“Og hvad foregår der så her?” lyder den første sætning i Husundersøgelser. Det er politibetjente fra flere kanter, der spørger, og det er virkelig et godt spørgsmål at begynde med, et godt spørgsmål at stille undervejs, og efter læsningen er det svært ikke at spørge: “Og hvad foregik der så her?” Ikke fordi man er helt på herrens mark med teksterne, men fordi de gør det interessant at stille spørgsmålet og tilmed fra flere vinkler ligesom betjentene.
Tekstfirkanterne i Husundersøgelser er formmæssigt og sprogligt stramme, men på indholdssiden løsslupne og surrealistiske. Fra én vinkel kunne det se ud som om, de handler om det at være menneske blandt andre mennesker. At forsøge at forstå andre og finde ud af, hvad der foregår i naboernes huse og hoveder. Fra en anden vinkel handler Husundersøgelser om at sætte tekster i gang og få dem op at køre i fulde omdrejninger for at afbryde dem i farten eller afslutte dem med en ordentlig krølle. Teksterne er ultrakorte fortællinger, der minder om fablen, men de er også ærkepoetiske i deres undersøgelser af sproget og med deres erklærede fællesskab med billedkunsten, især de surrealistiske malere.
Husundersøgelser fremtryller de særeste syner og overfører nattedrømmenes mærkværdigheder til hverdagslige eller stærkt genkendelige hændelser. En billedfremviser, der afskriver billedsprog - ret bestemt og direkte metaforen i digtet “Blomsterbutik”:
“Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget: ikke nogen begravelseskranse til mig i dag, ikke nogen metaforiske roser i mine digte! Så hellere ned til isenkræmmeren på hjørnet, hvor der er tilbud på gafler, rigeligt til en hel buket.”
Gafler er heller ikke poetisk belastede, som roser er det, de kan holde poesien i live. Konkreter foretrækkes frem for metaforer, men de vises i stærkt forvrængede billeder. Et eller andet er der galt. Husundersøgelser gør én urolig, men almengør tillige de sære oplevelser, man kommer ud for som menneske blandt andre mennesker. Eller man kan sige, at uvirkelighedsfølelsen er stærk, samtidig med at man udbryder: “Ja, det er lige sådan, det er.”
Trendspotter og digter Martin Glaz Serup udså i april spøgelser til at være en trend i ny dansk prosa, men vist nok ikke som vi kender dem fra fantastiske fortællinger. Nabohusenes mennesker bliver også underligt spøgelsesagtige hos Carsten René Nielsen som manden, der hver dag opfører “hele dage fra sit liv som teater hjemme i sin lejlighed”. Digtet hedder “Teater”, og der er publikum på, manden føler sig overvåget eller begloet.
Husundersøgelser er både uhyggelige og komiske. Komikken kommer blandt andet til udtryk ved, at digtene samtidig med at lade de vildeste syner vælte frem, hele tiden minder os om, at vi bør holde os til det, vi kan se, for hvem har måske nogensinde set et spøgelse:
“Hvis jeg havde været maleren René Magritte og drømte, at jeg ikke var større end et barn, som gik tur med sin mor i en park, hvor alle statuer har et hvidt klæde over hovedet, og hun så sagde, at nogen forsøger at få det til at ligne spøgelser, ville jeg vide, at det bare var en drøm, for hvilken mor har nogensinde set et spøgelse, endsige turdet løfte visiret på en rustning på museet?”
Sådan lyder et helt digt fra samlingen, så koncentreret er sagerne. Man må logre af begejstring over René Nielsens forunderliggjorte firkanter og hans bæredygtige sproganvendelse. Ud over stor omhyggelighed med sætningsopbygningen, tilføres ordene gerne flere betydninger samtidig. Et prøverum er for eksempel også et rum, der eksperimenteres i.