Videnskabsminister Helge Sander (V) erkender, at en stor gruppe unge mennesker kan komme i klemme, fordi de ikke har de rette fag til at komme ind på deres udannelser:
"Jeg har mødt problemstillingen, og jeg har vidst, at den kunne opstå. Men vi har ikke kunnet gøre mere, end vi har gjort. Den nye bekendtgørelse har været offentligt kendt siden maj 2005, og enhver har kunnet se, hvis de havde et problem, og så kunnet supplere med de fag, de mangler."
Helge Sander holder fast i, at det var en god ide at ændre adgangsbekendtgørelsen:
"Hvis Danmark skal være et videnssamfund, så skal vi også have endnu bedre studerende, og derfor er det nødvendigt at skærpe adgangskravene. På den måde kan vi optage unge, der er bedre klædt på til at læse på universitetet - og formentlig få mindre frafald. Så på den måde er det også gjort for de studerendes skyld."
- Hvorfor bliver man en bedre musikstuderende af at have japansk på højniveau?
"Jeg kan ikke gå ind og vurdere forholdene på de enkelte fag. Vi har villet styrke det faglige indgangsniveau, og derfor har vi truffet den her beslutning."
- Rektorkollegiet sagde i 2005, at der ville være studerende, der kommer i klemme. Nu er det så sket, hvorfor har I ikke lyttet?
"Jamen, vi har da også lyttet - og vi har haft en tæt dialog med rektorerne om, hvordan vi kunne få kommunikeret det her ud. Og jeg håber da, at de enkelte universiteter har gjort opmærksom på det. Det er jo de færreste, der ringer ind til ministeriet og spørger om råd, inden de skal starte på en uddannelse."
Helge Sander har heller ikke tænkt sig at give yderlige dispensationsmuligheder end de allerede fastlagte:
"Der findes allerede muligheder for dispensation. Blandt andet kan man optage studerende på betingelse af, at de efterfølgende består et suppleringskursus. Men jeg vil ikke indføre yderligere dispensationsmuligheder," siger Helge Sander.