ALT ER SOM det plejer at være i Frankrig i maj. 1968 eller 2008 - der strejkes på livet løs. I sidste uge var det skolelærere, der lammede undervisningssektoren i protest mod regeringens planer om at afskaffe 11.200 job i undervisningssektoren til næste år. I denne uge har rasende fiskere lammet de fleste af de franske havnebyer som svar på de stigende oliepriser; de franske tog var også delvist ude af drift i går på grund af planer om at splitte det statslige togselskab, SNCF, op i flere sektorer som en forberedelse til en kommende privatisering. Taxichaufførerne i Paris boykottede, også i går, alle ture til og fra hovedstadens lufthavne i en protest mod eksistensen af private taxachauffører, og endelig er der lagt op til en kæmpe protestaktion på torsdag over præsidentens pensionsreform. Der er derefter planer om en ny national to-dages strejke 2. juni.
HVAD GØR IMENS den fortsat dybt upopulære præsident Nicolas Sarkozy ?
Giver mange og tilsyneladende ukoordinerede signaler. Torsdag i sidste uge annoncerede han på TV, at han agter at indføre et lovpligtigt strejkevarsel på 48 timer i undervisningssektoren til etablering af et offentligt nødberedskab, der skal sikre, at forældrene til de strejkeramte elever kan arbejde. Mandag annoncerede regeringspartiet UMP ved partiformand Patrick Devedjian, at den 35-timers arbejdsuge skulle afskaffes, blot for dagen efter at blive irettesat af præsidenten, som sagde, at der ikke var sådanne planer. I stedet arbejder regeringen videre med dyre og tunge systemer med overarbejdsbetalinger og kompensationer.
Bag Sarkozys ofte hårde retorik ligger nemlig ikke megen substans. Præsidenten lovede ved sit genvalg en gennemgribende reform af det franske arbejdsmarked og en liberalisering af samfundsøkonomien. Han fik et klart mandat fra vælgerne til løftet om "forandring" og at "det skulle kunne betale sig at arbejde".
Men endnu er kun gennemført små, stykvise reformer, der har irriteret mange uden at levere bare starten på strukturelle ændringer. Og når gadens parlament har rørt på sig, har Sarkozy ydermere, som franske præsidenter har for vane, trukket i land.
Og det er denne vage vægelsindethed og mangel på politisk lederskab, snarere end præsidentens flamboyante privatliv, der har fået de franske vælgere til at vende ham ryggen - 57 procent er utilfredse, viser den seneste meningsmåling for Libération.
FRANKRIG FORTJENER BEDRE end storstilede anti-immigrationslove kombineret med små, dårligt forberedte økonomiske reformer. Der er brug for en større og bedre gennemarbejdet pakke - som lever op til de valgløfter, præsidenten endnu ikke har indfriet - om en omkalfatring af en af Europas mest træge samfundsøkonomier.
Svigter Nicolas Sarkozy her, vil han miste hele sin i forvejen flossede troværdighed og stå svagere - også i Europa - inden han om bare seks uger overtager formandskabet for den europæiske union. AG