Israel, en slyngelstat? Det mener signaturen 'e', identisk med Informations mand i Mellemøsten, Lasse Ellegaard. Han har i anledning af 60-års jubilæet for Staten Israel begået en af de mest nederdrægtige lederartikler (den 14. maj), der længe har været trykt i bladets spalter. Lad være at jeg selv med navns nævnelse bliver skudt en forrykt påstand i skoen i forbindelse med en tema-udsendelse på DR 2 om netop Israel ('Israel på vejen', 6.5). Mikrofonholder, må jeg være fri! Langt værre er det, at Ellegaard fremturer med en antagelse om, at ingen, herunder i al ringhed undertegnede, vover at stille spørgsmål ved Israels eksistensberettigelse af frygt for at blive stemplet som antisemit. Vrøvl i metermål.
Der bliver både herhjemme, i andre vestlige lande og først som sidst i Israel, sat læssevis af skarpe, kritiske og ubehagelige spørgsmålstegn ved snart sagt hvad som helst ved det israelske samfund, dog hovedsagligt knyttet til konflikten med palæstinenserne.
Og jo, det antisemitiske kort bliver fra tid til anden spillet ud af Israels forsvarer, nogle gange grundløst, andre gange fuldt på sin plads. Men at dømme efter kritikken af Israel, sådan som den kommer til udtryk i f.eks. boykotkampagner, er bekymringen for det antisemitiske stigma til at overse. Godt det samme, kunne man tilføje, for Israel skal selvsagt ikke undtages fra at få på hattepulden. Men den er gal med såvel proportionerne som indstillingen. Israels besættelse af Vestbredden og Golan optager tifold mere plads i det generelle mediebillede end alle mulige andre militære okkupationer rundt om på kloden.
Afgrundsdyb kynisme
Dominans, som grundes på våbenmagt, medfører altid uretfærdigheder i form af lidelse og afsavn. Det er en historisk kendsgerning. Israel har på den konto et synderegister, som ikke bare kan forbigås med et skuldertræk, hvilket i øvrigt adskillige israelske menneskerettighedsorganisationer er flittige til at gøre opmærksom på. Men derfra til at ville opløse Staten Israel, frakende landet en moralsk og eksistentiel berettigelse i verdenssamfundet som et overvejende jødisk land, det er groft krænkende og vidner om en afgrundsdyb kynisme hos afsenderen.
Man kan naturligvis sagtens indtage en fornuftig og principiel antizionistisk holdning. Intet ondt i det. Men kritikken af Israel bliver problematisk, når den går fra at være principielt begrundet til at rette sig selektivt imod Israel som en jødisk stat. Hvorfor bliver Israel trukket frem som et værre eksempel end andre? Hvad er det ved den jødiske - eller mere præcist, zionistiske - hævdelse på at have en egen stat på linje med kristne, muslimske og buddhistiske folk, der provokerer så inderligt? Hvorfor ikke stille samme krav til andre formelt demokratiske lande med territoriale stridigheder, f.eks. Pakistan, en anden 60-års jubilar, Tyrkiet eller Rusland? Men nej, det er tilsyneladende kun Israel, der vækker så stærke følelser at et udtryk som "slyngelstat" hives op af den propagandistiske vadsæk. Skrækkeligt.
I min ordbog ser det anderledes ud: 'Slyngelstater' styres af regimer, der knægter de fundamentale menneskerettighedserklæringer dag ind og dag ud. Det er lande, der kvæler politisk dissens i blod, henretter systemkritikere eller spærrer dem inde i årevis efter skueprocesser, nægter befolkningen medbestemmelse via stemmesedlen eller svindler med resultatet, lukker aviser efter forgodtbefindende, styrer de elektroniske medier gennem hård censur og med pisk og gulerod forsøger at få statens ideologiske grundlag stoppet langt ned i halsen på de sagesløse borgere. Formlen på en slyngelstat: repression+manipulation+aggression. Syrien, Iran, Nordkorea, Kina, Burma og Libyen er kandidater på listen. Israel, dets fejl og mangler til trods, hører ikke til i det selskab. Hvorfor ikke? Fordi Israel er et parlamentarisk demokrati, hvor premierministerens angivelige fiflerier efterforskes af domstolene, og et land, hvor pressen skriver nådesløst om forkert krigsførelse, ringe politisk lederskab og hærens overgreb i de besatte områder.
Og så er Israel i øvrigt - i kraft af de fundamentalistiske islamiske strømninger i regionen og de historiske (og desværre også aktuelle) erfaringer med fjendtligsindede naboer - et land, der aldrig får lov at opleve mange dage uden frygt for terror og angreb udefra. Israel er ikke en stakkel, ej heller en engel, end ikke en falden én af slagsen.
Nej, Israel er i bund og grund et land, der plages af stadig voksende indre modsætninger, religiøse, politiske og etniske, og så trues det dagligt i arabiske og iranske aviser med udslettelse. At Israel ikke under disse vanskelige forhold er blevet til en slyngelstat, dét er der grund til at markere. Forstemmende at en iagttager af Ellegaards format kan være så enøjet.
Adam Holm er historiker, journalist og studievært på DR2