"Cæsars hustru må end ikke kunne mistænkes."

Sådan lyder et fyndord om strenge krav til offentlige skikkelser. Det har sit udspring i en begivenhed, der fandt sted for mere end 2.000 år siden:

Kvinden Pompeia var gift med Cæsar - ham den rigtige, Romerigets kejser - og hun gav en fest til ære for gudinden Bona Dea. Ifølge traditionen måtte ingen mand være til stede ved denne fest. Alligevel forlød det, at politikeren Clodius havde sneget sig ind, forklædt som kvinde. Hvis det var sandt, stod Pompeia med plettet dyd. Kejser Cæsar lod foretage en undersøgelse. Den frifandt Pompeia. Alligevel lod Cæsar sig skille fra hende, idet han udtalte de bevingede ord om mistankens utænkelighed.

Svindel med smørret

I Danmark har sætningen i det 20. århundrede været brugt om de høje krav, man må stille til ministre. Det skyldes en anden historie. Nemlig historien om P.A. Alberti. Han var Venstres justitsminister 1901-08, men han var samtidig formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse og forretningsfører for Danske Landmænds Smøreksportforening. For at købe sig popularitet blandt bønderne trak han penge på sparekassen, så han kunne betale en højere pris på smørret, end han fik det solgt for på det britiske marked.

Da ballonen sprak i 1908, havde Alberti bedraget for et beløb, der svarede til en femtedel af alle statens årlige indtægter. Senere undersøgelser viste, at han allerede som ung var bankerot og berygtet i forretningskredse, men at hans politiske poster havde beskyttet ham.

Alberti-skandalen førte til den statsskik, at ingen minister må udøve anden virksomhed, og at ingen kan være minister, hvis der er den mindste antydning af tvivl om den pågældendes redelighed. Det kom i 1960'erne til at betyde, at en advokat måtte vente en årrække på at blive minister, fordi det først skulle afklares, om der var hold i beskyldninger om, at han havde svigtet en klients interesser.

Statsminister Jens Otto Krag (S) lod en fiskeriminister falde, fordi han mange år tidligere var medarrangør af en velgørende indsamling, hvor han havde beregnet provision til annoncer i den avis, han var redaktør for.

Den strenge regel blev bøjet, da statsminister Poul Schlüter (K) i 1990 udnævnte Per Stig Møller (K) til miljøminister, selv om Schlüter vidste, at Møller havde en straffedom for spritkørsel. I 1992 måtte Anders Fogh Rasmussen (V) gå af som skatteminister, da en kommissionsdomstol kritiserede ham for at have givet urigtige svar til Folketinget i forbindelse med Skatteministeriets 'kreative bogføring'. Sagen afskar imidlertid ikke Fogh fra at genopstå som statsminister.

En slappere statsskik anes.

Thor som overtræder

Siden er fulgt sagerne om finansminister Thor Pedersen (V), der blev i embedet, uanset at han overtrådte sommerhuslovgivningen og ulovligt modtog EU-støtte. Og om miljøminister Hans Christian Schmidt (V), der begunstigede sin egen arbejdsplads. Han blev rykket til et andet ministerium - med flere penge at forvalte.

En tilbagevenden til tidligere tiders dyder var det, da familie- og ligestillingsminister Henriett Kjær (K) i 2005 måtte afgå, fordi hun havde to domme for ubetalte regninger.

Og nu har vi altså finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i en række tilfælde har indleveret bilag til refusion, selv om de ikke kom hans ministergerning ved, bl.a. en hotelregning, der fik påtegningen "overnatning i forbindelse med ministerens aftenmøde". Men det var ikke noget aftenmøde. Det var en julefrokost hos Venstres reklamebureau. At regningen var udskrevet til navnet "Jensen", tilføjer et kuriøst aspekt. Godt er det heller ikke, at Løkke på skatteyderregning har foretaget udlandsrejser, som ikke kom embedet ved. Ej heller, at Løkke ifølge Ekstra Bladet har løftet den refunderlige kuvertpris til 1.000 kr. pr. svælg - bare for vin, øl og spiritus. Mad er oveni.

Hver for sig er sagerne pinlige - samlet tegner de et billede af en karakter, der ikke er egnet til at forvalte offentlige midler.

Hidtil har det i debatten været overset, at man i dansk statsskik ikke har haft én standard for fagministre og en anden og meget højere for statsministre. Kravet om ubetinget hæderlighed gælder for alle.

Heri ligger også, at hvis Løkke ikke kan blive statsminister, kan han heller ikke blive ved med at være finansminister.

Inden den nuværende statsminister i ængstelse viger tilbage for at tage denne konsekvens af de strenge principper, bør han - og den danske offentlighed - nøje overveje, hvad der bliver følgen af at kaste de strenge ministerkrav på historiens køkkenmødding.