CANNES - “The thrill has gone,” synger B.B. King, og sådan havde jeg det, da jeg i går eftermiddag forlod Grand Théâtre Lumière her i Cannes efter at have set Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Det er ikke nogen voldsomt dårlig film, men den er heller ikke særligt god.
Efter at have ventet på denne fjerde Indiana Jones-film fra instruktør Steven Spielberg og producent George Lucas i 19 år - jeg er vokset op med Indiana Jones - havde jeg, ligesom millioner af mennesker verden over og åbenbart også de 2.000 i Lumière, gigantiske forventninger til filmen. Og de forventninger manifesterede sig i hysteri og skubben i køen uden for biografen og i stort bifald og begejstrede tilråb, lige da filmen gik i gang.
At jeg ikke var den eneste, som var skuffet, vidnede publikums noget mere afdæmpede reaktion om, da rulleteksterne to timer senere begyndte at køre over lærredet.
Hvad er der så galt med Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige?
Mange ting, men først og fremmest er det historien, som ikke kan leve op til de første tre film, hvor i hvert fald nummer et og tre var fantastiske. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at Indy (Harrison Ford) denne gang udforsker både mayatempler og den UFO, der - angiveligt - styrtede ned i Roswell i USA i 1947, og især den megen UFO-snak føles helt forkert i forhold til Indiana Jones-universet, hvor der nok har været plads til overnaturlige, men ikke udenjordiske elementer.
Året er 1957, og Indy kommer i begyndelsen af filmen i karambolage med en flok kommunister anført af den skræmmende Irina Spalko (Cate Blanchett). Hun er ude efter et krystalkranie, der tilhører et væsen fra det ydre rum og kan give én uendelig viden og dermed magt. Selv om Indy er blevet noget ældre og langsommere, kæmper han det bedste, han har lært, men hans makker, Mac (Ray Winstone), forråder ham, og Spalko slipper væk med kraniet.
En ung mand, Mutt (Shia LeBeouf), opsøger siden Indy og beder ham hjælpe med finde sin mor (Indys gamle flamme, Marion Ravenwood fra den første film, spillet af Karen Allen) og en aldrende arkæologiprofessor, Oxley (John Hurt), som begge er blevet kidnappet, fordi de kender til hemmeligheden bag krystalkraniet.
Indy og Mutt drager til Mellemamerika- hvor et andet krystalkranie kommer fra. Her støder de igen ind i Mac, den ‘charmerende’ Spalko og hendes hær af svært bevæbnede kommunister, der er lige så ihærdige og svære at stoppe som nazisterne i Jagten på den forsvundne skat og Indiana Jones og det sidste korstog.
Jeg vil så gerne kunne lide Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige, der da også rummer flere morsomme og dramatiske sekvenser, som næsten kan måle sig med de tidligere film. Men magisk blev det aldrig for mig. Indiana Jones virker underligt anakronistisk i 1950’erne - de første film foregik i på en måde mere ‘uskyldige’ tider, i slutningen af 1930’erne - hvor Den Kolde Krig er på sit højeste, atomtruslen hænger over verden, og teenagere og ungdom er noget, man er begyndt at tale om.
Da Mutt bogstavelig talt brager ind på scenen på en motorcykel som en anden Marlon Brando i Vild ungdom, får man blot understreget, at Indy hører hjemme i en hel anden tid.
Det er fint, at han er blevet ældre - 19 år - og at Steven Spielberg og Harrison Ford på den måde holder fast i en troværdighed, men samtidig er Indy en mytologisk skikkelse, der lidt ligesom James Bond bør eksistere uden for tid og sted.
Ford gør det godt - hans Indy er stadig charmerende og handlekraftig med pisk og hat - og han har nogle gode oneliners, der afvæbnende spiller på, at han er blevet ældre og ikke er så skarp længere.
Men man savner vennerne Sallah (John Rhys-Davies) og Marcus (afdøde Denholm Elliott), og hverken Ray Winstone eller Karen Allen er særligt interessante i filmen. Det er ikke deres skyld, men et manuskript, der ikke formår at opbygge eller lege med den dynamik mellem Indy og hans forskellige partnere og love interest, som trods det kulørte udgangspunkt altid har været det vigtigste i Indy-filmene.
Til Spielberg og Lucas’ ros skal det siges, at de med Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige virkelig har forsøgt at være tro mod ånden i Indy og lave en actionfyldt eventyrfilm af den gammeldags slags, hvor det ikke er hurtige klip eller en computer, der sørger for spænding og stemning, men stunts, modeller og analoge, visuelle effekter.
Desværre benytter Spielberg sig af flere og flere digitale værktøjer i anden halvdel af filmen, ikke mindst i den overgearede slutning, og den realisme, instruktøren altid har forstået at holde fast i inden for det univers, Indy-filmene foregår i, ødelægges.
I 19 år har jeg ventet på en ny Indiana Jones-film. Nu har jeg endelig set filmen og ønsker næsten, at den ikke var blevet lavet … men jeg er da også nødt til at se den igen.
Nej, det er bestemt ikke nemt at være fan.
Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: David Koepp. Amerikansk (En hulens bunke biografer landet over fra på torsdag den 22. maj)