20. maj 2008

Sprog reform skaber enheds-portugisisk

Skrevet af: Annegrethe Rasmussen

Det portugisiske parlament vedtog fredag en stor reform, hvor hundredvis af portugisiske ord i fremtiden skal staves som i Brasilien. De to lande deler sprog, men der er mange forskelle i både staveformer og udtale. Med aftalen nærmer det gamle koloniland sig den tidligere koloni. Aftalen standardiserer en lang række stavemåder - og fjerner en del stumme bogstaver, så ordene kommer tæt på den fonetiske udtale, 'optimo' bliver f.eks. til 'otimo' - og lægger tre bogstaver, k, w og y, til portugisernes alfabet, skriver BBC online. Ændringerne skal indfases over de kommende seks år, og blev støttet af et stort flertal i parlamentet. Loven udmønter en aftale fra 1991 om en "forenet form for portugisisk" som er indgået mellem Portugal og syv tidligere kolonier. Portugisisk tales til daglig af 230 millioner mennesker herunder Brasilien, Angola, Mozambique, Øst Timor, Cap Verde og Guinea-Bissau ud over Portugal. Men ikke alle er glade. 33.000 portugisere har skrevet under på en protestskrivelse, som beklager 'overgivelsen' til brasilianerne.


Source URL: http://www.information.dk/159490