Alle anstændige mennesker i dette land er anti-islamiske. Det betyder ikke, at de er imod mennesker, der kommer fra den islamiske verden. Det betyder, at de er modstandere af, at religion og religiøse forestillinger skal øve nogen form for indflydelse på vores liv og samfund.
Hvis kristendommen ville blande sig i vores påklædning, vores opfattelse af kønnenes ligestilling, vores spisevaner, vores holdning til ikke-kristne, hvem vi må gifte os med eller have sex med, hvem vi må bade med i de offentlige svømmehaller og indretningen af strafferetten, ville tænkende mennesker være anti-kristne.
Vores verden er bygget på fornuft, på rationel tænkning, på videnskab, på retten til at tvivle. Religion er bygget på uvidenhed, frygt, irrationalitet og regulær dumhed. Man kan ikke bygge et velfungerende samfund på religiøst betingede forestillinger. Hvis nogen tror det, bør de hurtigst muligt anskaffe sig et fjernsyn og begynde at læse aviser. Der er daglig anskuelsesundervisning i, hvordan det går i lande, der lader religionen styre. I den del af verden, som har kristen kulturbaggrund, har vi i århundreder afvist at lade religionen styre samfundet. Det gør vi klogt i at blive ved med.
Der er daglig anskuelsesundervisning i, hvordan det går, når mennesker med en islamisk overbevisning kommer til udviklede, ikke-islamiske lande. Deres irrationelle forestillinger fra en fjern fortid bringer en meget stor del af dem i konflikt med den moderne verden, som naturligvis ikke vil acceptere, at fremmede kommer og søger at få indflydelse på eller direkte ødelægge de sekulære, fornuftsprægede samfund, vi har bygget op. En adfærd, der så stærkt afviger fra den vesterlandske, som den islamiske gør, bevirker næsten uundgåeligt, at de, som udviser denne adfærd, bliver tabere i det moderne, sekulariserede samfund. Der er ikke tale om et sammenstød mellem kristne og muslimer, men om et sammenstød mellem den moderne verden og en uoplyst fortid. Ingen skal tvinge os til at vise respekt for en forskruet virkelighedsopfattelse eller kvaksalveri, uanset hvor mange, der tror på galskaben.
Derfor må kravet til indvandrere fra andre kulturer og først og fremmest fra den mest problematiske, den islamiske, være, at de opgiver alle de elementer af deres religion, som strider mod de demokratiske forfatninger og konventionen om de europæiske menneskerettigheder. Man kan ikke være troende muslim og dermed sætte koranen og sharialovens regler over de af mennesker givne love og samtidig hævde, at man er integreret i demokratiet. Hvis man gør det, er det bedrageri overfor det demokratiske samfund. Hvis man erklærer, at man respekterer den danske grundlov og de deraf afledte love som de eneste gyldige, er man ikke rettroende muslim. Man er måske 'kulturmuslim' som Naser Khader, men det er noget helt andet, og det begreb omfatter desværre kun et mindretal.
Det er udtryk for uvidenhed og naivitet, når nogle vesterlændinge tror på en fredelig sameksistens mellem troende muslimer og sekulariserede vestlige mennesker. Islam er uforenelig med det moderne samfund. Vi kan ikke og vil ikke acceptere, at holdninger og handlinger, som ikke kan begrundes med sund fornuft og videnskabelig hæderlighed, vinder indpas i vores verden. De som ikke vil forstå det, hører ikke hjemme i Europa.
Mogens Camre, medlem af Europa Parlamentet, DF