Det regnede meget på Skagen i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Og det blæste. Badning krævede en rask beslutning fra morgenstunden. På med badekåben, i løb ned til vandet, ud i det kolde vand og op igen og hjem til varm kaffe. Og særlig fashionabelt var der heller ikke. Det hus, som vi ferierede i, er i dag et af Gl. Skagens diskoteker, men dem var der ikke dengang nogen af. Tværtimod, men der var stadig en lokalbefolkning, og der var ubebygget på strækningen mellem Gl. Skagen eller Højen og Skagen by, og her på heden kunne den ivrige botaniker endda finde vilde orkideer. Det var en måde at få tiden til at gå.
En anden var at gå på Skagen Bibliotek, der var særdeles velassorteret, når det gjaldt europæisk klassisk litteratur, det var bare om at have en cykel og en tilstrækkelig stor cykelkurv til at køre bøgerne frem og tilbage. Her lærte jeg litteraturen at kende og forstod, hvad Montesquieu mente, da han skrev, at han ikke kendte større bekymring, end at en times læsning kunne fordrive den. Bekymringerne kom dog senere og også kendskabet til Montesquieu og hans bonmot, men de lange dage på Skagen blev korte og fløj i selskab med verdenslitteraturen.
Egentlig skulle man vel have studeret litteratur. Jurister skal ganske vist også læse, men det er ikke lige sjovt alt sammen, og det kan slet ikke være sjovt at være en jurist, der kun læser jura. Ofte har jeg misundt dem, der slap for panteretten eller andre af juraens dødsfælder og i stedet frit kunne hengive sig til Don Quijote, Baudelaire eller de store russere. Men helt galt var det nu ikke dengang. På Universitetet i 1960’erne lå fagene sammen, så der var mulighed for at lære græsk, gå til Dante-forelæsninger og læse spansk, så beredskabet over for verdenslitteraturen kunne styrkes.
Åbenbaringen kom i 1970, da Borges’ (1899-1986) samling af fortællinger Fiktioner, der var skrevet i 1940’erne, udkom i Eva Dam Jensens danske oversættelse. Her var det jo alt sammen. Det var, som om de mange somres læsning og kurserne i alt det, der ikke var jura på Universitet, pludselig samledes et sted. Senere fandt jeg ud af, at Borges jo selv havde et begreb om dette sted, hvorfra alt anskues. Han kalder det ‘Aleph’, som er titelfortællingen i en af hans andre samlinger. Jeg fandt også ud af, at andre har sagt, at Borges netop i sig forener verdenslitteraturen. Ligesom Shakespeare med Borges’ egne ord er en og alle, fordi han er identisk med sine personer, så er Borges også indbegrebet af verdenslitteraturen fra Homer over Dante til det 19. århundrede.
Det 20. århundredes litteratur fattede han til gengæld ikke rigtig, eller i hvert fald ikke rigtig kærlighed til, som man kan læse i hans ironiseringer over Joyce og fraværet af Proust, der skrev alt for meget, ville Borges nok sige, om det, der kunne afhandles på få sider. Nemlig tilværelsens egentlige væsen, vort grundvilkår som led i en plan udtænkt af en, vi ikke kender, og med et indhold, som ofte viser sig at være det stik modsatte af det, vi tror. Som i den geniale fortælling i ‘Fiktioner’ om detektiven Erik Lönnroth, der følger et spor lagt ud for at fange ham. I det øjeblik han tror at have løst mordgåden, går det op for ham, at morderen var på sporet af ham og ikke omvendt, og at han og morderen i øvrigt blot er to varianter over samme tema. Menneskelivets uransalighed, tilfældighederne, der ikke er tilfældige, ironien, humoren og spillet med ord og læseren er nogle af de måder, som Borges gennem verdenslitteraturen og med brug af dens personer og former sætter tilværelsen i perspektiv. ‘Talimaner’ kalder han i et digt, for det kunne han også, digte, de mange tilfældige ting, som udgør et menneskes liv.
Borges er også essayets mester, og de bedste finder vi i samlingen Andre inkvisitioner. Det er ikke en lettilgængelig bog. Vi møder her klassikere som Pascal, Coleridge, Hawthorne, Quevedo, Oscar Wilde, Chesterton, Kafka, Keats og Shaw, som sættes sammen med J.W. Dunne, P.H. Gosse, John Wilkins, Hudson, William Beckford og andre, som en og anden nok lige skal repetere. I en tekst om den engelske biskop John Wilkins, som opfandt sit eget sprog, optræder et fiktivt kinesisk leksikon, hvis inddeling af dyr blev udødeliggjort af Michel Foucault som udtryk for klassifikationens vanskeligheder. Et essay om Kafkas forløbere viser på genial måde, hvordan senere forfattere påvirker vores opfattelse af ældre forfatterskaber, mens et essay om Pascal indeholder nogle betragtninger om Gud, som en sfære, hvis centrum er overalt og omkreds ingen steder, der ofte går igen i forfatterskabet.
Der er ikke et af bogens essays, som ikke rummer en overraskende pointe. Borges havde ingen formel uddannelse, han var ikke litteraturvidenskabsmand, og hans Andre Inkvisitioner er nok lærde, men samtidig skrevet af en digter. Derfor kan han også tillade sig at skrive om livet som en bog eller i et essay om gendrivelse af tiden: “Tiden er en flod, som river mig med; den er en tiger; den er en ild som fortærer mig, men jeg er selv ilden. Verden er desværre virkelig, og jeg er desværre Borges”.
Borges var indbegrebet af verdenslitteraturen. For et par år siden udkom i Buenos Aires den argentinske forfatter Bioy Casares’ dagbøger, hvor han over hundreder af sider nedskrev, hvad Borges sagde ved deres hyppige fælles middagsbord. Det er ikke lige klogt alt sammen, men det viser et menneske, hvis liv var litteratur. Biblioteket er en af hans store metaforer. Borges er for mig idealet af mennesket, der kan leve sit liv i litteraturens verden. Han gjorde det selv siden sin barndom og var sig også bevidst om, at han vel egentlig mere havde læst end levet. Sådan var det også med de somre på Skagen, og det er måske en del af forklaringen på, at Borges’ forfatterskab for mig står som et af de største og mest vedkommende i det 20. århundrede. Litteratur og liv glider hos ham ud i et, og han skaber dermed et virtuelt univers, som sætter det levede liv i relief. Vidende, genialt og undertiden måske lidt naivt, som de store ofte er.
For mig blev mødet med Borges skelsættende. Litteraturen var ikke længere en drømmeverden, en overspringshandling mellem mere alvorlige sysler eller det sted, hvor man bare trak sig tilbage. Jeg opdagede, at litteraturen var livet. Hvorfor netop Borges? Hvis svaret ikke er givet, så må det være noget i retning af et citat fra mystikeren Angelus Silesius, som han selv gerne benyttede: “Rosen har intet hvorfor, den blomstrer fordi den blomstrer.”
Ditlev Tamm er juraprofessor på Københavns Universitet og er desuden forfatter til en række af bøger