Connie Hedegaard anfører, at det er både utopisk og amoralsk at tro, at vi kan stoppe væksten og dermed forhindre de milliarder af mennesker verden over, der endnu ikke har fået opfyldt selv de mest elementære behov i at få et værdigt liv - og ingen kan vist være uenige i det. Men et er at være fortaler for bæredygtig vækst, noget andet er at skabe de fundamentale forandringer, der skal til for, at sand bæredygtig vækst kan lade sig gøre, og det er der desværre intet der tyder på, at hun og regeringen er villige til.
Der findes nemlig en opskrift på forsvarlig bæredygtig vækst. Oven i købet en vækst, der ikke bare er bæredygtig, men ligefrem til gavn for verden, og som vil placere mennesket, som retmæssigt hjemmehørende på planeten. Vi snakker om et paradigmeskift, der evner at skabe både økonomisk vækst og styrke vores kostbare biosfære, og som allerede praktiseres forskellige steder i verden.
Længst fremme er man i Holland, hvor der har samlet sig en stor national miljøbevægelse omkring indførslen af dette nye miljøparadigme, som går under navnet ‘Cradle to Cradle’ (‘Vugge til Vugge’ på dansk). Der holdes ‘Let’s Cradle’-konferencer med deltagelse fra regeringen, forskningsverdenen og erhvervslivet og store dele af det offentlige byggeri i Holland, bliver nu opført efter Cradle to Cradle-standarder. Desuden er store multinationale selskaber som Nike, Ford, Unilever og Pepsicola ved at omlægge dele af deres produktionsapparat efter disse standarder, og Kina implementerer i stigende grad opskriften på denne form for bæredygtig vækst i deres fem-års planer. Opskriften går kort fortalt ud på at bevæge sig væk fra det lineære vugge til grav miljø- og produktionsparadigme til et cirkulært vugge til vugge paradigme.
Vugge til grav paradigmet, som hele den vestlige produktionskultur i dag bygger på, går kort fortalt ud på, at vi tager råstoffer fra naturens ‘vugge’ og forarbejder dem til et produkt, som vi så smider i ‘graven’ når det er opbrugt - hvorefter det forurener i atmosfæren, i jorden, i vandet eller på lossepladserne. Selv de genbrugsprodukter, vi i dag fremstiller, belaster ofte så meget i genbrugsprocessen, at det havde været bedre for miljøet at smide dem ud og producere nogle nye i stedet.
Miljøbevægelserne og forskningen har igennem tiden prøvet på at få reduceret de ødelæggende virkninger af denne produktionsform, men de har aldrig taget et opgør med selve paradigmet, fordi de selv er en del af det. Det samme gælder vores politikere og erhvervsliv. Derfor er fokus i bedste fald på, hvordan vi kan sætte mindre fodaftryk på planeten og derved gøre mindre skade på miljøet, ud fra den overbevisning at vores moderne levevis per definition er skadelig for omgivelserne. Dette lineære miljøparadigme er karakteriseret ved troen på, at vi kun har en begrænset mængde ressourcer til vores rådighed, og at der derfor er en øvre grænse for det forbrug, verden kan tåle.
Men i de seneste 10-15 år har det nye cirkulære Cradle to Cradle produktions- og miljøparadigme gjort denne overbevisning til skamme. Verden over viser eksempler fra virksomheder og regeringer, at vi kan designe vores produkter på en sådan måde, at materialerne cirkulerer og bliver næringsstoffer for fremtidige generationer af produkter, råmaterialer og levende organismer. Man tager råstoffer fra naturens vugge og forarbejder dem til et produkt, som, når det er opbrugt, føder positivt tilbage til naturens eller produktionens vugge. Ikke alene giver det dyb mening miljømæssigt set, men denne produktionsform er også økonomisk profitabel, viser erfaringerne.
