Undervisningsminister Bertel Haarder gør tilsyneladende regning uden vært, når han sætter sin lid til, at et stort flertal i Folketinget deler hans opfattelse af, at Danmark er flerkulturelt. For hverken Socialdemokraterne, DF eller den konservative regeringspartner er enige i den definition.
"Danmark er ikke multikulturelt. Var vi det, ville vi have masser af moskeer og synagoger og forskellige helligdage på baggrund af flere religioner. Vi er et lille land med et lille sprogområde, og mange af vores salmer fortæller den historie, som er en del af vores opdragelse. Det er vigtigt, at være bevidst om, hvilke værdier, der er gældende," siger politisk ordfører for de konservative, Henriette Kjær.
Samme melding kommer fra Venstres Søren Pind, der klandrer Bertel Haarder for at skabe forvirring om regeringens værdipolitik. Pind henviser til, at man på mange skoler har droppet morgensang for ikke at støde elever med en anden kulturelt baggrund, og han påpeger, at op mod 90 pct. af de københavnske daginstitutioner ikke længere serverer svinekød.
"Det er kulturrelativisme og misforstået hensyntagen, som fører til, at folk isolerer sig og lever i deres egen gamle kultur i stedet for at blive en del af det land, de er kommet til. Jeg begriber ikke, at regeringen begynder at bruge det her udtryk," siger en vred V-ordfører.
Danmark er multietnisk
Debatten kommer, efter at Bertel Haarder til DF's store fortrydelse har fredet en vejledning til HF, hvori det danske samfund betegnes som 'flerkulturelt'.
"Det er svært at benægte, at Danmark er et flerkulturelt samfund. Derfor har jeg godkendt den pågældende formulering, og den har jeg ikke tænkt mig at ændre. Og det er jeg sikker på, at et meget stort flertal i Folketinget og befolkningen er enig med mig i," bedyrede Haarder i weekenden.
Men Søren Pind er lodret uenig og betoner nødvendigheden af, at skelne mellem multietnisk og multikulturelt.
"Det multietniske er et banalt faktum - i hvert fald i København, men debatten om det multikulturelle er central i store dele af den vestlige verden. Det kan man ikke bare skøjte henover. Hvad man gør derhjemme, er jeg helt ligeglad med, men i offentlige institutioner må man leve med, at man er kommet til et land, hvor der er en given kultur. Vil vi fastholde et kulturelt rum, som folk kan blive en del af, eller vil vi skabe et tomrum?" lyder det retoriske spørgsmål fra Pind.
Han lægger sig dermed tæt op ad velfærdsminister Karen Jespersen (V), som tidligere har advaret mod det multikulturelle samfund.
"Forestillingen om et multikulturelt samfund, hvor alle befolkningsgrupper lever i harmoni med hver deres kultur, har betydet, at man ikke har stået fast på de vestlige frihedsværdier som forudsætning for integration," skrev hun i Berlingske Tidende i august 2006.
Klar melding fra VK
Karen Jespersen har ikke ønsket at kommentere undervisningsministerens udtalelser. Men Søren Pind klandrer regeringen for at træde i spinaten - først med Rønn Hornbechs tørklædedebat og nu med Haarders melding, som han vil have trukket tilbage.
"Regeringen skal gøre det klart, at Danmark naturligvis ikke er multikulturelt," siger Søren Pind.
Også hos Socialdemokraterne afviser integrationsordfører Henrik Dam Kristensen at betegne Danmark som multikulturelt.
"Vi er beriget med indflydelse udefra, og det er med til at skabe et multietnisk samfund. Men Danmark har udgangspunkt i vores kultur og historie, og det er den, vi baserer vores samfund på," siger han.
Det lykkedes i går ikke at få en uddybende kommentar fra Bertel Haarder.