-Hvad er dine yndlingshjemmesider?
"Først og fremmest bruger jeg nettet som opslagsværk i forbindelse med mit arbejde. Men opslag og opdagelse går ofte hånd i hånd på nettet. Det er både en gave og en forbandelse på samme tid, mest det sidste desværre. Mine favorithjemmesider er langtfra spektakulære, måske endda næsten konservative, men afspejler hvor jeg gør mine mest frugtbare opdagelser".
Ordbog over det Danske Sprog
"Det er fantastisk, at man fuldstændigt løssluppent kan boltre sig i et hav af anvendte danske ord, og at disse mange bind af Ordbog over det Danske Sprog efter sigende er blevet skrevet ind og omgjort til en netversion af en flok kinesere, som formentlig ikke har fattet en dyt af denne, den største nationalskat af dem alle. Designet er meget lidt sexet, men ordene de samme, fantastiske."
Arkiv for Dansk Litteratur
"Når man til dagligt arbejder med litteratur, giver det pludselig helt andre muligheder og perspektiver, at man kan søge ord og vendinger på tværs af bøger og forfatterskaber over et stort spænd af tid. Alle forfatterskaber burde også være digitale. Tænk sig, hvis man med én sølle søgning kunne undersøge, hvilke verber der er de mest almindelige, fx i Simon Grotrians digte. Sådanne undersøgelser ville om muligt rumme uvurderlig viden for enhver poesi-nørd."
Ny Poesi
"Der er ved at opstå et nordisk litterært debatforum i kraft af sites som dette. Ny Poesi er blot et eksempel. Man kunne desuden nævne kritiker.nu og litlive.dk. Men ligeså vigtig som disse udmærkede sites er alle de litterære blogs, som uden videre kan læses på tværs af landegrænser og som skaber en større bevidsthed om i hvilken retning, de litterære vinde blæser, både øst for Øresund og nord for Skagerrak."
Das Beckwerk
"Man får nok ikke et overblik over én af Danmarks mest radikale forfattere ved at besøge denne hjemmeside, men man får, om ikke andet, et indblik i nogle af de mange aktiviteter som Das Beckwerk, der i andre sammenhænge benævnes Claus Beck-Nielsen (1963-2001), har lavet, ikke mindst siden sin død i 2001."
UBUWEB
"UBU er stadigvæk stedet, hvor man skal orientere sig, hvis man gerne vil høre sjældne lydoptagelser med store, mærkelige digtere. Alle avantgardens onkler er næsten repræsenteret her. En guldgrube for rigtige afficionadas."
Stefan Kjerkegaard, litterær blogger og forskningsadjunkt ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet.
Blogger som Den Store Litteratyr på http://kjerkegaard.blogspot.com.
Har skrevet en lang række af artikler fortrinsvist om ny dansk poesi. Anmelder desuden på www.sentura.dk. Skriver for øjeblikket på en bog om Per Højholts forfatterskab.