Det nye koncept består i, at vi begynder at designe vores produkter på en sådan måde, at de ved slutningen af deres levetid kan skilles ad og blive til enten biologiske eller tekniske næringsstoffer. Biologiske næringsstoffer er de dele af produktionen, der ved slutningen af produktets aktivitetsperiode kan indgå i ny produktion eller komposteres og dermed tjene som gødning for jorden. Tekniske næringsstoffer er ikke-komposterbare materialer, der er fremstillet således, at de kan cirkulere uendeligt inden for lukkede industrielle kredsløb, uden at de bliver ‘nedadbrugt’ (dvs. får en dårligere kvalitet) eller forurener i processen. Tværtimod fokuserer Cradle to Cradle produktionsparadigmet på, hvordan vi kan opgradere materialer i løbet af produktionsprocessen. F.eks. er det, spildevand tekstilfabrikanten Rohner i Schweiz leder ud af virksomheden efter omlægning til Cradle to Cradle produktionsprincipperne, renere end det vand der kommer ind i virksomheden, takket være udviklingen af miljøvenlige farvestoffer, tekstiler og et biologisk vandrensningssystem.
Nike er et andet eksempel på en virksomhed, der er i gang med at indføre Cradle to Cradle principperne. Deres nye skodesign, Nike Considered, er designet så alt i skoen enten kan komposteres eller omarbejdes til nye formål efter brug. De har undgået at bruge lim ved at bruge geometri, så sålen klikkes ind i skoens overdel. Det gør det samtidig muligt nemt at skille skoen ad, når de efter endt brug leveres tilbage via Nikes nye tilbageleveringssystem. Virksomheden fastslår, at der ligger et forretningsmæssigt motiv bag deres satsning, og målet er, at alle deres sko i 2020 indgår i de biologiske og tekniske kredsløb.
En ny Cradle to Cradle bygning blev præsenteret på World Future Energy Summit i januar 2008 og er udelukkende designet ved hjælp af eksisterende teknologier og materialer.
Bygningen fungerer ligesom et træ - den laver ilt, renser vandet, producerer mere energi end den bruger, renser luften i og omkring bygningen, bygger mikroklimaer for andre arter og alle materialer indgår i de biologiske eller tekniske kredsløb.
Som nævnt er Holland det land, der er længst fremme med at tage Cradle to Cradle principperne til sig. Den hollandske miljøminister har forpligtet sig til at udføre cradle to cradle projekter over hele landet, blandt andet ved offentligt byggeri. I Almere lidt uden for Amsterdam bygges 60.000 nye boliger efter Cradle to Cradle standarder, og i Maastricht er et byggeprojekt til tre milliarder Euro godt på vej til at blive gjort til et Cradle to Cradle byggeri. Det har betydet, at 75 procent af byggeindustrien i Holland nu er bekendte med Cradle to Cradle standarderne. Det mest betydningsfulde initiativ i Holland er et regionalt projekt i Limburgprovinsen, hvor lokale, regionale og nationale interesser har fundet sammen om at danne et partnerskab, der under sloganet ‘en ny industriel revolution’ ønsker at omforme hele regionen efter Cradle to Cradle principperne.
Hvad kunne være mere inspirerende, motiverende og meningsfuldt, end at vi danskere ligeledes begynder at initiere visionære projekter, der støtter overgangen til dette nye cirkulære produktions- og miljøparadigme! Hvis Connie Hedegaard virkelig ønsker at indføre bæredygtig vækst, der tillader de mindre udviklede lande muligheder for at få bedre materielle vilkår uden at udpine planeten, så er dette opskriften.
En visionær implementering af disse fremsynede designprincipper ville ikke bare give Danmark en førerposition i verden, som Connie Hedegaard, regeringen og vi alle sammen kunne være stolte af op til Klimatopmødet i København i slutningen af 2009. Men vi ville også, måske for første gang i historien, begynde at tage et virkeligt ansvar for planeten og være medskabere af sande løsninger på de enorme klima- og miljøudfordringer, vi står overfor. Løsninger som i dette paradigme ikke længere handler om at begrænse forbruget, men om at bruge al vores kreativitet, videnskabelige og teknologiske knowhow til at designe produktionsprocesser, forbrugsgoder og energikilder der er til gavn for planeten, som Cradle to Cradle eksemplerne viser er muligt.
Formår regeringen at mønstre den grad af handlekraft og visionær politisk ledelse, det kræver at skyde det i gang, behøver det ikke tage lang tid. I Holland tog det under et år, fra debatten startede, til regeringen, industrien og videnskaberne i stor stil havde taget Cradle to Cradle principperne til sig.
Søren Lyngsgaard er programkonsulent og Martin Fluri er cand.scient.soc. De holder introduktionsforedrag om Cradle to Cradle.