Dansk Folkeparti, har tabt på det: Lars Barfoed mistede sin ministerpost, Ny Alliances front mod Dansk Folkeparti var en fiasko, og Enhedslistens forsøg var også forgæves. I denne uge tabte Birthe Rønn Hornbech på det. Det var ikke hendes første nederlag til Dansk Folkeparti som integrationsminister. Tidligere på året spillede hun spillet og indgik en aftale med Dansk Folkeparti om de afviste irakiske asyslansøgere, som hverken var bred eller i overensstemmelse med, hvad hun havde lovet. Det blev også udlagt som et nederlag for hende.

SF proklamerede under stor fanfare i dette forår, at de ikke ville overlade debatten om udlændinge og integration til Dansk Folkeparti, men markere grænsen mellem demokrater og ikke-demokrater som den eneste relevante modsætning. SF har under debatten om dommeres eventuelle ret til at bære religiøse symboler ikke haft noget at sige. Socialdemokraterne har igen promeneret en håbløs dobbeltposition: På den ene side kopierede de Dansk Folkepartis synspunkter på hovedtørklæder og dommere, og på den anden side gentog de en variant af stueren-argumentet ved at sige, at de heller ikke ville overlade debatten til Dansk Folkeparti. Facit er, at Dansk Folkeparti dominerede debatten, Socialdemokraterne blev til grin, og SF blev til ingenting.

Også Fogh Rasmussen giver op

Læren efter denne uge er igen, at man ikke kan være imod Dansk Folkeparti. Men læren er også, at man ikke kan være med dem. Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen til enhver tid taget afstand fra dem, der tog afstand fra Dansk Folkeparti. Han har rost det gode samarbejde med det stabile støtteparti, og en anden fremtrædende minister har tilkendegivet et "værdifællesskab" mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Men denne strategi har heller ikke virket. Anders Fogh Rasmussen har selv gang på gang pointeret, at det afgørende ikke var, hvad folk havde uden på hovedet, men hvad de havde inden i hovedet. Han forsøgte at afdramatisere debatten om dommere og tørklæder ved at nedsætte et udvalg, som skulle undersøge praksis på området i andre lande.

Da Bertel Haarder var integrationsminister, erklærede han, at han nægtede at være minister for "leverpostej og tørklæder". Bertel Haarder blev slidt ned som integrationsminister og krævede selv at slippe for det ubehagelige ministerium. Den næste minister, Rikke Hvilshøj blev også slidt op og har nu meddelt, at hun til sommer forlader dansk politik for at tiltræde en stilling i Dansk Erhverv. Nu synes den tredje integrationsminister i rækken at være blevet nedbrudt, og torsdag blev regeringen Fogh tvunget til at annoncere en særlov imod religiøse symboler, som går imod dommernes egen afgørelse. Der er ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen havde foretrukket en pragmatisk løsning, men at ikke engang den statsminister, som har givet Dansk Folkeparti indrømmelse på indrømmelse, havde noget at stille op over for partiets aggressive kampagne, som insinuerede, at det danske retsvæsen var ved at blive overtaget af fanatiske muslimer.

Det officielle argument imod religiøse symboler i det hele taget er meget svært at tage alvorligt i et land, hvor den nationale radio transmitterer kristne gudstjenester, præster bliver brugt som eksperter i alle anliggender, staten uddanner præster, skolerne holder ferie på kristne helligdage, og dronningen er Folkekirkens overhoved. Den evangelisk-lutherske kirke er med andre ord så massivt til stede i det offentlige rum og så institutionelt privilegeret, at den idelige snak om adskillelse af stat og religion dækker over en specifik front imod islam og muslimer, som strider med et helt grundlæggende retsstatsligt princip om lighed for loven.

Dansk Folkeparti erkender stolt, at det ikke er religiøse symboler som sådan, men kun islam, de bekæmper. De andre partier erkender det ikke, men praktiserer det bare. Der er modstandere, og der er medløbere, men der er ikke nogen opposition og nogen effektfuld argumentation imod den evidente konkrete diskrimination, som alle på et principielt niveau er modstandere af. Det er derfor, at diskussionen netop ikke bør handle om Dansk Folkeparti.