Helle Merete Brix, forfatter og debattør
Michael Irving Jensen mener i sin anmeldelse 10. maj af min bog Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa, at det er en fejl, når jeg i den skriver, at ordet sekulær ikke findes på arabisk. Vist ej. Den verdensberømte islamforsker Bernard Lewis skriver således i sin bog Islam and the West:
“På klassisk arabisk og på islams øvrige klassiske sprog findes der ingen begrebspar, der svarer til ‘læg’ og ‘gejstlig’, ‘åndeligt’ og ‘timeligt’, ‘sekulært’ og ‘religiøst’, fordi disse ordpar udtrykker en kristen dikotomi, som savner sidestykke i islam.
Det er først i moderne tid og under kristen indflydelse, at disse begreber er begyndt at optræde, og at der er blevet dannet ord til at udtrykke dem. Deres betydning er stadig mangelfuldt forstået, og deres relevans for muslimske institutioner er tvivlsom.”
Den irakiskfødte, herboende politolog Kahttan Jasim, som jeg rådførte mig med i forbindelse med, at jeg indførte denne pointe i bogen, anfører, at sekularisme er et begreb, der stammer fra Vesten og ikke findes i islamisk ‘tænkning’, hverken sprogligt eller filosofisk. I den arabiske verden blev ordet først formuleret i 1860 af arabiske kristne tænkere som Anton Farah og Butrus al-Bustani fra Libanon.
Jasim understreger endvidere, at den klassiske islamiske politiske tænkning ikke har beskæftiget sig med statens funktion og form, eller hvordan forholdet mellem samfund og stat reguleres. Selv blandt moderne arabiske politiske tænkere er der uenighed om, hvor ordet stammer fra. Et ord som Ilmaniyiah - som vist er det Irving Jensen nævner - betyder videnskab, et andet ord, Alamanyiah, betyder verden. Men ingen af disse ord giver mening i forhold til sekularisme, som et moderne politisk begreb, der skal beskrive en politisk proces angående statens forhold til religion. Det er kort sagt en ommer, Irving Jensen.
Ernst-Ullrich Pinkert, Dr.phil., docent, medlem af Dansk PEN
Information er en rigtig god avis, men man kan blive deprimeret af at læse den. Deprimeret over tilstandene i verden, i kongeriget, i den danske universitetsverden og i den danske forlagsverden, for blot at nævne nogle af de danske verdener. Deprimeret over tilstande, som bliver afsløret i Information. Andre aviser er deprimerende af andre grunde - de afslører jo intet med deres afsløringsjournalisme.
I et eksemplar af Information er der stof nok til mange depressioner, men glæden over, at der faktisk er en avis, der ikke tøver, hvor andre tier, modvirker depressionen. Ser man på al den elendighed, som Information afslører på bare en enkelt dag, og trækker naturkatastrofer og epidemier, krige og selvmordsbomber, diktaturer og Georg W.Bushs frihedskamp fra, er der stadig en hel del elendighed tilbage, som der skal oplyses om.
Det gør Information, bl.a. torsdag, den 15.maj med tre bidrag om forholdene i den danske forlagsverden. Rasmus Bo Sørensen forholder sig til mange forfatteres nødråb, som lyder: ‘Forlagene flår os med fradrag’ og meddeler, at danske forlag længe har “malke[t] intetanende forfattere for tusindvis af royaltykroner”. Han konfronterer Gyldendals Johannes Riis med dette nødråb, og Riis viser da en vis form for forståelse og lover (tøvende) “at trappe den ned” - malkningen altså.
Det ville have været en rigtig god idé, hvis Rasmus Bo Sørensen også havde konfronteret Riis med en anden forfattergruppes nødråb, oversætternes, som lyder i samme nummer af avisen fra 15.maj. Karin Bang anklager her nemlig i ‘Skam over forlagene’ (s.17) de danske forlag for “groft at underbetale de litterære oversættere”, og hun ved, hvad hun taler om, idet hun selv arbejder som oversætter. Hun bruger ikke ordet ‘malkning’ - men det gør jeg.
Det, at de litterære oversætteres arbejds- og livsbetingelser ikke er væsentlig bedre i andre europæiske lande er jo ingen trøst. Tværtimod.
Hvornår begynder de danske forlag også med at nedtrappe malkningen af oversætterne? Det har måske lange udsigter, derfor: oversættere i alle lande foren eder.
Peter Hegstrup, Odense
Oversætter, ph.d. Karin Bang har i Bøger den 15. maj i en skarp Påtale påpeget de både faglige og økonomiske urimeligheder, oversættere udsættes for i deres samarbejde med forlagene.
Den skønlitterære oversættelse er en kulturel potent mulighed for at læse sig til indsigt i og forståelse for litteratur, man som ikke-fremmedsprogskyndig ikke ville få del i, dersom der ikke fandtes litterært begavede og sprograffinerende oversættere.
Et er at være forlægger, noget andet at være oversætter - og tilsyneladende sætter forlæggerne både faglige og økonomiske vanskelige betingelser for en faggruppe, der dog må siges at have forudsætninger for og forstand til at aftale egne arbejdsvilkår.
I mange sammenhænge, hvor kulturens emner er til debat, virker Kulturministeriet som en aktiv deltager i drøftelserne af arbejdsvilkår for kunstnere og kunstneriske virksomheder (udarbejdelse af standardkontrakter, ophavsretsbetingelser, beskyttelse af patenter m.v.). Men tilsyneladende ikke i det aftalestof, der naturligt burde være gældende for oversættere. Derfor kunne det måske være en idé, at Dansk Oversætterforbund indleder et samarbejde med Kulturministeriet for at få etableret anstændige arbejdsvilkår for den væsentlige del af kulturformidlingen, der knytter sig til den oversatte skønlitteratur.
Irene Clausen, Internationalt Forums Mellemøstgruppe
Adjunkt Jacob Egholm Feldt skriver i en anmeldelse af bogen Halvmåne og hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina (Information, 17.-18.maj) bl.a. følgende: “Den palæstinensiske modstand mod zionismen var fascistisk og antisemitisk -“.
Det kunne være interessnt at høre adjunkten uddybe dette (himmelråbende!) synspunkt. Så meget mere som Jacob Egholm Feldt, der er adjunkt på Center for Mellemøststudier, SDU, jo er en hyppigt brugt kommentator i de landsdækkende medier.